Nye bøger til bogreolen #3 - og et besøg i Politikens Boghal

Da jeg var i København sidst, måtte jeg selvfølgelig et smut forbi Politikens Boghal, det var så lang tid siden, at jeg havde været i København. Politikens Boghal er en af mine yndlingsbogbutikker i Danmark, fordi den har så stort og varieret et udvalg specielt i engelske bøger, min eneste anke er, at bøgerne er blevet en del dyrere de sidste par år, og det stort set ikke kan betale sig at købe engelske bøger der fremfor på nettet, hvilket er virkelig ærgerligt.

Jeg synes faktisk selv, at jeg styrede min købelyst ret godt, selvom det er lidt svært, når der er så mange skønne bøger. Jeg har længe ønsket mig nogle af bøgerne fra Word Cloud Classic serien, jeg elsker deres design, og så er de simpelthen så lækre at røre ved. Jeg stod foran reolen med klassikerne i så lang tid og overvejede, hvilke jeg skulle have med hjem. Jeg endte med at købe tre. Jeg havde faktisk aldrig set bøgerne i virkeligheden før, så jeg var glædeligt overrasket over, hvor fine de var.

"The Age of Innocence", af Edith Wharton. Bogen har længe stået på min læseliste, og så synes jeg, at udgaven er så fin i den lidt sarte lilla farve. Jeg har kun læst "The House of Mirth" af Wharton, som jeg synes er rigtig god, så jeg glæder mig meget til at læse denne.

"Dracula", af Bram Stoker. Dette var den første bog, jeg så af disse udgaver, og jeg har vidst længe, at jeg blev nødt til at eje den, hvis den var ligeså pæn i virkeligheden som på nettet, og det er den altså! Jeg elsker flagermusen på ryggen og den grå farve med den rubinrøde skrift. Jeg har allerede læst Dracula og var ret begejstret, så jeg har længe ønsket mig en smuk udgave til at pynte i bogreolen, og det har jeg så endelig fået nu.

"The Romantic Poets". Hvis der er noget, jeg er for dårlig til at få læst, så er det lyrik. Men, hvis jeg giver mig i kast med lyrik, er det altså ofte den engelske romantiks digtere, der tiltrækker mig. Da jeg så denne skønne lilla udgave med roserne, blev jeg nødt til at have den med, og jeg håber, at jeg så kan blive inspireret til at læse lidt mere lyrik.

Ud over de tre bøger fik jeg også købt mit første Penguin krus. Valget faldt på A Room of One's Own, af Virginia Woolf, jeg kan godt lide den lilla farve, og så er det bare et skønt essay, som jeg både har læst i forbindelse med studiet og derhjemme for hyggens skyld. Citatet, der pryder bloggen, er faktisk fra dette fantastiske essay, som man virkelig ikke må snyde sig selv for.

Har I købt nogle nye bøger fornylig?

Nærvær, af Chris Minh Doky

"Nærvær", af Chris Minh Doky, udgivet 2016, Politikens Forlag, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar Politikens Forlag)

Den internationalt anerkendte jazz-bassist Chris Minh Doky har skrevet en biografi, der tager udgangspunkt i, hvordan man skaber nærvær i musikken såvel som i livet. Det er historien om New Yorks jazzmiljø, en musikers vej ind i en verden, hvor man kan leve af musikken og om at finde sig selv. Det er en musikalsk historie om en ligeså musikalsk rejse og om at sætte sig selv på spil.

""Minh... Tager du stoffer?" "Nej. Jeg spiller jazz." Svaret var lige dele oprigtigt og lige dele absurd. Oprigtigt for den del af mig, som havde kastet sig ud i en passion, jeg ikke anede, jeg havde. Absurd for den del af mig, der ville have et ordentligt snit til studentereksamen, så jeg kunne komme ind på Panum."

Chris Minh Doky er født og opvokset i Danmark, hans far er fra Vietnam og hans mor fra Danmark, disse to kulturer med store kulturelle forskelle har i den grad præget ham, og det er netop dette, der tages udgangspunkt i i den første del af "Nærvær", hvor læseren hører om forældrenes møde i Frankrig og Chris Minh Dokys opvækst i København. Begge forældre er musikere (faderen også læge), og det er altså et meget musikalsk hjem, han og broderen, Niels Lan Doky, der er pianist, vokser op i. Chris Minh Dokys spirende interesse for musikken er virkelig interessant læsning. Fascination af musik, og hvordan den er sat sammen, præger Doky allerede som barn og ung, hvor han lytter til forskellige musikere for undervejs at skrive deres arrangementer ned. Denne analytiske tilgang til musikken, giver udtryk for et behov for at forstå, hvad det er disse fantastiske musikere gør. Og så vidner det om en vanvittig musikalitet.

Den næste del af bogen omhandler rejsen til og livet i New York, hvor der åbenbares en helt ny verden. Den fattige unge musikers kamp for ikke at på daglig basis at blive røvet i det hårde kvarter Spanish Harlem, er noget af en øjenåbner (for Doky såvel som læseren), for tænk, at man klarer sig igennem det, fordi man virkelig vil musikken og New York så meget. Bogen byder på historier om nogle af de store jazzlegender, som Chris Minh Doky møder på sin vej, mange får han snart lov til at spille med. Fascinationen af disse mennesker og deres musik skinner virkelig igennem i bogen, mødet med ens helte og endda at få lov til at spille sammen med dem!

"Jeg var rundt på gulvet og mundlam. Det havde jeg aldrig før prøvet i mødet med en kendt person. Det er min klare erfaring, at det ikke er størrelsen af en persons berømmelse, der får dig til at tabe mælet. Det er størrelsen af din respekt for vedkommende ."

Succesen har dog en pris, og det er her, at "Nærvær" virkelig formår at fortælle en historie, som bliver netop nærværende, det er ikke kun fortællingen om en musikers opvækst og succes, men i stor grad om, hvordan man bliver suget ind i en verden, hvor man pludselig ikke er sig selv. "Chris Minh Doky" bliver snart en rolle - et navn. Der skelnes så fint hele vejen igennem bogen mellem 'Minh', som Chris Minh Doky bliver kaldt privat og "Chris Minh Doky", som er den succesrige musiker, der spiller med verdensstjerner og scorer damer (mange damer!). Det er et rigtig fint greb, som gør, at man virkelig får et blik for den store forskel, der er mellem den private og den offentlige side af en person. Læseren kommer også tæt på oplevelsen af 11. september i New York, forholdet til Tanya, foredrag på skoler og arbejdet hos DR.

"Nærvær" er ikke "bare" historien om Chris Minh Dokys liv, men også en historie om musik og en musikalsk rejse. Den er virkelig velskrevet, og om man er musiker eller ej, vil man kunne nikke genkendende til den søgen efter nærvær, som der beskrives, og som der i høj grad stræbes efter at opnå. En biografi man bestemt ikke må snyde sig selv for.

De Smukkeste, af Karin Slaughter

"De Smukkeste", af Karin Slaughter, udgivet 2016, forlaget Harper Collins Nordic, 4/5 stjerner, (anmeldereksemplar fra Harper Collins Nordic)

24 år efter Julias forsvinden, taler hendes søstre, Claire og Lydia, ikke længere sammen, og de lever vidt forskellige liv. Claire lever i sus og dus med sin succesrige mand, Paul. Mens Lydia endelig har fået styr på sit liv og har en stille og rolig hverdag sammen med sin datter efter år præget af stofmisbrug. Da Julia forsvandt, blev familien lagt i ruiner, deres far tog sit eget liv, og moren og bedstemoren taler nu kun med Claire. Claires liv forandres dog pludseligt, da hendes mand Paul bliver brutalt myrdet, og hun opdager snart noget, hun hellere ville have været foruden. Den eneste, der kan hjælpe hende, er Lydia.

 

"Der stod en mand lige bag Paul. Han var klædt i en sort hættetrøje, som var lynet helt op under hans kraftige, tatoverede hals. En klapperslange, som blottede gifttænderne i et uhyggeligt smil, bugtede sig hen over hans adamsæble."

 

"De Smukkeste" er en thriller af en kriminalroman, og man kan slet ikke lægge bogen fra sig, når man først er begyndt. Den handler om, hvad det pludselige tab af et familiemedlem kan gøre ved en familie, og hvor godt man end tror, at man kender en person, kan det vise sig, at man tager grueligt fejl. Spørgsmålet er, hvem er ven, og hvem er fjende?

"De Smukkeste" er en grum fortælling, og selvom jeg bestemt ikke er sart, var der billeder i denne roman, som fik det til at vende sig lidt indeni mig, Karin Slaughter lægger i hvert fald ikke fingrene imellem. Denne roman handler om kvinder, der bliver brutalt voldtaget og myrdet, og jagten på at finde frem til gerningsmændene bag. Romanen er bestemt ikke for sarte sjæle.

 

"Claire mærkede den voldsomme bølge af kvalme, der altid rejste sig i hende, når hun opdagede endnu en af Pauls hemmeligheder. Lydia tog brillerne på og begyndte at skrive noget. Claire stirrede ind i ryggen på den hvide lædersofa. Hun havde lyst til at flænse læderet op med neglene. Hun havde lyst til at brække trærammen i stykker, finde nogle tændstikker og brænde hele huset ned til grunden."

 

Jeg læser sjældent krimier, men mine fordomme blev virkelig gjort til skamme. Dette er en utrolig spændende og medrivende roman, den er yderst velskrevet, og det kommer specielt til udtryk, når man langsomt indser, hvad der er på spil sammen med de to søstre. Læseren følger både Lydia og Claire, hvis historie bliver mere og mere hæsblæsende, indimellem kapitlerne får læseren et indblik i deres fars kamp for at finde frem til sandheden om den forsvundne datter. I breve skrevet til Julia ses smerten, som familien blev præget af, da Julia forsvandt. Farens breve fungerer som et fint lille roligt helle midt i virvaret af nye informationer, frygten og jagten på en forbryder.

Karin Slaughter har formået at skrive et krimi-mesterværk, jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig. Slaugther formår at lege med læseren, når man gang på gang tror, at man endelig ved, hvad der foregår, men man så atter bliver forvirret af nye opdagelser. "De Smukkeste" er en roman, som man bestemt ikke må snyde sig selv for, hvis man har lyst til spænding. Læs den!

Globe to Globe Hamlet på Kronborg Slot

 

Globe to Globe Hamlet er en forestilling, der de sidste 2 år har turneret rundt i hele verden. Danmark var land nummer 195 og sidste stop, inden forestillingen skal opføres de sidste par gange på Globe Theatre i London. Denne opsætning af Hamlet er sat i værk i 2014 for at markere 450 året for Shakespeares fødsel, og afslutningen af turneen marker nu 400 året for Shakespeares død. Det er et kæmpe projekt, hvor målet var at besøge alle lande i verden, Syrien og Nord Korea lykkedes det dog ikke at opføre stykket i.

D. 21. april var turen kommet til Danmark, hvor HamletScenen på Kronborg Slot eller "Hamlet's Castle", som det nogle gange kaldes, skulle danne ramme for Hamlet. Jeg havde billet til den første forestilling kl. 13.00. Dansesalen på Kronborg var indrettet til formålet, og det var en smuk baggrund for scenen.

Ensemblet er udgjort af 12 skuespillere, hvor 4 altid sidder over, og skuespillerne har undervejs byttet roller med hinanden, så de ikke har spillet den samme rolle i 2 år. Derfor var det altså kun 8 skuespillere og 2 scenefolk, der indtog scenen.  Hamlet byder på langt flere roller, og derfor spillede alle flere personer med undtagelse af Ladi Emeruwa, der kun spillede Hamlet. Markeret med små kostumeskift sprang skuespillerne ind og ud af deres roller. Den spartansk indrettede scene blev fyldt ud med virkelig godt skuespil og masser af sang og musik. Jeg var virkelig imponeret af Matthew Romain (Horatio og Reynaldo) og Jennifer Leong (Ophelia og Voltemand), der begge spillede violin, fløjte og tromme, mens flere andre skuespillere også spillede på fløjter, trommer med mere, mens de sang. Musikken gav en helt speciel stemning, som fungerede super godt. Forestillingen blev afsluttet med, at de døde blev vækket til live, og alle dansede, klappede og sang, mens publikum klappede i takt. Skuespillerne fortjente de stående ovationer, som de modtog. Det var en helt speciel oplevelse, at få lov til at se en forestilling, der har rejst hele verden rundt for at markere Shakespeares fødsel og død.

 

Ladi Emeruwas Hamlet var stærk og bevægende, og hans kontrollerede galskab passede smukt ind i denne produktion. Tom Lawrences Laertes var dybt rørende, da han med tårer trillende ned af kinderne fik nyheden om Ophelias død, hans Rosencrantz (eller var det Guildenstern?!) var ligeså morsom, som hans Laertes var rørende. Beruce Khan som Guildenstern (eller Rosencrantz) var fantastisk, og det samme var hans portræt af Fortinbras og Osric, smukt fremført med forskellige dialekter og virkelig morsom. Matthew Romains Horatio havde den helt rette rolige attitude, som rollen bør have, og hans Reynaldo var forsigtig og sjov. Keith Bartlett, der var så rar at hilse på nogle af os i publikum inden forestillingen (ligesom Matthew Romain og Amanda Wilkin), var en fabelagtig Polonius og "Gravedigger", der med humor og varme gav anledning til masser af latter. Amanda Wilkins Gertrude var flot portrætteret som kvinden, der er ude, hvor hun ikke kan bunde i ægteskabet med Claudius, mens hendes "Player Queen" var hylende morsom. Jennifer Leong var en bevægende Ophelia, der med sin sang viste Ophelias sindssyge så præcist og fint. Rawiri Paratene var en afmålt og overvejende Claudius. Hele castet viste, hvor dygtige de er, når de kastede sig ud i de mange forskellige roller, musik og sang.

 

Globe to Globe Hamlet var en perfekt måde at fejre Shakespeare på, og jeg er så glad for, at jeg fik fat i en billet til forestillingen. Jeg havde håbet på at få muligheden for at se denne forestilling siden, programmet blev offentliggjort i forbindelse med jubilæet i 2014, og heldigvis levede forestillingen helt op til forventningerne. Fantastisk forestilling med fantastiske skuespillere!

23. april - 400-året for Shakespeares død

 

D. 23. april markerer 400-året for William Shakespeares død, og verden over fejres Shakespeare med masser af arrangementer og teaterforestillinger. Jeg planlægger at markere dagen ved at læse en masse Shakespeare, så jeg har fundet nogle af mine (mange) Shakespeare-bøger frem fra reolen, og jeg glæder mig til at fordybe mig i tekster af og om Shakespeare i mit eget lille Shakespeareadathon, som man i løbet af dagen kan følge med i på bl.a. Instagram. Jeg har dog allerede taget hul på fejringen, da jeg i torsdags var på Kronborg for at se Globe to Globe Hamlet, som er en del The Globe Theatre og HamletScenens fejring af Shakespeares liv og virke. Det var en skøn oplevelse, som I kan læse meget mere om her på bloggen i morgen.

 

Jeg har ikke læst alt af Shakespeare, men jeg sætter mig nu for at læse alle hans værker i løbet af det næste års tid. Det er noget, jeg har ønsket at gøre længe, og nu synes at være et godt tidspunkt at starte. Jeg har allerede læst sonetterne og ret mange af hans dramaer, "Hamlet" er og bliver mit yndlings drama, og det står for mig som et af de vigtigste litterære værker, jeg har beskæftiget mig med. Dramaet gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste det for første gang i gymnasiet og bagefter så det opført i København. Siden da har jeg set to forskellige forestillinger på Kronborg samt en i London (som jeg dog så 3 gange), læst utallige artikler og bøger om dramaet og skrevet mit speciale om "Hamlet". Det skuespil rører mig, og jeg bliver aldrig træt af at se det, læse det eller læse om det. Jeg holder utrolig meget af at se Shakespeares skuespil, blandt dem, jeg indtil videre har oplevet på teatret, er bl.a. "Coriolanus", "Much ado about Nothing", "Winter's Tale", "Macbeth" og "The Merry Wives of Windsor", og senere i år skal jeg endelig se "Romeo and Juliet", det har stået på ønskelisten længe! "Hamlet" har jeg dog set flest gange, og hver gang tager man som publikum noget nyt med hjem fra oplevelsen. Det er netop dette, Shakespeares tekster kan; man bliver ved med at finde nye dybder i hans dramaer. Derfor er det altid skønt at se og læse hans værker. Der er noget evigtgyldigt i de karakterer, han har skrevet, hans sproglige opfindsomhed har sat sit præg på engelsk såvel som mange andre sprog, og hans historier er kendt verden over.

 

Det er 400 år siden, at Shakespeare døde, men hans sonetter og dramaer lever videre, de læses og opføres igen og igen. Vi, læsere og publikum, lader os stadig bevæge, forfærde og underholde af Shakespeares historier og persongalleri, og mon ikke vi vil blive ved med det de næste 400 år.

Kenneth Bøgn Andersen - Forfatterforedrag på Kolding Bibliotek

Jeg elsker forfatterforedrag, det er altid virkelig interessant at høre mere om en forfatters arbejdsproces, inspiration og historier. Kolding Bibliotek havde d. 17. marts besøg af forfatter Kenneth Bøgh Andersen, der fortalte om sit liv som forfatter.

Jeg havde faktisk ikke læst en eneste bog af Kenneth Bøgh Andersen, da jeg så, at han skulle besøge mit lokale bibliotek, men jeg har hørt utrolig meget godt om både hans foredrag og bøger, så da jeg så, at arrangementet var gratis, tænkte jeg, at det ville være dumt at gå glip af. Så jeg lånte Djævlens Lærling og begyndte at læse. Mange af mine venner har fortalt om bøgerne i serien om Djævlekrigen, men jeg har ikke selv læst dem som barn/teenager, men det er virkelig hyggelig læsning, sådan en bog, man kan pløje sig igennem på ingen tid, og som man umiddelbart sagtens kan læse som voksen.

Jeg tog afsted til foredraget med en god ven, og Kenneth Bøgh Andersen var simpelthen bare skøn. Vennen, jeg havde med, har læst alle bøgerne i serien om Djævlekrigen, så han havde noget bedre styr på bøgerne end mig. Men man behøvede nu slet ikke at have læst bøgerne for at nyde foredraget. Kenneth Bøgh Andersen læste bl.a. op af sin endnu ikke udgivne bog med gyserhistorier, hvilket var ret interessant, vi hørte afsnit fra Antboy, Djævlens Lærling og den ret specielle bog Den sidste dag? Valget er dit, hvor vi blandt publikum selv skulle vælge, hvordan forløbet i bogen skred frem. Jeg kan afsløre, at vi vist tog et lidt forkert valg og derfor døde ret hurtigt til stor morskab for hele salen.

Det var specielt interessant at høre om, hvordan Kenneth Bøgh Andersen i mange år forsøgte at blive forfatter, inden et forlag endelig sagde 'ja tak' til en af hans bøger, og så var det endda en trilogi. Det viser jo bare, at man skal blive ved med at skrive, for det betaler sig i sidste ende. Også inspirationen til Djævlens lærling var ret spændende. Jeg havde, imens jeg læste bogen, tænkt, at han da måtte have læst Dantes guddommelige komedie, for beskrivelsen af Helvede og straffemetoderne mindede så meget om Dantes udlægning, at det næsten ikke kunne være et tilfælde, og ganske rigtigt var dette inspirationen bag. Jeg er ret vild med Dantes historie, så det var sjovt, at det netop også var fascinationen af den måde, hvorpå man bliver straffet i Dantes helvede, der lå til grund for denne bogs udtryk.

Det var dejligt endelig at være til et forfatterarrangement igen, det havde jeg nemlig ikke været siden BogForum. Kenneth Bøgh Andersen indfriede i hvert fald forventningerne, og han gav vist publikum masser af lyst til videre læsning.

Som i et spejl - Syv markante kvindeskikkelser i litteraturen, af Lise Lotte Frederiksen

  

"Som i et spejl - Syv markante kvindeskikkelser i litteraturen", af Lise Lotte Frederiksen, udgivet 2016, Akademisk Forlag, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Akademisk Forlag)

Syv markante kvindeskikkelser i litteraturen bliver i denne bog beskrevet og analyseret. Lise Lotte Frederiksen har skrevet et virkelig interessant værk om nogle af de mest markante kvinder i litteraturen. Der er jo et utal at vælge imellem, men Frederiksen har virkelig formået at finde et bredt og godt udvalg, der er spredt både geografisk og tidsmæssigt. Her læser man om: Juliet, Elizabeth Bennet, Ida Brandt, Jakobe Salomon, Clarissa Dalloway, Pellegrina Leoni og Annie Raft.

 

"Hvorfor læser vi skønlitteratur? Skønlitteratur - et smukt, gammelt, romantisk ord, på nudansk også kaldet fiktion. Lad mig sige det ligeud: Jeg læser for mit liv. Jeg ville ikke kunne leve uden. Lad mig sige det på en anden, men ikke nødvendigvis sandere måde: Jeg læser, fordi jeg som så mange andre har brug for historier til at forstå mit eget liv."

 

Jeg har selv kun læst tre af de værker, der omtales i denne bog, men det forhindrer slet ikke læsningen. Hvert værk beskrives kort, og det giver et fint afsæt til beskrivelsen af de syv kvinder. Faktisk formår Lise Lotte Frederiksen at inspirere til læsning ved sin beskrivelse og analyse af bøgerne og kvinderne i dem. Dette er ikke kun en bog til litteraturstuderende og lignende, alle kan være med, det er simpelthen bare virkelig interessant læsning om virkelig interessante bøger og karakterer. En litteraturfaglig baggrund er bestemt ikke nødvendig for at læse med. Det er ligeså meget hyggelæsning som faglæsning. Man mærker virkelig, hvor meget Frederiksen brænder for litteraturen, og hvor stor en betydning disse kvindeskikkelser har haft for hende. Det er en nydelse at læse disse nærmest essayistiske kapitler fyldt med læseglæde.

Hvert kapitel omhandler én kvinde og ét værk, og hvert kapitel er opbygget på samme måde. Der er en introduktion af bogen, hvorefter der er en analyse og beskrivelse af kvinden i fokus samt centrale plotpunkter og personer i værket, og dette efterfølges af et kig på forfatteren bag. Jeg fandt specielt kapitlet om Clarissa Dalloway fra "Mrs. Dalloway", af Virginia Woolf virkelig interessant. Det er en bog, som jeg virkelig nød at læse, og Lise Lotte Frederiksen formår på fineste vis at gå ind og beskrive og analysere Clarissa og Virginia Woolf selv. Læselyst fik jeg masser af undervejs i læsningen, da jeg fik øjnene op for nogle bøger, som jeg endnu ikke har fået læst. Endnu en gang blev jeg mindet om, at jeg virkelig burde få læst Lykke-Per af Henrik Pontoppidan og dykke dybere ned i Herman Bangs forfatterskab.

 

"Når jeg har brug for at vide noget om menneskers motiver, søger jeg overvejende til fiktionen, ikke til historien eller faglitteraturen. Det er litteraturens kendemærke, at den - når den er bedst - viser en særlig indsigt i det menneskelige. Holder et spejl op for os og fortæller os, hvem vi er."

Jeg ville dog ønske, at man havde bevaret et større fokus på kvinderne, da titlen på bogen netop lægger op til dette. I stedet følte jeg indimellem, at bogen i højere grad kom til at søge væk fra kvinderne og i højere grad fokusere på selve værket eller mændene i dem, og det er lidt ærgerligt, men jeg vil dog sige, at nogle af disse værker også i høj grad omhandler mænd, så det derfor vil være svært udelukkende at fokusere på kvinderne i værkerne.

"Som i et spejl" er en bog, man bestemt ikke må snyde sig selv for at læse, der er noget om bøger for en hver smag. Jeg læste hele bogen på en gang, men man kan også sagtens vælge kapitler ud og læse lidt hist og her. Denne bog er ikke bare litterær analyse, det er i ligeså høj grad lystlæsning, det er en mulighed for at fordybe sig i nogle store litterære værker og lære kvinderne bedre at kende. Har man ikke allerede læst bøgerne, som Lise Lotte Frederiksen skriver om, så får man i hvert fald lyst til det efter, man har læst "Som i et spejl".