Efteråret er på vej

Jeg kryber sammen på sofaen med første bind af Marcel Prousts "På sporet af den tabte tid", udenfor er det blevet lidt koldt, og selvom solen skinner, er det efterårets dæmpede lys, der i dag har strømmet ind ad mine vinduer. Efteråret er på vej, og jeg glæder mig til, at træerne klæder sig i orange, gule og røde nuancer, til gåture i skoven, hvor bladene drysser ned langs vejen, og man kan kigge op i de smukke trækroner. Efteråret rummer noget helt specielt, en følelse af hygge, man kan sidde inde med en kop kakao, spise dejlige æbler og begynde at varme op med bagning, inden juletiden er på vej. Jeg går hver dag og forventer, at efteråret er ankommet, men jeg har endnu ikke oplevet den der duft, som kun findes om efteråret, den duft der anmelder efterårets endelige komme, men jeg tror den er lige om hjørnet.

Marcel Proust er en forfatter, jeg ikke har beskæftiget mig med før, hans smukke sprog er noget helt nyt, og selvom jeg finder ham forvirrende, er det alligevel med en god fornemmelse i maven, at jeg giver mig i kast med hans forfatterskab. Bind 1 og 2 skal jeg læse til studiet, undervisning der handler om at læse efter sted og rum i litteraturen, en helt ny måde at læse på, og jeg nyder at opleve noget helt nyt og blive udfordret, det er ligesådan et fag, jeg håbede ville dukke op på kandidaten.

Vandbakkelserne er lige taget ud af ovnen, og en dejlig duft af kage har bredt sig gennem huset, jeg nyder sådanne dage, lige der hvor sommer og efterår mødes.