Når man er i London skal der jo købes bøger... #1

Jeg har nu endelig taget mig sammen til at pakke mine bøger ud, efter jeg kom hjem fra en dejlig ferie i London. Der er 22 stk. og de er købt i Waterstones og HMV, sidstnævnte er perfekt til at finde gode tilbud, der fandt jeg bl.a. Hunger Games trilogien til 6£ (for alle 3 bøger!) og flere bøger til 49p (altså knap 5kr.).

Jeg elsker Waterstones, den kæmpestore af dem på Piccadilly, der er et utroligt udvalg, og jeg kan vandre rundt i timevis for at udforske de mange bogreoler, derfor efterlod jeg også mine søde forældre i en café i kælderen, selvom min mor dog også fik købt et par bøger med hjem, så jeg kunne vandre rundt i fred.

Der skal nok komme en mere dybdegående "analyse" af, hvilke bøger der kom med mig hjem, men her kan i lige få et lille kig på, hvordan min kuffert så ud (da jeg havde pakket den smule tøj, der var plads til ud; resten var proppet i mine forældres bagage; og ja nogle gange er det godt nok at sejle til England, for så skal man jo ikke betale overvægt!)
Bøgerne på billedet tæller et par af min mors bøger, og et par jeg havde med hjemmefra ("The Liar" og "Mansfield Park"), men ellers er de nyindkøbte, udover disse havde jeg "The Cuckoo's Calling" i min "håndbagage".

Blandt de 22 bøger var udover allerede nævnte "Hunger Games" bl.a. Stephen Frys selvbiografi "Moab is my Washpot", Noël Cowards "Private Lives" (som jeg så i teatret), John Greens "Fault in our stars" og "Little Dorrit" af Charles Dickens.
Jeg vil fortælle meget mere om mine nyerhvervede bøger, når jeg kan få taget et ordentligt billede af den store stak, jeg glæder mig utroligt meget til at læse dem alle sammen, da de ser rigtig gode ud!

The Liar, af Stephen Fry

 "The Liar", af Stephen Fry, udgivet i 2004 (org.udg. 1991), forlaget Arrow Books, 5/5 stjerner

"Not one word of the following is true"

Adrian Healey er en løgner, ikke en ond en af slagsen, men han krydrer hverdagen med store og små mere eller mindre hvide løgne. "The Liar" er en roman, der til dels omhandler Adrians barndom og ungdom, men som også har et underliggende mysterium, den nærmest krimiagtige del af romanen udtrykker sig i begyndelsen kun igennem små tekststykker før hvert kapitel, hvor små fortællinger om unavngivne personer er skrevet i kursiv. Efter Adrians år på "public school" befinder han sig på Cambridge, hvor det er mødet med Professor Donald Trefusis, der skal vise sig at forme hans tilværelse. "The Liar" udmærker sig ved, at læseren hele tiden overraskes, specielt hen imod slutningen vendes tingene igen og igen på hovedet, og hverken hovedpersonen eller læseren ved, hvad der er fantasi eller virkelighed, romanen er et spind af løgne og fiktive hændelser, der i de sidste kapitler optrevles og forløses.

 

Stephen Frys romandebut med selvbiografiske træk er intet mindre end en rigtig god bog. Sproget flyder, og jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig, da jeg først var kommet godt i gang. Det er utroligt tydeligt, at bogen er skrevet af Fry, når man kender ham fra "QI", "A bit of Fry and Laurie", hans selvbiografier eller et af hans mange tv programmer, kan man straks genkende ikke bare sproget men også humoren, for der er også masser af humor i romanen. Specielt portrættet af den engelske "public school" har nogle rigtig sjove iagttagelser.

“He had quickly happened upon the truth which many lonely contemporaries would never discover, the truth that everybody, simply everybody, was panting for it and could, with patience, be shown that they were panting for it. So Adrian grabbed what was to hand and had the time of his life genitally - focusing exclusively on his own gender of course, for this was 1973 and girls had not yet been invented.”

Romanen er bygget op af Adrians minder, fortællinger og løgne, og er derfor et spind af historier i en "tilfældig" rækkefølge, at handlingen ikke fortælles kronologisk, benytter Fry sig fortrinligt af, han lader historien optrevle sig selv mere og mere, indtil man til slut får løst alle de små gåder og ubesvarede spørgsmål. Adrian er upålidelig, og hans karakter er egentlig ikke særlig elskværdig, men man kommer som læser alligevel til at holde af ham. Det er Frys fantastiske evne til at beskrive sine karakterer, der gør denne bog til noget helt specielt, for ligesom man forsøger at løse det bagvedliggende mysterium, skal man også gennemskue karaktererne.

 

Denne bog imponerede mig mere, end jeg havde troet den ville, jeg blev grebet af historien og Frys dejlige fortællerstemme. Den foregår i et på én gang hæsblæsende og roligt tempo med masser af chokerende tanker om sex og løgnagtigheder alt sammen fortalt med masser af humor.

 

"The Liar" er et rigtig godt blandingsprodukt; den har elementer af spionromanen, det er en dannelsesroman og et portræt af det engelske skolesystem. Det er en utrolig spændende bog, som bare blev ved og ved med at overraske mig, en virkelig flot debutroman fra Stephen Fry, hvis bøger jeg glæder mig til at læse endnu flere af.

 

En helt fantastisk tur i Harry Potter Studios

Jeg har glædet mig som et lille barn til at se Harry Potter studierne (Leavesden Studios). Vi ankom til London lørdag, og allerede søndag tog vi afsted til "HarryPotterland".

Jeg fik taget utrolig mange billeder, de er dog ikke alle lige gode, for mit kamera er ikke så glad for halvmørke rum. Harry Potter Studios er et must see for alle Harry Potter fans, der er så utrolig mange ting og sager fra filmene, at man bliver helt overvældet. Der er Gryffindors sovesal, Privet Drive nr. 4, Dumbledoors kontor og en masse ting, der er blevet brugt i filmene.

Faktisk var det svært ikke bare at gå drømmende rundt iblandt de mange smukke ting. Jeg fik nærmest gåsehud, da jeg trådte ind i Diagon Alley, man kunne kigge ind ad vinduerne i Flourish and Blotts og hos Olivanders, og den store model af Hogwarts er så utrolig smuk. Det er en så vidunderligt gennemført udstilling, som man kan bruge timer og atter timer på at se og gå på opdagelse i, der er mange mennesker, men det gør egentlig ikke så meget, for man kan mærke den der lidt specielle fællesskabsfølelse; man har alle sammen (måske bortset fra et par enkelte trætte søskende og forældre) kærligheden til Rowlings fantastiske univers til fælles.

Det var sådan en dejlig oplevelse, og jeg opfordrer alle fans af Harry Potter serien til at smutte forbi denne flotte udstilling. Jeg har udvalgt nogle forskellige billeder, men det er bare en lille bitte del af de mange billeder jeg har taget! Er stadig ikke helt kommet mig over oplevelsen, for jeg syntes virkelig, at det var en rigtig stor oplevelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Macbeth - teateranmeldelse

 

"Macbeth" af William Shakespeare, i Shakespeare's Globe Theatre, 3/5 stjerner

Jeg har altid gerne ville se et teaterstykke i Shakespeares Globe og nu bød muligheden sig endelig. Der var ikke mange billetter tilbage til nogle af forestillingerne i perioden, hvor jeg var i London, og begge mine forældre skulle jo også med, så det blev til "Macbeth", faktisk havde vi allerede bestemt os for lige netop dette stykke, da jeg til min store fryd opdagede at Billy Boyd spiller Banquo i den; her skal det lige nævnes, at jeg er helt vild med Billy Boyd, han er en af mine yndlings skuespillere fra Ringenes Herre filmene.

Torsdag aften gik turen så til The Globe, jeg fandt min plads (mine forældre og jeg kunne ikke få pladser sammen, så de sad længere ude i siden), mit sæde havde "restricted view" i form af en søjle der dækkede for noget af midten af scenen, men da der var masser af plads ved siden af mig, var det ikke et problem, for jeg kunne læne mig både til højre og venstre, og det meste af dramaet foregik på andre dele af scenen, for scenen blev brugt utrolig godt; hver en del blev udnyttet på skift, for selvom det er sjovt at sidde i et nærmest rundt teater, giver det altså også mange underlige vinkler i forhold til skuespillerne; de har tit ryggen til eller gemmer sig bag en søjle. Så man skal være forberedt på, at man ikke kan se alt.

 

Desværre skuffede en del af skuespillerne mig, Samantha Spiro (Lady Macbeth) formåede ikke at røre mig, hun virkede skinger og kunne ikke leve op til rollen som en kvinde, der har (mindst) ligeså meget lyst til at bestige tronen som sin mand. De fleste af birollerne var nærmest intetsigende Macduff, hvis familie myrdes, har en stærk tale om, hvordan han må tage nyheden om sine kæres død som en mand, men den vakte ikke megen følelse. Joseph Millson gør det fint i rollen som Macbeth, men ind imellem mister han alligevel noget af sit momentum. Lyspunkterne var de tre hekse, der synger smukt men også uhyggeligt i den kendte scene med "Fire burn and cauldron bubble", og Billy Boyds Banquo der spiller rigtig godt op til Millsons Macbeth.

 

Problemet med produktionen er, at den simpelthen er for morsom, "Macbeth" er mørk og uhyggelig, men i stedet for at fokusere på dette, har instruktøren Eve Best i stedet indført ikke bare galgenhumor (der også eksisterer i dramaet) men til tilder direkte farceagtig skuespilleri, dette ses f.eks., da Banquos spøgelse besøger slottet og Macbeth løber forvirret rundt og kigger under både bord og dug, mens han river sig selv i håret; en scene, der skal være uhyggelig, men som i stedet fremkaldte latter fra publikum.

 

Der var dog også gode elementer, teksten blev fremført flot, og man havde valgt at holde kostumerne i klassisk stil, hvilket fungerede rigtig fint i det gammeldags teater. Og allerbedst var musikken; stykket startede med at alle skuespillerne slog på tromme, hvilket både lød og så helt fantastisk ud. Undervejs var der også musik; heksene sang smukt i harmoni, og Billy Boyd startede efter pausen stykket op igen med en smukt fremført sang. Og efter dramaet havde taget sin afslutning, bød orkestret op til dans; skuespillerne klappede og dansede på scenen i takten fra musikken og publikums klapsalver; en rigtig fin afslutning, der fik gang i publikum efter den ca. 2.5 timer lange forestilling.

 

The Globes "Macbeth" var en til tider middelmådig forestilling, der dog alligevel havde sine lyspunkter. Forestillingen fik mig til at trække på smilebåndet i stedet for at føle uhyggen brede sig, et højst sandsynligt bevidst valg, men efter min mening en fejlfortolkning. En forestilling med masser af potentiale, men som aldrig rigtig blev forløst.

 

Hvis man gerne vil opleve Shakespeare's Globe Theatre er dette ikke en dårlig forestilling at se, den var sjov og spændende, og det var utrolig fascinerende at se et stykket i en helt klassisk opsætning.

 

 

 

Macbeth kan ses på Shakespeare's Globe Theatre frem til d. 13 oktober 2013

Instruktør: Eve Best

Macbeth: Joseph Millson

Lady Macbeth: Samantha Spiro

Banquo: Billy Boyd

Hjemme igen...

Jeg undskylder for semistilhed på bloggen i den sidste uge, jeg har været på ferie i London, og jeg er lige vendt tilbage i dag. Det har været en fantastisk tur sammen med mine forældre. Der vil komme flere indlæg om London; om teater, indkøbte bøger og fine billeder fra dejlige steder. Det har været en tur med masser af sightseeing og tre aftener i teatret, bl.a. første gang jeg har været i Shakespeares Globe Theatre, hvilket bestemt kan anbefales. Nu vil jeg slappe lidt af og læse videre i min nyerhvervede "The Cuckoos Calling" af Robert Galbraith (J.K. Rowling), der indtil videre virker ret god.

 

 

Gud taler ud, af Jens Blendstrup

"Gud taler ud", af Jens Blendstrup, udgivet i 2011 (org. udg. 2004), forlaget Samleren, 3,5/5 stjerner

"Gud taler ud" er en søns portræt af sin far. Bogen er sammensat af en masse små tekster, der hver især er en lille historie eller en anekdote, de foregår over 25 år, fra familien Blendstrup flytter til Riiskov, til faderen dør af kræft. Det er historien om en mand, der aldrig bliver omtalt som andet en "Gud", og han er da også Gud i sin egen lille verden, han drikker, ryger og skænder på familien. Gerd Lillian Guds svenske kone og mor til hans fire sønner må forsøge at holde styr på familien og specielt sin mand, men hendes rengøringsvanvid og "angstsvensk" giver et billede af en kvinde, der lever ligeså meget i frygt for Gud, som læseren gør, for man er på en gang fascineret af denne underlige mand og skræmt over hans udbrud. Og måske er Gerd Lillian i virkeligheden ikke skræmt af Gud, men bare besat af tanken om at alt skal ånde fred og idyl i familien.

Jens Blendstrup er sjov; hans tekst er på én gang utrolig morsom og skræmmende, for det er med en humoristisk afstand, at han fortæller om sin faders alkoholmisbrug og, for at sige det mildt, dårlige behandling af sine medmennesker. Gud kan være god, men han kan sandelig også være ond og hævngerrig, men familien affinder sig med denne ustabile mand, der, når han efter at have drukket tæt en hel weekend, er på dødens rand, da tømmermændene sætter ind, han lider af alt fra helvedesild på næsen til meget sure opstød.

"Danmark har tabt 1-3 til Sverige. Og Gud har låst Gerd Lillian inde i redskabsskuret. Det er hendes skyld."

 Jeg knækker min karakterskala for denne roman, for selvom jeg synes, at den er rigtig velskrevet, mangler den bare et eller andet, jeg blev ikke helt draget ind i dens verden, og jeg var irriteret over fortællerens gudedyrkelse af denne underlige faderfigur.

 "Gud taler ud" er den morsomme historie om en familie, der måske ikke er helt så normal, som de selv mener. Men den morsomme fortællestil har en konstant underliggende alvorlig tone; En sjov og hurtig læst bog om en far, der dyrkes af sin søn. En historie om en mand med store armbevægelser og egne holdninger.

Aldrig mere gulerødder, af Andy Riley

 "Aldrig mere gulerødder, af Andy Riley (org. titel. "The Book of Bunny Suicides"), udgivet i 2007 (org. udg. 2003), forlaget Borgen, 4/5 stjerner

"Aldrig mere gulerødder" fandt jeg for lang tid siden til ikke mange penge i boghandlen, den består af en samling tegninger af kaniner, der ikke kan klare at leve mere, og derfor begår selvmord på de mærkeligste faconer.

Andy Rileys tegninger formår at være utrolig søde, morsomme og sørgelige på samme tid, for selvom kaninerne er nuttede og søde er det bare stadig sjovt at se dem blive skåret i stykker af en helikopter eller sat ned i en brødrister.

Man stiller sig selv spørgsmålet imens man bladrer gennem bogen, hvorfor man finder disse tegninger sjove, når de egentlig er utrolig sørgelige, men den er bare utrolig original og opfindsom. Hvis man synes om karikaturtegninger og vittighedstegninger vil denne bog være et hit.

En lille anmeldelse af en utrolig morsom lille bog.