mandag den 9. september 2013

Gemte og glemte skatte #7



Loppemarkeder med billige bøger er altid helt fantastiske, disse to eksemplarer er begge lidt slidte, men kostede kun en femmer stykket. Nogle gange er det også lige meget, at en bog er brugt, det viser jo bare, at den er blevet elsket og læst før. Disse to er begge på engelsk, jeg er altid draget mest til engelske bøger, specielt fordi der ikke er så mange af dem på loppemarkeder, og de, der er, er ofte ret gode (f.eks. diverse klassikere).

"Selected Tales", af Edgar Allan Poe fra Penguin Classics, blev jeg nødt til at eje, da jeg faldt over den til et loppemarked. Jeg har ikke læst så meget af Poe, men han dukker altid op; i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet har jeg læst hans noveller, og jeg har altid været fascineret af hans dystre univers. Jeg kan stadig huske, da vi skulle se små film, der var inspireret af hans historier i engelsk i folkeskolen, og jeg synes, at de var uhyggelige. Det er altid de film, jeg tænker på, når jeg ser på tekster af Poe. Jeg glæder mig til at fordybe mig i disse udvalgte historier, og håber ikke jeg bliver ligeså skræmt som i folkeskolen...

"The Experience of the American Woman", ed. Barbara H. Solomon er en samling af noveller og historier om kvinder af en lang række fantastiske forfattere deriblandt Ernest Hemingway, John Updike og John Steinbeck. Jeg er meget fascineret af bøger, hvor man har samlet en masse forskellige tekster med udgangspunkt i det samme emne, og dette emne lyder rigtig interessant. Sådanne bøger giver altid forskellige indgange til et spændende emne og giver samtidig mulighed for at læse tekster af en masse forskellige forfattere. Ofte har jeg fået øjnene op for en bestemt forfatter ved at læse bøger som denne, hvor der er bidrag ikke bare fra mange forskellige personer men også fra en lang periode.

lørdag den 7. september 2013

Currently reading #9


 
I dag har jeg hygget mig med nummer to i Hunger Games trilogien; "Catching Fire" af Suzanne Collins, jeg blev færdig med den første bog i Hunger Games trilogien i torsdags, og begyndte på toeren i går. Jeg må sige, at jeg er "hooked". Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive så glad for den første bog, men den imponerede mig virkelig, den var så utrolig spændende, og nu er jeg godt i gang med nummer to, som også virker rigtig god. Det er lang tid siden, at jeg har læst en bog, hvor jeg ikke kunne lægge den fra mig, men det er det, jeg oplever med Suzanne Collins' bøger. Og jeg er så glad for, at mange har anbefalet mig at læse dem, selvom jeg var lidt skeptisk, for de er altså gode! Jeg kan slet ikke vente med at færdiggøre den her og læse den sidste!
 
Hvad er I i gang med at læse?

fredag den 6. september 2013

Sommerferielæsningen går på hæld



I begyndelsen af sommerferien satte jeg mig et mål; jeg ville læse en stor stak bøger! Jeg havde ikke et bestemt antal i tankerne, men jeg havde dog nogle bøger, som jeg rigtig gerne ville læse; de der bøger som længe har stået i bogreolen, uden man har taget sig sammen til at få taget dem ned fra hylden.
I går satte jeg mig ned for at gøre status, jeg skrev alle læste titler ned og talte dem; 21 bøger er det blevet til, og jeg må sige det er mere, end jeg havde forventet, normalt får jeg læst måske 5 bøger i ferien, for selvom jeg læser meget, er ferien dog også ofte afsat til ture med familien og venner, og jeg får aldrig læst helt så meget, som jeg gerne vil, men i år lykkedes det mig endelig at få læst en masse.
 
Jeg har forsøgt at læse en masse forskelligt; nyt, gammelt, klassikere, biografier og dramaer (som min mor sagde da hun så stakken: Old, new, borrowed and blue). Og når jeg ser på bunken af bøger, er jeg bare rigtig glad for, at jeg har fået dem læst; jeg kan strege dem af min uendelige og uoverskuelige "to read" liste og glæde mig over nye oplevelser. Jeg har nydt at begrave mig i bøger, sidde i solen med en bog i skødet og en skål jordbær på bordet, det har været en dejlig sommer med masser af god litteratur og dejligt vejr. Jeg har rejst til fantastiske riger med Roverandom, faret vild i Borges' labyrinter, opklaret forbrydelser med Cormoran Strike, grædt sammen med Jane Eyre og genlevet et magisk eventyr sammen med Harry, Ron og Hermione.
 
Nu befinder jeg mig atter midt i lektier og studieopstart, og sommeren er næsten gået på hæld, sommerferien er i hvert fald. Men det har nu været en dejlig sommer!

Sommerferiens læste bøger:
 
"Pigen fra Auschwitz", af Morten Vestergaard
"The Casual Vacancy", af J.K. Rowling
"Dracula", af Bram Stoker
"Fiktioner", af Jorge Luis Borges
"Roverandom", af J.R.R. Tolkien
"Small Man in a Box", af Rob Brydon
"Jane Eyre", af Charlotte Brontë
"Always Looking Up", af Michael J. Fox
"Clara Raphael Tolv Breve", af Mathilde Fibiger
"Our Boys", af Jonathan Lewis
"Gud Taler Ud", af Jens Blendstrup
"The Liar", af Stephen Fry
"The Cuckoo's Calling", af Robert Galbraith
"Private Lives", af Noël Coward
"The Fault in Our Stars", af John Green
"The Virgin Suicides", af Jeffrey Eugenides
"Jordemoderen fra Hope River", af Patricia Harman
"Harry Potter and the Philosopher's Stone", af J.K. Rowling
"The New York Trilogy", af Paul Auster
"Medea", af  Euripides
"Much ado about Nothing", af William Shakespeare
 

torsdag den 5. september 2013

Nye bøger til bogreolen #2


Et lille kig hos Arnold Busck resulterede i et par bøger mere til min reol. De har lækre 50% på bogudsalgsresterne, så jeg brugte kun 34 kroner på disse to bøger. Jeg har ikke læst Pamuk, men har fået ham anbefalet af flere, og bogen af Merete Pryds Helle kostede kun 10 kroner, så den røg også lige med.

Jeg købte:
 
"Andre Farver: Essays og en fortælling", af Orhan Pamuk, fra forlaget Gyldendal
"Hej Menneske", af Merete Pryds Helle, fra forlaget Lindhardt og Ringhof



onsdag den 4. september 2013

The Virgin Suicides, af Jeffrey Eugenides


"The Virgin Suicides", af Jeffrey Eugenides, udgivet i 2011 (org. udg. 1993), forlaget Bloomsbury, 3/5 stjerner

Fem søstre begår selvmord, og deres valg præger drengene i deres nabolag i stor grad. Det er disse drenge, der mange år senere, ser tilbage på tiden, hvor Lisbon søstrene færdedes i deres samfund. Cecilia dør først, en handling der sender chokbølger gennem samfundet, hendes søstre  Therese, Bonnie, Mary og Lux holdes indespærret i hjemmet hos deres mor og far, alt smuldrer langsomt; huset og personerne i det. Fortællerne beskriver deres oplevelser med søstrene, og de fem piger udforskes og beskrives gennem disse mænds syn på dem, og interviews de har foretaget efter pigernes død, samtidig med de nærmest tilbeder relikvier samlet sammen fra Lisbonhjemmet; en BH eller et lille billede.

Euginides sprog er medrivende og detaljeret. Synsvinklen resulterer i en roman, der er fyldt af mystik, og indimellem er den nærmest surrealistisk. Det er historien om fem pigers selvmord, selvmord som man, som læser, næsten kan gennemskue grundlaget for, men alligevel er motivet lige udenfor rækkevidde. Dette afspejler til perfektion, hvordan fortælleren/fortællerne må have det efter deres egen efterforskning.
 
"Our own knowledge of Cecilia kept growing after her death, too, with the same unnatural persistence. Though she had spoken only rarely and had had no real friends, everybody possessed his own vivid memories of Cecilia."
 
Det er gennem et spind af erindringer, der for længst er blevet hyldet i alderens glemsel, at læseren lærer Lisbon søstrene at kende, og det er ikke pigerne, som de i virkeligheden var, der er vigtigt i denne roman, men i stedet hvordan de bliver husket, og hvordan de blev iagttaget af drengene fra deres barndom. De er ligeså uopnåelige for læseren, som de var for drengene i deres nabolag. De bliver både i livet og i døden mere og mere til genfærd, piger der i livet ikke får lov til at leve, og som i døden igen og igen genoplives af drengenes minder og drømme.

En roman som jeg aldrig rigtig blev klog på, passager elskede jeg, mens andre efterlod mig med en tom fornemmelse og en længsel efter at vide mere. Engang skal romanen genlæses, for jeg står tilbage med en følelse af at have overset et eller andet vigtigt, romanen er god, men alligevel tabte den mig hen af vejen, for til slut at fange mig igen, i en makaber og skræmmende afslutning.

mandag den 2. september 2013

Nye bøger til bogreolen #1


 
I dag har jeg været til introduktionsmøde på kandidatstudiet i Litteraturvidenskab, så nu er sommerferien endelig slut. Studiestart bringer altid en masse bogindkøb med sig. Jeg glæder mig altid sådan til at se, hvilke bøger jeg skal have anskaffet mig, for ofte gemmer der sig skatte, som jeg altid gerne har villet læse, men som jeg aldrig har fået begyndt på. Ofte skal der dog bruges mange penge på bøger, som man egentlig ikke rigtig synes godt om, men på dette semester skal jeg hovedsageligt bruge penge på romaner, hvilket jeg synes rigtig godt om. I dag havde jeg dette semesters første besøg i Studenter Boghandlen på SDU, og jeg fik købt tre romaner, som jeg skal læse i et fag, der handler om stedets betydning i litteraturen, et fag som jeg glæder mig helt vildt til. Det blev til 480 kroner. Jeg mangler stadig at købe kompendier og én roman.
På vejen hjem, slog jeg lige forbi Kolding Bibliotek, de har altid udsalg af deres kasserede bøger, og jeg fandt fire, som jeg blev nødt til at have med hjem. De fire bøger kostede 10 kroner stykket. Jeg er specielt glad for "Slottet" af Kafka og "Kierkegaard pseudonymitet"; sidstnævnte fordi den var en del af en udstilling, jeg lavede om Kierkegaard, da jeg var i praktik på biblioteket, og jeg elsker simpelthen forsiden.

Jeg købte:
 
Til studiet:
"The Waves", af Virginia Woolf
"Kortet og Landskabet", af Michel Houellebecq
"Livet en brugsanvisning", af Georges Perec
 
Fra biblioteket:
"Slottet", af Franz Kafka
"Heksen fra Portobello", af Paolo Coelho
"Øjeblik og tavshed - Søren Kierkegaard", af Bo Kampmann Walther
"Kierkegaard Pseudonymitet"
 

søndag den 1. september 2013

Currently reading #8


 
 
I starten af sommerferien lavede jeg 3 indlæg her på bloggen om bøger, jeg gerne ville læse i løbet af sommerferien (her, her og her). Dengang regnede jeg ikke med, at jeg ville nå dem alle sammen, men da jeg i denne uge stod og manglede en ny bog at læse, kom jeg i tanke om, at jeg kun manglede en ud af de seks bøger, jeg havde fundet frem. Det er "The New York Trilogy" af Paul Auster, en bog jeg ikke rigtig kendte til, inden jeg havde et valgfag på uni, som hed "Middelalder og Modernitet", her læste vi bøger som "Don Quixote" af Cervantes, "Gargantua" af Rabelais og "Rosens Navn" af Umberto Eco, men min underviser nævnte dengang Austers bog, da den havde meget tilfælles med bøger som "Rosens Navn". Austers roman trækker nemlig utrolig meget på forskellig litteratur og har rigtig mange sjove henvisninger til f.eks. "Don Quixote"; hovedpersonen i den første del hedder Daniel Quinn, og han har altså de samme initialer som Quixote. Jeg har derfor for lang tid siden købt bogen, fordi min underviser havde talt om den i ret rosende toner. Og nu er jeg så i gang med den. På mange måder minder den mig om Jorge Luis Borges' forfatterskab, der er masser af litterære henvisninger, og mange snørklede forviklinger og forvirringer, personer er ikke dem, de tror de er, og alt er ikke, hvad det synes. Bogen er delt op i tre historier "City of Glass", "Ghosts" og "The Locked Room", jeg er nu kommet til den sidste historie, og jeg synes bogen har været rigtig spændende indtil videre, så jeg glæder mig til at læse den færdig, jeg skal have den læst færdig inden i morgen, for der starter jeg atter i skole, og da den er en del af mit sommerferieprojekt, vil jeg altså have den læst færdig, inden sommerferien slutter.