Buffy the Vampire Slayer nu også som malebog

Jeg har siden de helt tidlige teenangeår (ja endda lidt inden) været kæmpe fan af Buffy (og Angel). Derfor blev jeg altså straks nødt til at købe denne fantastiske malebog, da jeg spottede den i webshoppen hos Faraos Cigarer i weekenden.

 

Faktisk spottede jeg hele to forskellige malebøger, men jeg styrede mig (i hvert fald indtil videre) og købte kun den ene. Den er fyldt med skønne billeder tegnet af forskellige illustratorer. Derfor kan man finde alt fra tegninger, der gengiver karakterne præcis, som de ser ud i tv-serien til tegninger, der lægger sig nærmere stilen, man kender fra japansk manga. Jeg er helt sikkert mest til de mere virkelighedstro illustrationer, men de er flotte alle sammen.

 

Den gemmer på tegninger af alle de kendte figurer onde såvel som gode, og for hver illustration er der et citat fra serien. Jeg glæder mig så meget til at farvelægge alle billederne, for det er da vist den perfekte årstid til at sidde og hygge sig med en malebog. Jeg er desuden lige blevet færdig med at gense alle sæsoner af Angel, så er pt. lidt i vampyrunderskud.

Gemte og glemte skatte #16

Jeg elsker at gå på loppemarkeder, og det er et must at komme forbi afdelingen med bøger. Denne gang har jeg været til loppemarked i Give, hvor der altid er et kæmpe udvalg af bøger, jeg fik i år en kæmpe stak lækre engelske bøger med hjem. Men der er alt hvad en bogorm kan begære. Det er skønt at gå på opdagelse i de mange titler, der står delvis hulter til bulter, og det er altid spændende om man finder en ny bog, som man måske endda har ledt efter.

Nye bøger til bogreolen #6 - Fødselsdag

Jeg blev 29 i sidste uge, og vanen tro var der et par bøger at finde på gavebordet. Jeg har længe glædet mig til at stifte bekendtskab med Thomas Korsgaards forfatterskab, og jeg havde derfor ønsket mig Tyverier, der er hans nye novellesamling. Jeg glæder mig meget til at læse den, og indtil da vil jeg nyde, hvor flot den er. Jeg elsker, når forlagene gør lidt ekstra ud af bøgernes udseende.

Jeg fik også "A Christmas Carol" i den fine udgave fra Wordsworth Classics. Jeg fik nogle i samme serie både til min fødselsdag sidste år og faktisk også til jul. De er super skønne.

Alkymisten, af Paolo Coelho

"Alkymisten", af Paolo Coelho, forlaget Bazar, 1/6 stjerner

Hyrden Santiago drømmer den samme drøm to gange, en drøm om en skat, der kan findes ved pyramiderne. Santiago sælger sine får, og bevæger sig ud på en rejse fyldt med forviklinger og møder med fortryllende mennesker. Han drager ud i verden for at søge efter rigdomme, men det bliver til slut en søgen efter indre rigdom, der virkelig betyder noget. Skatte, konger, kærlighed og alkymister er en del af denne historie, der er som taget ud af et eventyr.

Alkymisten er en højt elsket bog af mange, og jeg kan til nød se hvorfor, men den fangede mig ikke, faktisk er jeg aldrig blevet så skuffet over en bog før! Jeg måtte kæmpe mig igennem dens formuleringer, og jeg blev træt af dens moraliseren. Paolo Coelho har været en af de forfattere, som jeg har glædet mig til at se nærmere på, jeg har ikke hørt andet end godt om Alkymisten eller andre af hans bøger, men jeg må sige, at de par bøger, jeg har stående på hylderne af ham, aldrig vil blive læst.

Historien fangede mig aldrig, i stedet blev jeg bare mere og mere irriteret over bogen, og sad efterladt med en følelse af dyb skuffelse, da jeg lagde den fra mig. Historien, der egentlig minder om gamle eventyr, formåede bare ikke at fange mig. Jeg synes den blev kunstig, at karakterne var flade og forudsigelige, og hele denne udforsken af sig selv, og en søgen efter indre rigdom sad til sidst helt oppe i halsen på mig. For mig minder den mig om eventyr, men uden den samme virkning, hvor eventyr er spændende, sjove, finurlige og moraliserende, opfattede jeg kun denne bog som sidstnævnte. Coelho forsøger det bedste han kan at skrive denne fabel/eventyr stil, men det bliver bare kunstigt og forudsigeligt. I de rette hænder kunne historien have været interessant endda smuk, men i stedet er den kedelig og forceret.

Det er virkelig sjældent, at jeg læser en bog, som er mig så meget imod, som Alkymisten var, og jeg må bare indrømme, at den absolut ikke er noget for mig. Jeg kan godt forstå, hvad andre ser i den, men dens budskab var totalt tabt for mig. Det er en af de bøger, som jeg har nedjusteret mere og mere i karakter, jo længere den er kommet på afstand, og jeg er endt på en enkelt stjerne, fordi jeg godt kan se, hvad Coelho gerne ville gøre med denne roman, men jeg bed bare slet ikke på.

More fool me, af Stephen Fry

More fool me, af Stephen Fry, udgivet i 2014 af forlaget Penguin, 3/6 stjerner

Stephen Frys tredje selvbiografi, der tager udgangspunkt i hans liv i slutningen af 1980erne og starten af 1990erne. Her får man bl.a. et indblik i Frys dagbog fra 1993. Et travlt liv i showbiz med masser af alkohol og kokain er det billede, som Fry tegner af sin hverdag i denne travle periode, hvor hans karriere tager fart.

Stephen Fry kunne skrive om hvad som helst, og det ville være spændende. Han har en helt fantastisk evne til at formulere sig, så man både bliver draget ind og samtidig bliver mesterligt underholdt, og det gør sig også gældende med denne selvbiografi. Desværre er en stor del af bogen udgjort af dagbogsblade fra 1993, hvor der kun med små fodnoter direkte kommenteres, og det kan godt blive lidt kedeligt og ensformigt i længden, da det nogle gange nærmest udelukkende er en opremsning af mennesker, som han har været til middag med (man kan ligeså godt vænne sig til, at Fry elsker at namedroppe). Når dette så er sagt, har uddraget af dagbogen den effekt, at man får et direkte indblik i showbiz-verdenen i London i 1990erne, der i høj grad var præget af stoffer, druk og desværre AIDS-epidemien.

Stephen Fry lægger ikke skjul på, at han er maniodepressiv, og selvom dette ikke er et tema i bogen, er det dog alligevel tydeligt, når man læser begyndelsen, hvor han beskriver, at han befinder sig midt i en manisk periode. Dette afspejles faktisk tydeligt i hans skrivemåde. Man føler i nogle biografier, at man ikke kommer tæt på personen bag, men det føler man altså virkelig, at man gør, når man læser Stephen Frys ord. Det er følelsen af at sidde og få fortalt en historie af eller samtale med Fry, når man læser More fool me.

Når man, som jeg, er fan af mange af de personer, som Stephen Fry har spillet sammen med, er det virkelig interessant læsning. Han skriver bl.a. om Emma Thompson, og hvordan han reddede manuskriptet til hendes adaption af Sense and Sensibility (fantastisk film), om at være til Kenneth Brannaghs polterabend, om Hugh Lauries venskab, om en film der gik meget tæt på gruppens venskab og om tilblivelsen af Blackadder.

Dagbogen til slut er interessant læsning, men samtidig føler man desværre også, at Fry er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Denne følelse får man specielt også, da han bruger første del af bogen på at opsummere, hvad der står i hans andre biografier, og det er da også fint, men man føler som læser alligevel, at han ikke har produceret så meget nyt til netop denne bog. Jeg håber dog inderligt, at der kommer en bog eller to mere fra Frys hånd, hvor han fortæller om sit liv, så man kan læse mere om hans refleksioner over, hvad han har oplevet i løbet af sin karriere og sin sygdom.

Har du læst Stephen Frys andre selvbiografier, eller er du fan af hans fantastiske programmer, så læs endelig More fool me, den er sjov, interessant og virkelig hurtigt læst, og man tilgiver hurtigt, at Fry ikke har opfundet den dybe tallerken med denne bog, når han lader læseren komme helt tæt på.

Belgravia, af Julian Fellowes

"Belgravia", af Julian Fellowes, udgivet 2016, Politikens Forlag, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Romanen tager sin begyndelse ved Hertuginden af Richmonds store bal i Bruxelles i 1815, det er aftenen før det legendariske slag ved Waterloo, og for de unge mænd, der danser rundt i den smukke balsal, venter der en grusom morgen, og mange vender aldrig tilbage. Sophia Trenchard er datter af Wellingtons krigsleverandør, og snart forandres hendes (og hendes nyrige families) liv for altid. 25 år senere ser verden anderledes ud, og Trenchard familien er steget yderligere i graderne. Vi befinder os i det smukke Belgravia i London, og aftenen for 25 år siden viser sig snart at få stor betydning for de involverede.

Julian Fellowes er bl.a. kendt for tv-serien Downton Abbey, og Belgravia er henvendt til det samme publikum som fuglte Crawley familiens op- og nedture. Vi befinder os i Englands overklasse, hvor Fellowes udforsker en periode, hvor de nyrige i England er begyndt at træde ind i de finere rækker, som tidligere var forbeholdt adelen, de er dog endnu ikke helt velkomne, men man ser tydeligt forandringen, der er på vej.

Dette er en skøn historisk roman, og man kan rigtig leve sig ind i en verden, hvor kvinder gik på visit, mænd mødtes i "klubben", hestevogne prægede bybilledet, og industrialiseringen var på vej. Det er en brydningstid, som Fellowes så fint får skrevet om her. Det er ikke en roman, hvor man kommer helt tæt på karakterne, og det er kun få personer, som man som læser føler, at man kommer ind på livet af, og som Fellowes virkelig formår at give et tilbundsgående billede af.

Lige nu læser jeg # 3 - En rørende biografi

Not my father's son, af Alan Cumming er en bog, som jeg faldt over i en lille boghandel i Islington i London. Den var sat ned til kun 3£, så den måtte med hjem. Det endte med, at jeg sad i lufthavnen og læste en stor del af bogen midt om natten. Det er en selvbiografi men en utrolig spændende en af slagsen. Jeg læser af og til biografier, men jeg har dog aldrig læst en som denne. Denne biografi er nemlig netop, hvad Neil Gaiman citatet på forsiden giver udtryk for: Denne bog er en pageturner! Man kan slet ikke lægge den fra sig, når man først får begyndt.

Not my father's son er fortællingen om specielt én skelsættende periode i Alan Cummings liv, den handler om hans voldelige far, om at finde sine rødder, og om, hvordan man kommer videre i sit liv.

Jeg mangler kun de sidste 20 sider, og jeg har indtil videre grinet, grædt og græmmet mig. Alan Cumming lader læseren komme helt tæt på, og hans liv har bestemt ikke været en dans på roser.