mandag den 9. september 2013

Gemte og glemte skatte #7



Loppemarkeder med billige bøger er altid helt fantastiske, disse to eksemplarer er begge lidt slidte, men kostede kun en femmer stykket. Nogle gange er det også lige meget, at en bog er brugt, det viser jo bare, at den er blevet elsket og læst før. Disse to er begge på engelsk, jeg er altid draget mest til engelske bøger, specielt fordi der ikke er så mange af dem på loppemarkeder, og de, der er, er ofte ret gode (f.eks. diverse klassikere).

"Selected Tales", af Edgar Allan Poe fra Penguin Classics, blev jeg nødt til at eje, da jeg faldt over den til et loppemarked. Jeg har ikke læst så meget af Poe, men han dukker altid op; i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet har jeg læst hans noveller, og jeg har altid været fascineret af hans dystre univers. Jeg kan stadig huske, da vi skulle se små film, der var inspireret af hans historier i engelsk i folkeskolen, og jeg synes, at de var uhyggelige. Det er altid de film, jeg tænker på, når jeg ser på tekster af Poe. Jeg glæder mig til at fordybe mig i disse udvalgte historier, og håber ikke jeg bliver ligeså skræmt som i folkeskolen...

"The Experience of the American Woman", ed. Barbara H. Solomon er en samling af noveller og historier om kvinder af en lang række fantastiske forfattere deriblandt Ernest Hemingway, John Updike og John Steinbeck. Jeg er meget fascineret af bøger, hvor man har samlet en masse forskellige tekster med udgangspunkt i det samme emne, og dette emne lyder rigtig interessant. Sådanne bøger giver altid forskellige indgange til et spændende emne og giver samtidig mulighed for at læse tekster af en masse forskellige forfattere. Ofte har jeg fået øjnene op for en bestemt forfatter ved at læse bøger som denne, hvor der er bidrag ikke bare fra mange forskellige personer men også fra en lang periode.

4 kommentarer :

  1. Hvor er det skønt med sådanne fund - heldige asen!

    SvarSlet
  2. Elsker at finde gamle engelske bøger på loppemarkeder :-)

    SvarSlet