Billedhuggerens datter, af Tove Jansson

"Billedhuggerens datter", af Tove Jansson, udgivet i 2014 (org. udg. 1968), Forlaget Gyldendal, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Gyldendal)

"Billedhuggerens datter" er historien om Tove Janssons opvækst. Det er en bog sammensat af små fine historier fra Janssons barndom. De er hver især udtryk for et smukt stemningsbillede, hvor man får et helt specielt indblik i barndommens sælsomme univers. Tove Jansson voksede op i et kunstnerhjem, hendes far var billedhugger og hendes mor illustrator, og netop dette sætter rammen for, hvad hun oplever, når der holdes fest for de kunstneriske sjæle, eller de sammen finder ting i vandkanten fra skibe, der er forlist, og når faderens abe Poppolino er rigtig irriterende. Denne bog var Tove Janssons første bog for voksne, og i den formulerer hun indirekte men helt præcist i sine smukt fortalte historier, hvad det vil sige at være barn.
 

"Gud boede på klipperne over stenhøjen. Deroppe var der et vandhul, som var forbudt. I solnedgangen bredte han sig ud og hvilede over huset og engen som dis. Han kunne gøre sig smal og krybe ind overalt for at se, hvad man lavede, og nogle gange var han bare et stort øje. For resten lignede han morfar."

"Billedhuggerens datter" er en biografi, der bestemt ikke er, som biografier er flest. Den fremstår i stedet som en eventyrlig og nærmest skønlitterær fortælling, og det gør læsningen helt speciel, at man ved, at det virkelig er Janssons egen historie, der udfolder sig på siderne. Der er ikke langt fra dette univers, til den verden man møder i hendes skønlitterære værker. Der hersker en mystisk og til tider næsten uhyggelig stemning, selvom der samtidig optræder så mange hyggelige episoder.
Bogen er et udtryk for en barndom, der har været præget af fantasi ikke kun gennem forældrenes arbejde, men også gennem Janssons egne oplevelser, når hun for eksempel leger under sin mors sorte tylskjole, hvor en helt ny virkelighed åbenbarer sig, da hun pludselig ser verdenen nede fra gulvet under det brusende stof. Det er også en helt vidunderlig historie, som Jansson fortæller om, dengang de sneede inde, alle vinduer og døre var dækket af sne og der opstod en helt unik følelse af at være i en helt aflukket verden.
Bogen er fyldt med historier fra opvæksten i Helsingfors og sommeren i skærgården. Altsammen set gennem et barns øjne, det er ikke en voksen kvinde, der ser tilbage, men en pige der oplever. Der er en smukt formuleret konstant vekslen mellem den trygge verden og usikkerheden. Noget der virkelig fanger, hvad det vil sige at være barn, hvor man kan være tryg det ene øjeblik, men alligevel være på randen til uvisheden og utrygheden. Tove Janssons bog er til voksne, men det er en barndomsskildring, der bringer læseren tilbage til de oplevelser, man selv havde som barn, og den følelse, som man havde af, at fantasien kunne herske, men pludselig blive brudt af virkelighedens til tider næsten farlige udfordringer.

 

"Jo mindre man er, jo større er julen. Inde under granen er julen enorm, den er en grøn jungle med røde æbler og sørgmodigt blide engle, som snurrer rundt om sig selv i deres sytråd og bevogter urskovens indgang. Og urskoven fortsætter i al uendelighed inde i glaskuglerne, julen er en absolut tryghed, takket være juletræet."

 

Nogle gange falder man over bøger, som man ville ønske, at man havde opdaget tidligere i ens liv. Sådan en bog var "Billedhuggerens datter" for mig. Jeg læste den lille fine bog på en eftermiddag, og jeg lod mig opsluge af det helt specielle univers, hvor fantasien og mystikken væves ind i hverdagen. Hvor den kunstneriske fader på sin vis definerer livet, når der pludselig skal skabes kunst. En helt ny og fremmed verden med en helt unik stemning åbner sig for et øjeblik, så man ikke kan gøre andet end at lade sig indfange af dens smukke ord. Dette er den første bog, jeg har læst af Tove Jansson, og jeg glæder mig til at læse resten af hendes forfatterskab, for denne bog gav mig noget helt specielt, en følelse af at være tilbage i barndommens univers.