Bøger om kærlighed og mine litterære forelskelser

 

I dag hylder jeg bøger om kærlighed, det er Valentinsdag, og hvilken dag ville være bedre til at kigge på en række af de, efter min mening, bedste romantiske bøger? Bøger om kærlighed er noget helt specielt, og bøger der kan få læseren til at forelske sig sammen med hovedpersonen er bare noget helt fantastisk. Dette er altså ikke kun en liste over mine yndlings bøger om kærlighed, men også en liste fyldt med mine litterære forelskelser, og så er mange af dem endda spillet af pæne mænd i filmatiseringer.

 

 

Atonement, af Ian McEwan

En roman der har en helt speciel plads i mit hjerte, og det samme har Robbie og Cecilias forhold, det elskende par der bliver adskilt af en eneste løgn fra en alt for fantasifuld pige. En af de mest rørende romaner, jeg har læst. At Robbie i filmatiseringen af romanen er spillet af James McAvoy har bestemt ikke gjort mit crush på Robbie mindre.

  

Pride and Prejudice, af Jane Austen

I en quiz om hvilken litterær helt, man skulle bruge sin Valentinsdag sammen med, fik jeg udpeget Darcy, og jeg er bestemt ikke utilfreds! Darcy er og bliver en af de mest attraktive mænd i litteraturen, og det på trods af hans alt for stolte facon. Fitzwilliam Darcy og Elizabeth Bennet er og bliver et fantastisk litterært par. Og hvem husker ikke Colin Firth træde op af vandet i en hvid skjorte?!

 

 

Læserne i Broken Wheel anbefaler, af Katarina Bivald

Denne relativt nye roman fik mig til at forelske mig totalt i Tom, den stille og til tider meget Darcyagtige mand, som boglige Sara møder på sin rejse til USA. En perfekt bog til en stille aften i sofaen. Og så er den endda også fyldt med bogkærlighed!

 

Northanger Abbey, af Jane Austen

Man kan aldrig få for meget Jane Austen, og derfor indfinder der sig her endnu en bog af den skønne forfatter på listen. Historien om Catherine Moorland er Austens første roman, og den byder på endnu en af mine litterære forelskelser; Henry Tilney, han er morsom og en rigtig drillepind. Har man endnu ikke set filmatiseringen med JJ Feild i rollen som Henry, må jeg på det varmeste anbefale den, for det er noget man bestemt ikke må snyde sig selv for.

 

Jane Eyre, af Charlotte Brontë

Endnu en klassiker på listen. Selvom Rochester er skræmmende, er han alligevel iblandt en af de litterære mænd, som jeg holder meget af. Han er bestemt uperfekt, men giver udtryk for stor kærlighed, og det har altså alligevel vundet mit hjerte. Jane Eyre læste jeg på en dag, og det er en helt fantastisk historie om livets prøvelser og kærlighed. Så kan jeg da lige nævne en dejlig filmatisering med Michael Fassbender.

 

Private Lives, af Noël Coward

Elyot og Amanda er blevet gift og skilt, men da de er på bryllupsrejse med deres nye respektive ægtefæller, vækkes deres passion for hinanden atter til live. Det her er en historie om to elskende, der ikke kan være fra hinanden men heller ikke eksistere sammen, de er hund og kat. Elyot er en helt fantastisk flabet karakter, som jeg faldt pladask for, både da læste stykket, men også så Private Lives i teatret med den charmerende Toby Stephens.

 

Much ado about Nothing, af William Shakespeare

En mand og en kvinde der er perfekte for hinanden, alle kan se det, undtagen Benedick og Beatrice selv, det her er en klassisk fortælling om to personer, der hader hinanden, men som i virkeligheden ville være det perfekte par. Benedick er sjov og charmerende, og så har David Tennant spillet ham, og det gør ham da bestemt ikke mindre attraktiv.

 

 

Hvilke litterære forelskelser har I oplevet? Og hvilke kærlighedshistorier holder I mest af?



Honeymoon i Paris, af Jojo Moyes

 

 

"Honeymoon i Paris", af Jojo Moyes, udgivet 2014, forlaget Cicero, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Rosinante&Co)

I 1998 er Liv på bryllupsrejse i Paris med sin nye mand, arkitekten David. De har kun kendt hinanden i kort tid, men er smaskforelskede. Bryllupsrejsen er dog ikke den romantiske ferie, som Liv havde håbet, da David undervejs må afbryde ferien for at mødes med de rige og vigtige Goldstein-brødre. I 1912s Paris er Sophie lige blevet gift med kunstneren Édouard, han har ingen sans for penge, men pigen fra provinsen gør alt for, at de kan få et godt liv sammen, deres hvedebrødsdage bliver dog hurtigt præget af, at Sophie opdager, hvad det kan betyde at være kunstnerhustru.

 

"Lige da Édouard og jeg havde mødt hinanden, fortalte han mig, at han tit brugte gadepigerne som modeller - de var helt ideelle, sagde han, fordi de var så ugenerte i forhold til deres egen krop. Måske burde jeg være blevet chokeret over, at han ville præsentere mig, sin kone, for en af dem, men jeg havde hurtigt fundet ud af, at Édouard ikke brød sig spor om etikette."

 

"Honeymoon i Paris" er en yndig lille bog på 119 sider, man følger på skift Liv og Sophie i deres nye ægteskaber, to forhold der synes meget ens, selvom der er 86 år imellem. Moyes har formået på få sider, at give et fantastisk indblik i to vidt forskellige miljøer: 1912s kunstneriske miljø i Paris med dertilhørende prostituerede og barslagsmål og så 1998s turistprægede Paris med et mylder af mennesker på museer og lettere irriterende amerikanske turister i Eiffeltårnet. Engelske Liv og franske Sophie er begge unge kvinder, der har forelsket sig til op over begge ører i mænd, der har et specielt arbejdsliv: Édouard med sine malerier med afklædte smukke kvinder og David, der brænder for arkitekturen og sine bygningsprojekter.

 

Jeg læste denne bog på en times tid imens X-Factor kørte i baggrunden, den er utrolig letlæst, men det er samtidig en virkelig fin lille historie. Jeg har altid haft en svaghed for film og bøger, der skifter i tid, og Moyes formår på fineste vis at skifte mellem de to tidsaldre og samtidig væve en smuk rød tråd mellem de to unge kvinder. Der er et eller andet helt specielt og dragende ved historier, der foregår i forskellige tidsaldre, men som stadig er vedkommende både for læser og for hinanden, og når det fungerer rigtig godt, er det altid en nydelse at læse, og Moyes gør det rigtig godt!

 

"Hver morgen i de seks uger mellem brylluppet og bryllupsrejsen vågnede hun i Glashuset, omgivet af himlen, kastede et blik på sin sovende mand og vidst, at de var de rigtige for hinanden. Nogle gange er en passion så glødende, at man er nødt til at handle på den."

 

"Honeymoon i Paris" er en perfekt lille kærlighedsfortælling, den vidner om to store forelskelser i smukke Paris. Moyes skriver ikke kun om de positive sider ved kærligheden, men viser mindst ligeså meget usikkerheden ved forelskelse, jalousien og frygten for virkelig at stole på et andet menneske, og endelig en dyb følelse af svigt og afmagt. Den viser dog også, hvor stærk kærligheden kan være, og hvor brændende forelsket Liv og Sophie er. Dette er en fin lille romantisk fortælling fyldt med kærlighed, og jeg glæder mig til at læse mere om Sophie og Liv i "Hende du forlod", Moyes' nye roman, hvor man kan læse om de to kvinders videre historie.

Læserne i Broken Wheel anbefaler, af Katarina Bivald

 

"Læserne i Broken Wheel anbefaler", af Katarina Bivald, (org. titel Läsarna i Broken Wheel rekommenderar"), udgivet 2014, forlaget Lindhardt & Ringhof, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof)

Sara, en ung kvinde fra Sverige, har udvekslet breve sammen med Amy, en ældre dame fra Broken Wheel i Iowa. Det der binder dem sammen på tværs af landegrænser er en kærlighed til litteratur. Bogtips og bøger udveksles mellem de to, indtil Sara og Amy aftaler at mødes. Sara drager afsted til USA, men ved hendes ankomst er Amy død. Chokket er stort, men indbyggerne i den lille flække af en by overbeviser hende om, at hun gerne må blive i Amys hus. Sara knytter sig i løbet af sin ferie mere og mere til den lille by og dens indbyggere, som Amy har skrevet så varmt om i sine breve, og da Sara vil give noget tilbage til byen for deres gæstfrihed, bliver Amys bøger grundlaget for en boghandel. Den unge svenske kvinde får snart vendt op og ned på Broken Wheel og dens indbyggere.

"Sophy førte bogen op til ansigtet, stadig forsigtigt og varsomt, og trak langsomt vejret ind gennem næsen. Hun smilede. "Kan du mærke det? Duften af nye bøger. Ulæste eventyr. Venner, man endnu ikke har lært at kende, timer af magisk virkelighedsflugt, der venter."

Katarina Bivald har med sin debutroman skrevet en ægte 'feel good roman', jeg befandt mig på en spændende rejse sammen med Sara, der som europæer er mildt sagt på udebane, da hun pludselig står midt i en næsten forladt lille by i USA. Kærligheden til bøger er til stede gennem hele romanen ikke kun i brevene fra Amy, som er lagt ind imellem kapitlerne i romanen, kærligheden til bøgerne er ligeså meget til stede i det projekt, som Sara starter op; en boghandel på et sted, hvor læsning er stort set ikkeeksisterende. Der er et væld af boganbefalinger fra Sara og Amy, som man kan finde inspiration i, og så er der så mange fine og morsomme litterære henvisninger i titlerne på flere kapitler, f.eks. "At læse eller ikke at læse, det er spørgsmålet" eller "Det er en almindelig kendt sandhed, at en svensk turist i Iowa må være på jagt efter en mand".

Det litterære er også til stede, når Sara er nervøs for at blive en "birolle" i sin egen historie. Faktisk er det på sin vis netop, hvad hun bliver. Bivald skriver Broken Wheels indbyggere så fint, at det er dem, man virkelig kommer til at holde af: Alkoholikeren George, der savner sin datter mere end noget andet, en mand der har set sig slået af livet, men som gennem venskabet til Sara langsomt begynder at blomstre op igen. Tom, Amys nevø, der arbejder så meget, som han kan for at komme igennem hverdagen, og som hurtigt udpeges af de andre indbyggere i Broken Wheel til at være turistens ferieflirt; meget imod sin vilje. Caroline den ærkeamerikanske kristne kvinde, der på én gang er fascineret af Sara, men også skræmt af det, som hun introducerer til byen, når der bl.a. pludselig står "bøsse-erotik" på hylderne i boghandlen. Og endelig det homoseksuelle par Andy og Carl bag baren på The Square, som forsøger at favne alle. Jeg elskede at læse om hele persongalleriet i Bivalds roman, jeg græd sammen med George, følte med Caroline, lo sammen med Andy og Carl på baren og forelskede mig i Tom og hans nærmest Darcyagtige optræden.

"Da Tom kom hen til hende, var hun alt for ukoncentreret til at kunne sige noget. De stod ved siden af hinanden i tavshed, skulder ved skulder, så tæt på hinanden, at hun kunne mærke varmen fra hans krop og det lette tryk fra hans jakke. Hun kunne ikke lade være med at skæve op på ham, og fortidens trøstende nærvær blev erstattet af hjertebanken og koldsved."

"Læserne i Broken Wheel" er en fantastisk sød og dejlig læseoplevelse. Romanen er fyldt med personer, der overrasker, og dette er befriende, for ellers er her tale om den klassiske 'feel good roman', som langt hen ad vejen er ganske forudsigelig, men sådan skal det jo være. Det er klassisk chicklit krydret med bogkærlighed, når man kan se Sara spejle sig i Bridget Jones såvel som de klassiske litterære heltinder. Det er ikke kun kærligheden til bøger, der kommer til udtryk i denne roman, det er også kærlighed mellem mennesker, romantisk såvel som venskabelig. Det er historien om et samfund, der støtter op om hinanden. "Læserne i Broken Wheel anbefaler" var et dejligt bekendtskab, og den mindede mig om, hvor fantastisk det er at dele sin kærlighed til bøger med andre.

En plus En, af Jojo Moyes

"En plus En", af Jojo Moyes, udgivet 2014, forlaget Cicero, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Rosinante&Co)

Den enlige mor Jess, hendes to børn, datteren Tanzie og stedsønnen Nicky og IT-manden Ed er de fire personer, man følger i romanen, og som alle fire på skift har den bærende synsvinkel. Jess er blevet forladt af sin mand Marty og skal klare sig selv, hun gør rent og arbejder på en pub for at klare til dagen og vejen, mens Nicky, en ranglet teenager i sort tøj med mascara, bliver mobbet og banket dagligt, og Tanzie, et lille matematikgeni, får muligheden for et bedre liv, da hun tilbydes en plads på en privatskole. Spørgsmålet om, hvordan skal Jess klare at finansiere datterens skoleskift, synes dog endelig at være løst, da Tanzie kan deltage i en matematikolympiade. Ed en rig IT-mand under mistanke for insiderhandel bliver pludselig den eneste mulighed for at nå frem til den anden ende af Storbritannien og matematikolympiaden.

"Og nu stod hun så der, i rabatten af en firesporet vej klokken tyve minutter i tolv om natten sammen med to politibetjente. De behandlede hende ikke, som om hun var storforbryder, sådan som hun havde regnet med, nej, det var meget værre: som om hun bare var meget meget dum."

"En plus En" er en sød roman, det er sådan en roman, man kan sluge på en eftermiddag i sofaen med slik og en kop kaffe ved hånden, men det er også en roman, som går ind ad det ene øre og ud af det andet. Det er ligesom en sød og sjov romantisk komedie, den er forudsigelig med et persongalleri, som man bare bliver nødt til at holde af. Der er endda den største og mest ildelugtende hund; Norman, som man da heller ikke kan andet end håbe det bedste for. Moyes har formået at skrive en sød og sjov roman med et tiltalende persongalleri. Det er en underholdende, sjov og ganske vedkommende roman, som dog har et par fejl og mangler hist og her.

"Den næste del af turen var faktisk ret hyggelig. Der var ikke så meget trafik, og mor ovetalte mr. Nicholls til at tænde for sin yndlingsradiostation, og hun sang med på seks sange - højere og højere for hver sang. Hun fik også Tanzie og Nicky til at synge med, og i starten så mr. Nicholls ikke særlig begejstret ud, men efter et par kilometer lagde Tanzie mærke til, at han sad og nikkede lidt med hovedet."

De fire synsvinkler fungerer egentlig nogenlunde, men personligt synes jeg en roman fortalt i tredjeperson med denne form for skiftende synsvinkel er mere forvirrende og irriterende end et plus for fortællingen, og det synes jeg også i dette tilfælde. Jeg forstår Moyes' idé, men ville have ønsket af de forskellige synsvinkler var blevet skrottet, simpelthen fordi de til tider virker uigennemtænkte, eller at hun havde gået hele vejen og skrevet kapitlerne i førsteperson, så den skiftende synsvinkel virkelig kom til sin ret.

 

Jeg nød at læse Moyes' roman, men den var bare forudsigelig, og jeg ville ønske, at der havde været en lidt mere original tanke i romanen; et eller andet overraskende element. Alt i alt er det her dog en roman, som jeg hyggede mig gevaldigt med, men den er bare heller ikke mere end det, så vil man gerne slappe af i sofaen med en hyggelig bog, hvor man bare kan forelske sig i den lækre IT-nørd og heppe på, at han ender sammen med den ligefremme rengøringsdame, så er denne roman perfekt, og hvem har ikke lyst til det engang imellem?!

Sommerbogen, af Tove Jansson

"Sommerbogen", af Tove Jansson, udgivet i 2014, Forlaget Gyldendal, 4/5 stjerner, anmeldereksemplar fra Gyldendal

Sophia har mistet sin mor, og hun tilbringer hele sommeren sammen med sin far og farmor på en ø i den finske skærgård. Sophia og hendes farmor er næsten sammen hele dagen, de beundrer naturen, leger og udforsker, de er begge nysgerrige og viljefaste, og de følges overalt.

"Luk lugen, det trækker, sagde farmoren. Gå ud og foretag dig noget. hun vendte sig om mod væggen og læste i sin bog. De var begge blevet umulige og kunne ikke længere omgås hinanden. De skændtes på den forkerte måde."

"Sommerbogen" af Tove Jansson er en smuk lille bog, som man nyder at fordybe sig i. I løbet af et øjeblik er man tilbage i barndommens finurlige verden. Sophias farmor er ved at være gammel, og hun er ikke altid så frisk, som hun har været, men selvom farmoderen til tider skranter lidt, formår hun at passe den lille pige og være med på de mange små eventyr, som øen byder på.

Dette er Tove Janssons første bog for voksne, og selvom den henvender sig til voksne læsere, er det dog et barnligt univers, man befinder sig i. Sophia er en pige, der er meget bestemt, hun ved i sit barnlige sind præcis, hvad hun vil, selvom hendes ønsker ikke altid holder i længden. For alle børn tror jo, at de ved, hvad de ønsker, og hvad der er bedst for dem, men når det kommer til stykket, er det sjældent, at det virkelig forholder sig, som børn tror. Jansson har i denne lille roman virkelig formået at skabe et fantastisk univers, der udmærker sig ved at være set fra en lille piges synsvinkel.

 

"Sophia bar sit sengetøj ned til teltet. Ved solnedgangstid lukkede hun legehuset og sagde farvel. Helt alene gik hun ned til kløften, som denne aften var blevet et uendeligt fjernt sted, forladt af Gud og mennesker og spejdere, en ødemark med natten foran sig."

 

"Sommerbogen" er fyldt med en dejlig ro og en idyllisk verden, men det mesterlige greb er Janssons fantastiske måde, hvorpå idyl og mørke mødes, hvordan mørket og en form for utryghed finder vej ind i det, der kunne være "bare" en hyggelig lille roman. Jansson lader i stedet to modpoler mødes, at der i alt hygge er en uhygge, præcis ligesom den natur, som personerne befinder sig i; på en ø, hvor vejret er omskifteligt, og farerne konstant lurer, når farmoderen f.eks. lader sin dør stå åben, for at skibbrudne kan søge ly. Det er dette, der giver bogen en dybde, som man bliver aldeles fascineret af.

 

Jeg nød virkelig at læse "Sommerbogen", det er en fin lille roman så smukt formuleret, at man ikke kan andet end at drømme sig væk til en anden verden. Det er på én gang et hyggeligt univers, man her drages med ind i, som alligevel byder på den unikke fornemmelse af utryghed og usikkerhed, som er gennemgående i Janssons forfatterskab. Det er et univers, der er fyldt med varme, tryghed og hygge, blandet med små uhyggelige hændelser eller usikkerheder, som når Sophia alligevel ikke tør sove ude helt alene, men søger tilbage til sin farmor efter tryghed.

Tænk at en så lille og fin bog kan indeholde hele barndommens verden, og det er dette Jansson har formået med "Sommerbogen", en kort og præcis roman med en helstøbt verden indeni.

Tekster til tiden #1 - Simon Kvamm

Folkeuniversitetet har i efteråret sat fokus på danske sangtekster og har derfor arrangeret fire foredrag under titlen "Tekster til tiden" med markante danske sangskrivere; Simon Kvamm, Steffen Brandt, Peter A.G. og Marie Key. Den første foredragsaften var med Simon Kvamm i samtale med Per Krogh Hansen.

Jeg kunne lytte til Simon Kvamm fortælle om musik (og meget mere) i timevis, så jeg synes desværre, at foredraget var alt for kort, det varede ca. halvanden time, og når man i den tid også skulle lytte til sange, så var det ikke overvældende lang tid, da slet ikke når personen i fokus er så interessant at lytte til.

Jeg har lyttet til Nephew, siden de fik deres store gennembrud i 2004 med USADSB, og jeg så Drengene fra Angora helt fra begyndelsen. Jeg jublede over Kvamms projekt med Peter Sommer; De Eneste To, som har et helt fantastisk musikunivers. Det var altså musik, jeg kendte godt, som der her skulle tages udgangspunkt i, og det fungerede simpelthen så godt. Det var nogle spændende tekster, som de to "foredragsholdere" havde udvalgt. Det satte nogle virkelig spændende aspekter ved litterær analyse på spidsen, da Krogh Hansen f.eks. havde analyseret sig frem til, at sangen "Igen & Igen &" handlede om krig, mens Kvamm "bare" synes, at sangen handler om Nephew, dog var han enig i visse aspekter af analysen, f.eks. at sangen afspejlede en form for kamp. Det var rigtig spændende at høre om netop dette, at der kan være stor grundæggende forskel på to "analyser", men at de alligevel har visse ting til fælles. Simon Kvamm sagde dog også, at han bare synes, at det er spændende at se, hvordan man tolker sangene, fordi han slipper dem som værk, når de udgives, her bliver de jo købt (eller ulovligt downloadet, som der lige blev nævnt i en sidebemærkning med glimt i øjet), og derved bliver de en anden persons "ejendom".

Det var også utrolig spændende at høre om projektet "Musikstarter", som Nephew lancerede sidste år. Kvamm fortalte om, hvordan der bliver færre og færre af folkeskoleelever (og unge), der spiller musik. At der i dag er en tendens, hvor man, når man spiller musik, altid bliver stillet overfor spørgsmålet om, hvornår man kan leve af det, eller om man virkelig tror, at man kan leve af musikken. "Musikstarter" og Simon Kvamms holdning til netop dette er, at man ikke behøver at sigte efter, at musikken skal være ens levevej, i stedet er det en måde at udfolde sin kreativitet på, og som Simon Kvamm så fint formulerede det; "Hvor tit spørger du en mand, der løber, hvornår han kan leve af det?". Det går jo nok hånd i hånd med den fremstilling af talent, der er i medierne, hvor man konstant jagter den hurtige succes og drømmen om at leve af at synge og spille.

Det var ikke kun teksterne og analysen eller snakken om disse, der gjorde denne aften så interessant. Det var i højere grad Simon Kvamms humør, hans fortælleevne og endelig hans markante holdninger. Det er simpelthen så rart, at der er en person, som faktisk tager stilling til, hvor dumt det er at kalde en pause fra studierne for et "fjumreår", og hvordan begrebet med det samme hjernevasker alle til at synes, at et "fjumreår" da også er vildt dumt. Der ligger jo i begrebet en værdiladning, som skaber en holdning fra begyndelsen. Noget af det samme blev der sat fokus på, da Simon Kvamm fortalte om, hvordan der synes at være en grundlæggende holdning til, at middelklassen ikke har noget spændende på hjerte, fordi de er "middel"klassen. Det var noget, som han blev gjort opmærksom på, da De Eneste To udgav deres første album, hvor Smagsdommerne havde taget udgangspunkt i netop dette: De er jo bare fra middelklassen. Så hvad sagde deres musik egentlig nogen?!

Det er lang tid siden, at jeg har nydt et foredrag så meget, som jeg gjorde her, det var simpelthen bare en utrolig spændende, sjov og hyggelig aften i fantastisk godt selskab.

 

 

"Mit livs historie" på Fredericia Teater

 

"Mit livs historie" kan ses på Fredericia Teater frem til d. 14. december.

Medvirkende: Søren Scheibye og Lars Mølsted, 5/5 stjerner

I "Mit livs historie" følger man et venskab fra det første møde frem til det sidste. Thomas skal skrive en mindetale til sin ven Alvin. Thomas er en bestselling forfatter, men mindetalen bliver en stor opgave, som han ikke bare kan skrive hurtigt ned på papir. I stedet hvirvles Thomas ind i et væld af minder, hvor Alvin guider ham gennem en række af historier fra deres venskab. Thomas spilles af Søren Scheibye og Alvin af Lars Mølsted, denne musical er ikke en klassisk storladen og pompøs produktion, i stedet er det to mænd på scenen med et lille orkester bestående af tre mand. Det giver et helt specielt nærvær, og man føler som publikum virkelig, at man kommer helt tæt på.

 

 

"Mit livs historie" er fortællingen om to mennesker i en lille by, der i hinanden finder en bedste ven, men som vokser mere og mere fra hinanden, da de står overfor vidt forskellige fremtidsudsigter. Thomas søger efter Alvins død det øjeblik, der gjorde, at de to voksede fra hinanden, og han kæmper samtidig med at finde frem til netop de ord, som beskriver Alvin bedst.

Alvins far ejede en boghandel "Læst og Påskrevet", og det er denne boghandel og bøgerne deri, der danner scenen for Thomas' erindringer, det er i denne butik, at Alvin hiver minderne frem i form af hæfter og bøger, hvor livets historie fylder siderne.

Hele stykket fortælles således gennem små anekdoter fra et venskabs forløb, fra det første møde i Halloweenkostumer til en afgørende og endegyldig afvisning. Litteraturen er konstant i fokus, når Thomas citerer John Donne i en mindetale for Alvins far, eller Alvin til jul forsøger at finde den perfekte bog til Thomas, den bog der kan ændre et liv.

"Det er herligt at leve", filmklassikeren om George Bailey, der hopper ud fra en bro, men bliver reddet af englen Clarence, er et gennemgående tema, det er disse figurer, som de to venner konstant søger tilbage til. Thomas som Clarence til Alvins George Bailey, men måske er det egentlig ikke så simpelt. "Hver gang en klokke ringer, får en engel sine vinger!".

 

 

Lars Mølsted har været fantastisk at følge i samtlige produktioner, jeg har set på Fredericia Teater, han formår altid at give sine karakterer et helt specielt liv på scenen, selv når han som reje i Den Lille Havfrue stjal showet i ensemblet. Hans Alvin er ikke anderledes, fra det helt barnlige, når minderne om tiden i skolen fortælles for publikum, til den kærlighed, fascination og nærmest melankoli, som han udstråler, når han betragter Thomas. En sang om Alvins mor og hvordan minderne, om dem, vi elsker, der er gået bort, svinder mere og mere, rørte mig til tårer.

Søren Scheibyes Thomas er helt perfekt, hans vekslen mellem overskud og frustration fungerer utrolig godt. Han synger helt fantastisk, og selvom Thomas er en person, som man til tider kommer til at holde mindre og mindre af, formår Scheibye virkelig at spille rollen så nuanceret, at man alligevel ser alle sider af en mand, som ikke kun er den seriøse og ambitiøse, men også gemmer på store følelser.

Begge skuespillere formåede virkelig at spille skellet mellem erindring og nutid. Thomas den voksne mand, der søger efter minder, til drengen der leger i sneen, og Alvin som bliver markeret så fint nuanceret mellem den Alvin, som Thomas mindes, og den Alvin som leder ham på vej.

 

Jeg ville ønske at musicalen havde lagt op til flere duetter, for Scheibye og Mølsted klinger fuldstændig fantastisk sammen. Musicalen er bygget op af simple små sange, og der er mange små melodier, der går igen, f.eks. når Thomas igen og igen fortæller sig selv "Skriv det du ved Tom". Faktisk er musicalen fyldt med ikke kun melodiske gentagelser, men også scener, der udspiller sig igen og igen, mens publikum får mere og mere at vide om de to personers fortid.

 

"Mit livs historie" er en anderledes musicaloplevelse, det er ikke store kostumer og et stort orkester, det er intimt og følsomt, og denne musical rammer lige i hjertet. Jeg havde tårer i øjnene, da lyset til sidst slukkedes i salen. Det er en historie om kærlighed, tab, venskab og styrken i at se indad og finde frem til de gode og vigtige historier; minderne om dem vi elsker, som vi alle bærer rundt på.