More fool me, af Stephen Fry

More fool me, af Stephen Fry, udgivet i 2014 af forlaget Penguin, 3/6 stjerner

Stephen Frys tredje selvbiografi, der tager udgangspunkt i hans liv i slutningen af 1980erne og starten af 1990erne. Her får man bl.a. et indblik i Frys dagbog fra 1993. Et travlt liv i showbiz med masser af alkohol og kokain er det billede, som Fry tegner af sin hverdag i denne travle periode, hvor hans karriere tager fart.

Stephen Fry kunne skrive om hvad som helst, og det ville være spændende. Han har en helt fantastisk evne til at formulere sig, så man både bliver draget ind og samtidig bliver mesterligt underholdt, og det gør sig også gældende med denne selvbiografi. Desværre er en stor del af bogen udgjort af dagbogsblade fra 1993, hvor der kun med små fodnoter direkte kommenteres, og det kan godt blive lidt kedeligt og ensformigt i længden, da det nogle gange nærmest udelukkende er en opremsning af mennesker, som han har været til middag med (man kan ligeså godt vænne sig til, at Fry elsker at namedroppe). Når dette så er sagt, har uddraget af dagbogen den effekt, at man får et direkte indblik i showbiz-verdenen i London i 1990erne, der i høj grad var præget af stoffer, druk og desværre AIDS-epidemien.

Stephen Fry lægger ikke skjul på, at han er maniodepressiv, og selvom dette ikke er et tema i bogen, er det dog alligevel tydeligt, når man læser begyndelsen, hvor han beskriver, at han befinder sig midt i en manisk periode. Dette afspejles faktisk tydeligt i hans skrivemåde. Man føler i nogle biografier, at man ikke kommer tæt på personen bag, men det føler man altså virkelig, at man gør, når man læser Stephen Frys ord. Det er følelsen af at sidde og få fortalt en historie af eller samtale med Fry, når man læser More fool me.

Når man, som jeg, er fan af mange af de personer, som Stephen Fry har spillet sammen med, er det virkelig interessant læsning. Han skriver bl.a. om Emma Thompson, og hvordan han reddede manuskriptet til hendes adaption af Sense and Sensibility (fantastisk film), om at være til Kenneth Brannaghs polterabend, om Hugh Lauries venskab, om en film der gik meget tæt på gruppens venskab og om tilblivelsen af Blackadder.

Dagbogen til slut er interessant læsning, men samtidig føler man desværre også, at Fry er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Denne følelse får man specielt også, da han bruger første del af bogen på at opsummere, hvad der står i hans andre biografier, og det er da også fint, men man føler som læser alligevel, at han ikke har produceret så meget nyt til netop denne bog. Jeg håber dog inderligt, at der kommer en bog eller to mere fra Frys hånd, hvor han fortæller om sit liv, så man kan læse mere om hans refleksioner over, hvad han har oplevet i løbet af sin karriere og sin sygdom.

Har du læst Stephen Frys andre selvbiografier, eller er du fan af hans fantastiske programmer, så læs endelig More fool me, den er sjov, interessant og virkelig hurtigt læst, og man tilgiver hurtigt, at Fry ikke har opfundet den dybe tallerken med denne bog, når han lader læseren komme helt tæt på.

Belgravia, af Julian Fellowes

"Belgravia", af Julian Fellowes, udgivet 2016, Politikens Forlag, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Romanen tager sin begyndelse ved Hertuginden af Richmonds store bal i Bruxelles i 1815, det er aftenen før det legendariske slag ved Waterloo, og for de unge mænd, der danser rundt i den smukke balsal, venter der en grusom morgen, og mange vender aldrig tilbage. Sophia Trenchard er datter af Wellingtons krigsleverandør, og snart forandres hendes (og hendes nyrige families) liv for altid. 25 år senere ser verden anderledes ud, og Trenchard familien er steget yderligere i graderne. Vi befinder os i det smukke Belgravia i London, og aftenen for 25 år siden viser sig snart at få stor betydning for de involverede.

Julian Fellowes er bl.a. kendt for tv-serien Downton Abbey, og Belgravia er henvendt til det samme publikum som fuglte Crawley familiens op- og nedture. Vi befinder os i Englands overklasse, hvor Fellowes udforsker en periode, hvor de nyrige i England er begyndt at træde ind i de finere rækker, som tidligere var forbeholdt adelen, de er dog endnu ikke helt velkomne, men man ser tydeligt forandringen, der er på vej.

Dette er en skøn historisk roman, og man kan rigtig leve sig ind i en verden, hvor kvinder gik på visit, mænd mødtes i "klubben", hestevogne prægede bybilledet, og industrialiseringen var på vej. Det er en brydningstid, som Fellowes så fint får skrevet om her. Det er ikke en roman, hvor man kommer helt tæt på karakterne, og det er kun få personer, som man som læser føler, at man kommer ind på livet af, og som Fellowes virkelig formår at give et tilbundsgående billede af.

Lige nu læser jeg # 3 - En rørende biografi

Not my father's son, af Alan Cumming er en bog, som jeg faldt over i en lille boghandel i Islington i London. Den var sat ned til kun 3£, så den måtte med hjem. Det endte med, at jeg sad i lufthavnen og læste en stor del af bogen midt om natten. Det er en selvbiografi men en utrolig spændende en af slagsen. Jeg læser af og til biografier, men jeg har dog aldrig læst en som denne. Denne biografi er nemlig netop, hvad Neil Gaiman citatet på forsiden giver udtryk for: Denne bog er en pageturner! Man kan slet ikke lægge den fra sig, når man først får begyndt.

Not my father's son er fortællingen om specielt én skelsættende periode i Alan Cummings liv, den handler om hans voldelige far, om at finde sine rødder, og om, hvordan man kommer videre i sit liv.

Jeg mangler kun de sidste 20 sider, og jeg har indtil videre grinet, grædt og græmmet mig. Alan Cumming lader læseren komme helt tæt på, og hans liv har bestemt ikke været en dans på roser.

Endnu et besøg på Southbank Book Market

Jeg har været der flere gange efterhånden, og det er sjældent, at jeg rent faktisk har købt noget på det lidt dyre marked (jeg synes i hvert fald, at priserne er lidt pebrede). Alligevel er det et skønt sted at gå på opdagelse, der er en hyggelig stemning på Southbank lige ved Waterloo Bridge, hvor Southbank Centre og National Theatre også har hjemme.

Ved Themsen under Waterloo Bridge er der stillet lange borde op, der bugner af bøger i alle afskygninger, her er både billige og slidte paperbacks, smukt indbundne udgaver og relativt nye hardbacks.

Cats on the page - British Library

Cats on the page er den fineste lille udstilling på British Library, som udforsker kattens rolle i litteraturen og viser en masse fine illustrationer fra forskellige bøger frem. Desværre måtte man ikke fotografere i selve udstillingen, så jeg måtte nøjes med et billede af de fine skærme, der indrammede udstillingen.

Udstillingen kom vidt omkring, der var både tegninger af Mog af Judith Kerr til historier af T.S. Eliot samt en af Lewis Carrolls egne udgaver af Through the looking glass, der inkluderer nogle frustrerede kommentarer om trykkenes kvalitet bl.a. en illustration af Alices killing.

British Library har altid nogle spændende udstillinger. Og hvis man kommer forbi skal man altid huske at gå ind og se deres "skatte", som er vist frem i en permanent udstilling, hvor der er alt fra tidligere udgaver af Shakespeares værker til håndskrevne tekster af The Beatles.

Den Italienske Mester, af Tom Rachman

Den Italienske Mester, af Tom Rachman, udgivet i 2019 af Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Rom 1955, Pinch er 5 år gammel, og hans far er den berømte kunstner Bear Bavinsky. Bear er en charmør, der maler farverige og sensuelle malerier - closeups af kropsdele - Bear er altid i centrum. Hans kone Natalie, Pinchs mor, er også kunstner, men hun står i baggrunden, når denne store mand folder sig ud til fester eller i galleriet. Dette er ikke historien om Bear Bavinsky, men om hans søn Pinch.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester formået at skrive et mesterværk af en roman med kunsten og familien i centrum. For hvilken effekt har det på en familie, på en søn, når en far er kunstner med stort K? Netop dette udforsker Rachman, hvor kunsten måske nok er i fokus, men hvor det i særdeleshed er relationen mellem en far og søn, som bliver omdrejningspunktet og det virkelig interessante.

Den Italienske Mester handler ikke om Bear Bavinsky men om hans søn Pinch. Som læser sidder man gang på gang frustreret tilbage, når Bear igen formår at styre Pinchs liv, ja og alle andre i familien, når det er kunsten - eller Bears kunst, der (igen) kommer i første række. Således må Pinchs mor Natalie da også stort set opgive sin keramik, for "Når folk siger muse, mener de i virkeligheden assistent, ved I godt det?". 

I Rachmans roman følger vi Pinchs liv fra barn til voksen, og hvordan farens kunstneriske virke er en allestedsnærværende del af sønnens liv. Han synes at være dømt til at leve i sin fars skygge - lige indtil han ved et tilfælde finder på en vanvittig plan, som potentielt vil forandre kunsthistorien for altid. Her udforsker vi ikke bare, hvad kunst er, men hvor skrøbeligt en kunstners eftermæle kan være at pille ved.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester skrevet et værk, som udforsker kunst og familieliv, og som man længe efter endt læsning kan blive ved med at finde nye nuancer i. Denne roman handler både om de store kunstnere, og hvordan deres udsvævende liv har en stor effekt på deres nærmest og om de små kunstnere, som ikke formår at slå igennem. Rachman skriver om anerkendelse og manglen på den samme både personligt og kunstnerisk. Den Italienske Mester er en roman, der vil meget, men den kan så sandelig også meget, den formår at skabe en fin balance imellem det personlige og det kunstneriske, og samtidig vise, hvordan de to er tæt forbundne.

Jeg har tidligere skrevet om mit møde med Tom Rachman, det kan du læse om her.

Møde med Tom Rachman

Sponsoreret indlæg i form af invitation fra Politikens Forlag til forfatterarrangement samt anmeldereksemplar af Tom Rachmans bog Den Italienske Mester.

Den 28. februar tog jeg turen fra Kolding til Roskilde, da Politikens Forlag havde været så søde at invitere mig med til et bloggerarrangement og efterfølgende interview/foredrag på Roskilde Bibliotek med Tom Rachman i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste roman Den Italienske Mester.

Tom Rachman viste sig at være en utrolig imødekommende person, som ikke var bange for at fortælle om sit forfatterskab og den nye bog, han var desuden også meget interesseret i os bloggere, som var mødt op. Det var en lille skare, så det var rigtig hyggeligt og intimt. Faktisk endte det næsten med, at han ville give os nogle jobsøgningstips, da vi sad en tre-fire stykker, som alle var jobsøgende. Men vi holdt os nu alligevel mest til Den Italienske Mester.

Rachman fortalte om grundtanken bag romanen, som jo drejer sig om forholdet mellem en far og en søn, hvor faren er kunstner med stort K. Det var netop dette, som interesserede Rachman. Han har selv en søn, og han var faktisk bange for at få børn, da han ikke var sikker på, at han ville være en god nok far, fordi han er kreativ og skrivende. Han talte om kunstnere som personer, der af andre (og måske dem selv) ses som personer, der er mere højrystede, mere frie, mere skøre, og at omverdenen også giver kunstnere lov til mere end andre. Man stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de f.eks. er på stoffer, råber op eller har affærer både til højre og venstre. Rachmans spørgsmål var også, om det er  noget kunstnere bliver, fordi andre tillader det, eller er de kunstnere fordi de er sådan. Rachmans vinkel var så, hvad sker der med børn af sådanne mennesker. Virkelig spændende diskussion om kunst og mennesketyper.

Tak til Politikens Forlag og Tom Rachman for en skøn aften i fantastisk selskab. Det er ikke hver dag, at man får lov til at sidde og hyggesnakke med en internationalt anerkendt forfatter.