onsdag den 10. september 2014

Currently reading #21


Efteråret er ved at melde sin ankomst, og jeg har fundet de varme strikkede trøjer frem. Vinden blæser udenfor, og bladene på træerne er ved at få et orange skær. Efterårets ankomst bringer både nye bogoplevelser med sig, for det er nu en hyggelig årstid at læse i, når vindens susen lyder og bladene falder af træerne, men efteråret betyder i år også en pause fra mit almindelige studieliv, da jeg d. 1. september startede i praktik på Kolding Stadsarkiv, hvor jeg skal arbejde 37 timer om ugen i to måneder. Mit studie er nemlig så godt indrettet, at vi skal have et projektorienteret forløb i første halvdel af semestret. Selvom det har været hårdt at starte op igen efter flere måneders sommerferie, har jeg nydt arbejdet, og jeg glæder mig til de næste måneder, det er bare dejligt at få lov til at bruge sine kompetencer i praksis.

Jeg har heldigvis stadig masser af tid til læsning, og jeg er i øjeblikket i gang med den spændende roman "Jacob de Zoets tusind efterår" af David Mitchell, som jeg så på Louisiana Literature. Romanen handler om Jacob, der tager til den hollandske ø Dejima ved Nagasaki i Japan, her findes der en helt speciel verden, hvor handel er i centrum; både legal og illegal. Romanen er virkelig velskrevet, og jeg glæder mig bare til at læse resten. Jeg er virkelig fascineret af romanens sprog, for der er mange accenter, når karakterne taler; japanere der forsøger at tale hollandsk og omvendt.

Nu vil jeg sætte mig ind i sofaen og læse videre i den gode bog, det er nemlig sådan en bog, som man bliver ført helt væk af, jeg drømmer mig væk til fortidens Japan, og som læser kan man virkelig blive opslugt af denne verden, som Jacob oplever for første gang.

2 kommentarer :

  1. Den må komme på læselisten. Var ret så glad for hans 'skyatlas' :)

    SvarSlet
  2. Den har jeg kun læst begyndelsen af, da jeg skulle til Louisiana Literature, men den virkede super god, og jeg skal have den læst færdig snart :D

    SvarSlet