Jordemoderen fra Hope River, af Patricia Harman

"Jordemoderen fra Hope River", af Patricia Harman, udgivet i 2013, forlaget Cicero, Anmeldereksemplar fra Saxo 3/5 stjerner

Året er 1929, og Børsen er lige krakket. Patience Murphy er jordemoder, hun bor alene på en lille gård sammen med sine to hunde og koen Moonlight, indtil den unge sorte pige Bitsy mister sit arbejde og mangler et sted at bo. Patience  lader Bitsy flytte ind, og sammen bringer de børn til verden både hos hvide og sorte og rig og fattig. Patience må ligesom alle andre kæmpe for at få mad på bordet, for det er de færreste, der har råd til at betale for hendes ydelser. Men det er ikke hendes eneste kamp, for Patience er på flugt, hendes fortid er en hemmelighed for selv de personer, der er tættest på hende. Hun er efterlyst, og lever i konstant frygt for, at politiet skal banke på hendes dør. Romanen fortælles gennem Patiences jeg-fortæller, men hver fødsel hun assisterer ved, er nedskrevet i den noteform, som hun benytter sig af i sin dagbog.

"Jeg ville gerne fortælle denne mor om mit eget dødfødte barn, det barn, jeg ventede, da jeg var seksten år, den dreng, hvis far døde, før han blev født, men jeg kan ikke lægge flere byrder på hendes skuldre."

"Jordemoderen fra Hope River" er en fortælling om liv og død; Patience har mistet sin familie, venner, store kærlighed og sit barn, og gennem romanen oplever hun, hvordan alle personer omkring hende har mistet på samme måde. De kæmper alle videre, og det samme gør Patience. Sorger og pengeproblemer sættes hele tiden i perspektiv af de nye liv, som Patience med hjælp fra Bitsy bringer til verden. Dette fungerer rigtig godt for Harman, hun formår at veksle mellem glæde og smerte på en måde, så man bliver rørt af begge dele, både af de lys der tændes, og de som slukkes.

Patricia Harman har meget hun gerne vil behandle i løbet af romanen, så meget at det til tider bliver for meget. Patiences fortid, kærligheden til Daniel Hester, kampen for overlevelse under depressionen, kamp for lighed mellem sort og hvid og endelig rollen som jordemor er alle temaer, der behandles på skift i romanen, og man kunne næsten have drømt om, at Harman havde skrevet to bøger i stedet for bare én, for så havde hun haft mere tid til at behandle hvert emne.

Jeg blev draget ind af denne historie om kvinden, der under depressionen kæmper for at overleve, familierne der har brug for hendes hjælp har ikke meget at give, og hun og Bitsy der selv må dyrke jorden på den lille gård. Patiences langsomt spirende kærlighed til dyrlægen Daniel Hester er begyndelsen til, at hun endelig kan acceptere sin fortid, lægge den bag sig og begynde på en frisk, for selvom hun er rejst væk på flugt til West Virginia lurer angsten stadig.

"Jeg holder mine arbejdsru hænder op i det svindende lys og bøjer mig så ned og skyller dem i det klare, kolde vand, bortvasker al skyldfølelse og sorg. Jeg huler hænderne og vasker mig i ansigtet, vasker tårerne bort, alle de mange tårer."

Jeg nød historien om Patience, men ligeså god som historien er, ligeså mangelfuld er formuleringerne til tider. Der er masser af underlige sproglige sammenligninger, der irriterer mere end de egentlig beskriver; en mand er så bleg/hvid at han kan blænde solen, og lignende formuleringer. Det er svært at bedømme om det er oversættelsen, der svigter, eller om det er Harman selv. Samtidig bliver der gentaget utrolig meget, hvor det slet ikke er nødvendigt, og selvom gentagelserne helt sikkert er skrevet, fordi man skal huske på Patiences fortid, er de helt unødvendige.

Patricia Harmans roman er spændende læsning, den er fyldt med sorg over mistede børn og familier, kampen for overlevelse i trange tider og en kamp for lighed mellem sort og hvid. Det er en hurtigt læst bog, og på trods af fejl og mangler hist og her er det alligevel en bog, der formåede at gribe mig, mens jeg læste den.