"Sæt en vagtpost ud", af Harper Lee, (org. titel Go set af watchman), udgivet i 2015, forlaget Lindhardt & Ringhof, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof)
Seksogtyveårige Jean Louise "Scout" Finch vender hjem til Maycomb fra New York for at besøge sin far Atticus. Men alt er ikke, som det plejer i den lille by, hvor raceproblematikken efterhånden er på sit højeste i 1950ernes USA. Snart indser Jean Louise, at hun må genoverveje forholdet til sin far og se sig konfronteret med et verdensbillede, som hun langt fra er enig i.
"Atticus Finch knappede sin venstre manchet og trak den så forsigtigt tilbage. Tyve minutter i to. Nogle dage bar han to ure: Han bar to i dag, et gammelt lommeur hans børn havde lånt, da de var små, og et armbåndsur. Det første var af vane, det andet brugte han til at finde ud af, hvad klokken var, når han ikke kunne bevæge fingrene nok til at dykke ned i sin urlomme. Han havde været en stor mand, før alderen og gigten havde reduceret ham til gennemsnitlig højde."
Harper Lee har skrevet en af de største klassikere indenfor moderne amerikansk litteratur: "Dræb ikke en sangfugl". Hun skrev kun den ene bog, og derfor var det intet mindre end en sensation, da man offentliggjorde udgivelsen af "Sæt en vagtpost ud". En roman, som omhandler samme persongalleri og samfund, som "Dræb ikke en sangfugl" så smukt fortalte om. Denne roman er dog ikke bare en fortsættelse til Lees klassiker, den er et forstudie. "Sæt en vagpost ud" er altså skrevet først, og herefter bearbejdede Harper Lee bogen, så den blev til "Dræb ikke en sangfugl". Derfor er det svært at læse denne bog uden at have "Dræb ikke en sangfugl" i baghovedet, og det er svært at adskille den fuldstændig fra den klassiske fortælling, som har begejstret læsere i generationer. Hvilket denne anmeldelse også bærer præg af, for hvordan adskiller man en af de største moderne klassikere fra dens forstudie?!
Historien om, hvad der videre skete med Jean Louise Finch er fascinerende. Det glorificerede billede af Atticus Finch, som man lærte at kende i "Dræb ikke en sangfugl" får nogle ridser i lakken. Det er ikke længere den seksårige Scout, der fungerer som fortæller. Fortælleren, der stolt iagttog sin fars gerninger. I stedet byder denne roman på historien om en ung kvinde, der ved, hvad hun vil og har sine egne meninger, og som også snart må adskille dem fra sin fars. Det er historien om en ung kvinde, der er ved at finde sig selv og sin rolle i verden. Harper Lee har skrevet en historie, der på sin vis ligger i fin forlængelse af "Dræb ikke en sangfugl", her får man endelig den rigtige historie fremfor en lille piges udlægning. Det nu mere moderne Maycomb virker på én gang velkendt, men samtidig er det stærkt forandret. Noget som både gør sig gældende for Jean Louise og læseren, det er fascinerende som læser at skulle lære det nye Maycomb at kende på samme måde, som det synes fremmed for Jean Louise.
"Hun så ned på rækkerne af kendte hoveder: hvidt hår, brunt hår, hår, der var omhyggeligt redt for at skjule, at der ikke var hår, og hun erindrede, hvordan hun for længe siden, når retssager var kedelige, stille sigtede med gennemtyggede papirkugler mod de skinnende, kuplede hoveder dernede. Dommer Taylor greb hende i det en dag og truede hende med en arrestordre."
Flere afsnit fra "Dræb ikke en sangfugl" optræder igen her i "Sæt en vagtpost ud", men der er også markante forandringer i forhistorien til denne roman. Retssagen der spiller en central rolle i "Dræb ikke en sangfugl" får i denne roman ændret sit udfald, i én roman bliver manden dømt i den anden går han fri. En markant og næsten umulig ændring i plottet, som her med al tydelighed viser, at denne roman ikke er blevet redigeret, så historien stemmer overens med Lees debutroman. Raceproblematikken er igen i centrum for denne roman, og mens den er baggrunden for historien, får læseren også historien om Jean Louises nye liv langt fra Maycomb og hendes kamp for at finde sin plads og for at finde ud af om hun virkelig elsker Henry, den unge mand, som hun har kendt siden barndommen.
"Sæt en vagtpost ud" kan sagtens stå alene som roman, men på niveau med "Dræb ikke en sangfugl" er den desværre ikke. Harper Lees nyudgivne roman er bestemt en læsning værd, men forvent ikke en ny klassiker. En fin lille roman der giver et interessant indblik i, hvad der videre hændte familien Finch i Maycomb. Historien er medrivende og man lever sig atter ind i karakterne fra Maycomb, men den lever bare aldrig helt op til forventningerne.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar