Sidst jeg var i London, kom der en del bøger med mig hjem, de var dog ikke særlig store, og de kostede heller ikke særlig meget.
Penguin har i forbindelse med deres 80 års jubilæum udgivet 80 små sorte bøger, der alle koster 80 pence stykket. De små fine bøger byder på et væld af historier fra nogle af verdens bedste og mest kendte forfattere. Nogle historier er velkendte som f.eks. "The Tell-Tale Heart" af Edgar Allan Poe eller "The Tinder Box" (Den lille pige med svovlstikkerne), af H. C. Andersen. Andre af bøgernes tekster er mere ukendte, mens forfatteren dog har en stor plads i litteraturhistorien. Her kan f.eks. nævnes "The Beautifull Cassandra", af Jane Austen eller "The Night is darkening round me", af Emily Brontë. Selvom mange af teksterne er skrevet i det 19. århundrede, er der tekster repræsenteret helt tilbage til det antikke Grækenland.
Da jeg stod foran hylderne fyldt til randen med de mange sorte og hvide bøger, vidste jeg knap nok, hvilke jeg skulle vælge. Bunken i min favn voksede mere og mere, og til sidst stod jeg med 23 små fine bøger. Vi var flere, der stod og udvalgte de titler, vi allerhelst ville have med hjem, og der opstod et helt lille fællesskab mellem fremmede læsere foran reolerne, hvor vi grinte lidt af hinanden for at købe så mange bøger på én gang. Jeg ville rigtig gerne have alle 80 stående på mine hylder, men jeg havde ikke plads i tasken, og faktisk havde Waterstones heller ikke alle bøgerne hjemme, nogle blev åbenbart revet væk, så snart de var i butikken. Jeg fik dog nogle af de bøger, jeg ønskede mig mest: Poe, Austen, Brontë, Keats og Hardy.
Penguin har valgt en forrygende måde at fejre 80-års jubilæet på, en lille kompakt klassikerserie med små skønne tekster til kun 8 kroner stykket. Indpakningen med det klassiske Penguin-look i sort er prikken over i'et. Jeg håber, at jeg får fat i de resterende 57 små sorte bøger, så serien af de fine bøger kan blive komplet.
Har I købt nogle af Penguins Little Black Classics? Og hvilke har I valgt?