Currently reading #10

 

 

Jeg har sammen med "Swanns Verden 1"; bind 1 i "På sporet af den tabte tid" af Marcel Proust søgt tilflugt i min seng, for i dag er det koldt og gråt udenfor. Jeg er fascineret af Prousts smukke sprog, og jeg lader mig synke ned i de smukke beskrivelser og sjove og underlige møder og hændelser. Jeg bed mærke i et smukt lille citat om at læse;

"Og hver time syntes jeg kun der var gået ganske få øjeblikke siden klokken havde slået sidste gang, det sidste slag kom og indskrev sig på himlen lige ved siden af det foregående, og jeg kunne ikke fatte at tres minutter kunne være på den lille blå bue mellem de to gyldne mærker på urskiven. Af og til slog dette alt for tidlige slag to gange mere end det sidste, der var altså ét jeg ikke havde hørt, noget der havde fundet sted, men som ikke havde fundet sted for mig; læsningen, magisk som en dyb søvn, havde narret mine hallucinerede ører og udvisket den gyldne klokke fra stilhedens azurblå overflade."

Jeg synes dette sted i romanen, beskriver på smukkeste vis, hvordan tid og sted kan flyde sammen og forsvinde, når man fordyber sig i en historie, når man træder ind i en anden verden, og sammen med karaktererne lever og rejser, indtil man pludselig vækkes og med ét drages tilbage til virkeligheden og ud af bogens sider. Hvordan bladvendinger sker ubemærket, og man i timevis kan sidde med en bog i skødet og være tryllebundet af personer, steder og sproget, som litteraturen kan mestre.

Jeg har ofte været så fordybet i læsning, at det, når jeg kiggede op, var ved at blive næsten mørkt udenfor, og mine øjne havde kæmpet for at blive ved med at læse, på trods af det svindende lys i stuen. Det er den måde historier kan tryllebinde os på, som jeg er så fascineret af, og Marcel Proust forklarer det så uendeligt smukt i dette citat fra en bog, som jeg er yderst imponeret af. Det er sjældent, at jeg på denne måde nyder at læse til undervisningen.