Nye bøger i reolen #1

Jeg har været i London et par gange her på det sidste, og det har betydet en del nye bøger til bogreolen. Faktisk kommer der snarest et indlæg (eller to) mere med London bøger, da jeg lige har været afsted igen, og har indkøbt flere vidunderlige bøger til reolen, ingen Londontur uden bogshopping! I denne omgang er det en lidt blandet stak af bøger i alskens genrer, som jeg vil vise frem, og som jeg glæder mig til at læse.

"Coraline", af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell

Jeg har set denne jubilæumsudgave af "Coraline" hos mange bogbloggere, og da den lå foran mig i Waterstones, blev jeg nødt til at eje den. Jeg er rigtig glad for at have en bog signeret af Neil Gaiman, for jeg holder meget af hans bøger (i hvert fald dem jeg har læst indtil videre). Jeg har endnu ikke læst "Coraline", men den har stået højt på læselisten længe!

 

"Darth Vader and Friends", af Jeffrey Brown

Jeg har allerede de to andre Star Wars bøger af Jeffrey Brown, så da jeg faldt over denne signerede udgave i Forbidden Planet, måtte den indgå i samlingen. Det er skøn hyggelæsning for en Star Wars fan(girl).

 

 

"The Bone Clocks", af David Mitchell

Siden jeg så David Mitchell på Louisiana Literature sidste år, har jeg haft lyst til at læse alt, hvad den mand har skrevet, så denne smukke paperbackudgave kom også med mig hjem. Jeg glæder mig til at læse den og atter fordybe mig i Mitchells smukke sprog.

 

 

"Where I Lived, and What I Lived For, af Henry David Thoreau

"Some Anatomies of Melancholy", af Robert Burton

"A Confession", af Leo Tolstoy

Great Ideas er en fantastisk smuk serie af bøger, der repræsenterer nogle inspirerende og utrolig spændende værker af ligeså inspirerende mennesker. Jeg vil gerne eje hver og en af bøgerne i denne fine serie fra Penguin Books, men der er mange, så jeg køber af og til et par stykker og udvider samlingen. Jeg har allerede læst en del af "Anatomy of Melancholy" af Robert Burton i forbindelse med mit speciale, så denne fine udgave skal pynte i reolen.

"Lord Arthur Savile's Crime", af Oscar Wilde

"Jason and Medea", af Apollonius of Rhodes

"On Murder Considered as One of the Fine Arts", af Thomas de Quincey

"The Saga of Gunnlaug Serpent-tongue"

"As kingfishers catch fire", af Gerard Manley Hopkins

Little Black Classics bøgerne kan jeg slet ikke få nok af. Disse små bøger er simpelthen så fine i deres enkelthed og størrelse. Og så er det nogle fantastiske forfattere og historier, der er repræsenteret i Penguin Books jubilæumsserie. Jeg overvejer at købe boksen, der indeholder alle 80 udgivelser, så jeg har et samlet sæt.

Sådan opfinder man en pige, af Caitlin Moran

"Sådan opfinder man en pige", af Caitlin Moran, (org. titel How to Build a Girl), udgivet i 2015 (org. udg. 2014), Forlaget Gyldendal, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Gyldendal)

Det er 1990erne, Johanna er 14, hun er tyk, upopulær, fattig, og hun beslutter sig for at genopfinde sig selv. Johannas far er en musiker, der aldrig har fået opfyldt drømmen om at leve af musikken, istedet lever familien, der består af far, mor og fem børn, nu af understøttelse. Snart er Johanna 16 og ikke længere Johanna, hun forvandler sig til Dolly Wilde, en nådesløs musikanmelder i London, der lever det vilde liv, men opfindelsen af en pige har også konsekvenser.

 

"Jeg elsker Dolly Wilde. Hun er mit nye kæledyr. Hun er de tidlige 90'eres prototype på Tamagotchien. Jeg er min egen usynlige ven. På mange måder er det den bedste og sundeste hobby, jeg kunne finde lige nu: mig. Jeg vil nu tage mit slidte hylster og opgradere mig selv."

 

Caitlin Moran har skrevet en roman om ungdom. Dette er en roman ikke bare om at opfinde sig selv, men om af finde sig selv. Johanna er upopulær, alt hun drømmer om er at få sit første kys og miste sin mødom. Opfindelsen af Dolly Wilde giver hende muligheden for at blive en anden, for at opfinde en helt ny fortid, og derved får hun muligheden for at skabe en ny og bedre fremtid. Undervejs finder hun dog ud af, at det vilde liv måske ikke er det bedste i længden.

 

"Sådan opfinder man en pige" overraskede mig, jeg har hørt meget om Caitlin Moran, men har ikke beskæftiget mig meget med hende, men denne roman blæste mig bagover. Den portrætterer på skønneste vis, hvordan det er at vokse op som pige, og hvordan usikkerheden i teenageårene er hård og brutal, og at det ikke er nemt at slippe væk fra sin egen usikkerhed. Når Johanna f.eks. kommer til at lade sig selv skinne igennem i Dolly, da hun skriver en fan-agtig anmeldelse af hendes største idol, John Kite, opdager hun hurtigt, at for at kunne være Dolly, må hun være nådesløs i sine artikler. Dolly bevæger sig i en musikverden præget af mænd, og snart lader hun dem præge hende.

 

"Sandheden er, at når man er meget fattig, bider elleve procent ind i selve tilværelsens knoglemarv. Elleve procent mindre betyder, at man skal vælge mellem elektricitet og mad - elektricitet og mad, der allerede er rationeret og en kilde til frustration. Elleve procent er ikke særlig meget - men når man er meget fattig, kan det være selve overlevelsens fundament. Og når man står på så meget mindre, end man gjorde før, er man ustabil. Der er risiko for at falde."

 

Dolly Wilde er vild, hun drikker, har sex med hvem som helst, tager stoffer og går klædt i sort tøj og høj hat. Dette er en sjov, ærlig og rå fortælling om at vokse op og genopfinde sig selv. Samtidig er det en historie om venskab, fattigdom og kærlighed, når Dolly/Johanna f.eks. taler hele natten med John Kite eller deler sine hemmeligheder med broderen Krissi. Og Dolly bliver nødt til at hjælpe familien med penge, da de ikke har penge nok til mad. Denne roman er en fortælling om en usikker pige fra de lavere samfundslag, der for enhver pris vil løftes op i samfundet.

 

Caitlin Moran har skrevet en utrolig sjov og rammende roman. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg begyndte, men jeg blev hurtigt overbevist. Romanen viser råt for uforsødet en teenagepiges liv, og hvordan man skal passe på med at opfinde en helt ny personlighed i stedet for bare at finde sin egen.

Forskellen på mænd og kvinder er ... 100 gymnastikposer, af Thomas Skov

 

"Forskellen på mænd og kvinder er ... 100 gymnastikposer", af Thomas Skov, udgivet 2015, forlaget People's Press, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

Thomas Skov skriver i denne samling af klummer om forskellen på mænd og kvinder - og der er mange, specielt når en mand og en kvinde lever sammen. En del af klummerne har været udgivet i Woman, og her følger man Thomas Skov og hans kæreste (og senere kone) Emilie Gershøj Gaardsvig Bruhn. Bogen byder også på en så fin indledning af Emilie Bruhn og morsomme illustrationer af Christian Anker Nielsen.

 

Jeg læste denne bog på ca. halvanden time i solen i haven (hvilket resulterede i, at mine meget hvide ben blev meget solbrændte, men det skal jo ikke ligge Thomas Skov til last!). Selvom Thomas Skov skriver i introduktionen, at man ikke behøver at skynde sig igennem bogen, læste jeg den dog stort set i et hug. Den er fyldt med fantastiske iagttagelser over forskellen mellem mænd og kvinder, det er utrolig morsom læsning, fordi Thomas Skov gang på gang rammer plet med sine iagttagelser.

 

"Helt konkret betyder den her sygdom, som hedder 'Teenagepigeørebetændelse', at når jeg serverer et stykke med musik for mine øregange, så hører jeg Christopher eller Medina eller Burhan G eller noget andet, der ikke forventes af en voksen mand. Er jeg flov over, at jeg har den her lidelse? Ja. Men kun når jeg taler med andre. For lige så snart der ikke er nogen, der kigger, så elsker jeg at sætte Rasmus Seebach på og synge hans tekster højt inde i hovedet på mig selv. Jeg er stadig imponeret over, hvor mange af hans tekster jeg kan udenad."

 

Thomas Skov skriver om tomatsovsblindhed, om at have en teenagepiges musiksmag (som mand), at have utrolig dårlig mode-dømmekraft på ferier, kærestevitser, at tale kækt til butiksassistenten hjemme i Jylland og at bruge 2.500 kroner på gule gymnastikposer med eget ansigt på. Denne bog er skøn, fordi man kan nikke genkendende til stort set alt i den (måske lige undtagen gynastikposerne). Jeg har altid været imponeret over personer (og komikere), som kan finde frem til de der små hverdagsting, som vi alle oplever, og skrive eller tale om det, så det bliver sjovt, så man sidder tilbage og tænker "Ja det er da præcist sådan det er", og så kan man grine lidt af sig selv. Og det er netop det Thomas Skov formår med denne samling af klummer, man sidder gang på gang og griner både af Thomas' egne oplevelser men også af sig selv.

 

Denne bog er skrevet med kærlighed, det understreger Emilie Bruhn i sin skønne indledning til bogen, som er en fin lille kærlighedserklæring og samtidig en lille indrømmelse af, at det da er lidt underligt, når ens kæreste udstiller små private ting fra ens hverdag. Den samme kærlighed er at spore igennem hele bogen, når Thomas Skov gang på gang skriver om små underligheder ved både sin kæreste/kone, sig selv og mennesker generelt.

 

 "Du skal allerede i en tidlig alder interessere dig for våben og fodbold, og så skal du gerne have blandet blod med dine venner, inden du bli'r konfirmeret. Hvis du falder og slår dig, så siger alle til dig: "Rigtige drenge skal have sår på knæerne." Og det kan godt være, at rigtige drenge skal have det, men det gør altså skide ondt at slå sig. Så vil jeg hellere IKKE være en rigtig dreng. Pinocchio aner ikke, hvor godt han har det."

 

"Forskellen på mænd og kvinder er ... 100 gymnastikposer" af Thomas Skov er fantastisk hyggelig og morsom læsning, man kan læse 1, 2 eller alle klummer på én gang, for de er alle skønne og hurtigt læst. Denne bog byder på præcis det, som man forventer, når man ser titlen, en sjov bog om mænd og kvinder, som enhver kan lære lidt af også hvis det bare er at grine lidt af sig selv.

Litteraturvidenskab, speciale og Hamlet

 

 

Den 17. august står markeret i min kalender med fed understregning og rød skrift. Det er den dag, hvor mit studieliv slutter, det er den dag, hvor jeg skal aflevere mit speciale. For næsten fem år siden startede jeg på Litteraturvidenskab i Odense. Jeg tog min BA i Litteraturvidenskab og Kommunikation, retorik og formidling, hvorefter jeg kom videre på kandidatstudiet, og nu snart afleverer mit speciale indenfor Litteraturvidenskab.

 

Jeg har siden begyndelsen af min uddannelse haft en drøm om at skrive om "Hamlet" af Shakespeare, men jeg turde ikke rigtig kaste mig ud i det, indtil jeg, få måneder inden vi skulle tage stilling til valg af specialeemne, skrev en opgave i faget "Selvstuderet Litterært Emne", her skrev jeg om "Hamlet". Jeg ville tage den sidste chance for at udforske det drama, der har betydet enormt meget for mig, og den forfatter som jeg ser som en af de største nogensinde. Undervejs i forløbet og efter en snak med min vejleder tog jeg springet og besluttede at skrive speciale i "Hamlet".

"Hamlet" var det første Shakespeare stykke, jeg så i teatret, det var samtidig det første Shakespeare skuespil, jeg læste, da vi i 1.g skulle læse "Hamlet" og derefter se forestillingen på Gladsaxe Ny Teater med Thure Lindhardt i titelrollen. Jeg har altid gået meget i teatret, men jeg var blæst total bagover af den forestilling. To år senere blev "Hamlet" også det første teaterstykke, jeg så på engelsk, da jeg var på Kronborg på HamletScenen for at se Jude Law i titelrollen. Det blev endnu en milepæl i mit "teaterliv". Det står stadig som en af de bedste forestillinger, jeg nogensinde har set. Derfor er "Hamlet" kommet til at betyde utrolig meget for mig, fordi den markerer indgangen til nogle fantastiske litterære oplevelser og teateroplevelser. Ligesom "Northanger Abbey" af Jane Austen altid vil være noget helt specielt, fordi det var den første roman af Austen, jeg læste. "Hamlet" var min første rigtige oplevelse af Shakespeare. Og jeg glæder mig til at se endnu en forestilling med "Hamlet" i London i august, det bliver spændende at se stykket igen efter at have arbejdet med det i seks måneder.

 

Nu nærmer afleveringsdatoen for specialet sig med hastige skridt, og jeg har endnu ikke fortrudt mit valg. Jeg har nydt at skrive om en litterær tekst, som jeg elsker, og som jeg fortsat finder nye ting og betydninger i. Samtidig føler jeg, at specialet har betydet så meget for mig og fyldt så meget i min hverdag det sidste halve år, at det også skulle have en plads her på bloggen. Der har ikke været tid til meget hyggelæsning igennem de sidste måneder, i stedet har jeg læst masser af litteratur om et emne, der virkelig interesserer mig. Jeg har læst om Hamlet, melankoli, humoralpatologi og nydt hvert et sekund, selvom man til tider føler sig presset.

 

Jeg glæder mig til at aflevere specialet, om end det samtidig markerer afslutningen på fem fantastiske år blandt ligesindede litteraturelskere. Jeg vil savne undervisningen med undervisere, der brænder for deres forskningsområder, og som elsker bøger. Det bliver underligt, at "skolen" pludselig er slut, men jeg glæder mig til nye udfordringer. Jeg er lykkelig for, at jeg valgte Hamlet, for selvom han er lidt melankolsk, er han en af de mest vittige og geniale karakterer, der findes i litteraturen.
 

Elizabeth er forsvundet, af Emma Healey

 

"Elizabeth er forsvundet", af Emma Healey, (org. titel "Elizabeth is Missing"), udgivet 2015, forlaget People's Press, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

 

Mauds hukommelse er ikke, hvad den har været. Den er fyldt med huller, og det bliver værre og værre. Elizabeth, hendes bedste veninde, er forsvundet, og Maud leder efter hende igen og igen. Men det er svært at løse et mysterium, når man ikke kan huske ledetrådene. Dette er en rørende historie om en kvinde, der hver dag mister lidt af sig selv og sin omverden.

 

"'Jeg tog ikke fejl af husene," siger jeg stilfærdigt, roligt. Påstanden får mig til at føle mig som et lille barn. "Jeg er ikke dum. Elizabeth er forsvundet." Jeg trækker skælvende vejret i stilheden. "Hvorfor er I bare ligeglade? Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?" Jeg tror måske, jeg er begyndt at råbe, men jeg kan ikke lade være. "De rkan være sket alt muligt med hende. Alt muligt. Hvorfor er der ingen, der vil gøre noget for at hjælpe med at finde hende?" "

"Elizabeth er forsvundet" er en gribende roman. Fortalt fra Mauds synsvinkel er det historien om en kvinde, der er glemsom. Hun brygger te, sætter koppen fra sig, går op ad trappen og glemmer teen. Når hun kommer ned igen, kan hun ikke forstå, hvorfor der står en række kopper ved trappen. Igen og igen sidder man frustreret tilbage, når man læser Mauds historie, oplevelser glemmes og personers navne forsvinder i et mylder af tanker. Emma Healey har i denne roman taget en mesterlig beslutning i at lade fortællestemmen være Maud selv, for det der gør romanen så utrolig god er, at læseren oplever frustrationen ved at miste hukommelsen, det gør historien utrolig vedkommende.

Mauds nutid er fyldt med frygt, skam og ensomhed på grund af hendes demens. Hun ved godt, at hun ikke kan huske, og det gør det sværere, når hun igen og igen får formaninger fra sin datter, Helen, når hun egentlig godt ved, at hun har svært ved at huske. Derimod står erindringer fra Mauds barndom klart frem, når romanen dvæler ved hendes liv sammen med sine forældre, søsteren Sukey, hendes svoger Frank og deres logerende Douglas. Efterhånden bliver nutid og fortid dog blandet mere og mere sammen, når Maud blandet mysterier fra sin barndom sammen med Elizabeths forsvinden.

"'Kan jeg bede dig om at tegne en urskive?" Han rækker mig et skriveunderlag at lægge papiret på. Jeg begynder at tegne, men jeg ryster lidt på hånden og er ikke særlig god til det. Det er, som om stregen bevæger sig den forkerte vej, ligesom når man forsøger at tegne noget, mens man kigger i et spejl. Jeg glemmer, hvad det var, jeg skulle tegne, men de usikre cirkler minder mig om en frø, så det laver jeg det om til i stedet" 

Denne roman fortæller ikke kun om Elizabeths forsvinden, og et mysterium fra Mauds fortid, denne roman fortæller om Mauds egen forsvinden, om hvordan en frygtelig sygdom udvikler sig, når erindringen om selv ens datter og barnebarn bliver tåget og forvinder mere og mere. Netop derfor er denne bog så utrolig gribende og rørende, den gør på flotteste vis opmærksom på, hvordan det er at glemme, når læseren drages med ind i Mauds tankestrømme. Det er på én gang interessant, sørgmodigt og skræmmende, når Healey skriver en så rammende bog om at miste ikke kun sin omgangskreds men sig selv. Denne roman er en historie, man ikke må snyde sig selv for.

Søvn og Torne, af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell

"Søvn og Torne", af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell (org. titel The Sleeper and the Spindle), udgivet 2015 (org. udg. 2014), forlaget Høst og Søn 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Rosinante & Co)

Kønsroller vendes på hovedet i dette eventyr, hvor de kendte eventyr om Snehvide og Tornerose får nyt liv. Dronningen med det smukkeste sorte hår skal giftes om en uge, da dværgene ankommer og fortæller, at nabobyen er faldet i søvn. Dronningen må drage ud på en rejse, hun udsætter brylluppet, iklæder sig en rustning, og tager sammen med dværgene afsted for at finde årsagen til den sovende by. Det er starten på en farefuld færd, hvor de må kæmpe mod søvnen, løbe fra søvngængere og endelig overleve mødet med en ond heks og redde en prinsesse.

"Hun sendte bud efter sin forlovede og sagde, at han ikke skulle tage det så tungt, og at de stadig skulle giftes, selv om han kun var prins, og hun selv dronning, og hun dikkede ham under hans kønne hage og kyssede ham, indtil han smilede. Hun sendte bud efter sin ringbrynje. Hun sendte bud efter sit sværd. Hun sendte bud efter forsyninger og efter sin hest, og så red hun ud af slottet mod øst.

"Søvn og Torne" er en anderledes genfortælling af eventyrerne om Snehvide og Tornerose. Neil Gaiman genopfinder personerne og lader dem interagere med hinanden på tværs af eventyrernes grænser. Historien er fin, enkel, overraskende og genialt fortalt, som Gaimans bøger altid er. Dronningen er en stærk karakter, der drager ud på en rejse, selvom hendes bryllup venter lige om hjørnet. Dette er ikke et af de eventyr, hvor prinsessen skal reddes af prinsen på den hvide hest. Det er et eventyr, hvor 'Snehvide' står på egne ben. Det er et eventyr om selvstændighed, hvor Gaiman formår at vende de klassiske eventyr på hovedet. Prinsessen kan kun reddes fra søvnen med et kys, men alt er ikke, som det ser ud, for der er mørk magi på færde, og hvem ved, hvad der kan ske, når eventyrerne vendes op og ned?!

Chris Riddells illustrationer er tryllebindende. Sort/hvide tegninger med et stænk af guld, som man også ser på forsiden. Bogen er gennemført og velfortalt ikke kun i teksten, men bestemt også gennem illustrationerne. Illustrationerne er utrolig detaljerige, og jeg opholdt mig længe ved hver side for at få det hele med.

"Dronningen så rester af mænd hænge i tornene, skeletter i rustning og skeletter uden. Nogle af skeletterne hang højt oppe i buskadset omkring murene, og dronningen spekulerede på, om de var klatret op for at finde en vej ind og var døde deroppe, eller om de var døde nede på jorden og blevet trukket op langs muren, i takt med at rosenbuskene voksede."

Neil Gaiman genopfinder eventyr og indarbejder moderne tematikker, her er det feminismen, der spiller den store rolle. Prinsen på den hvide hest er degraderet, og nu kan kvinderne klare sig selv. Det er befriende og sjovt at læse et eventyr med en virkelig stærk kvinde som protagonisten, for selvom man kender eventyrerne, bliver det en helt ny historie, når det pludselig ikke er et ægte kærlighedskys, der er det nødvendige for at slå den onde heks.

Gaimans historie og Riddells illustrationer er et perfekt match. Fyldt med smukke detaljer og mørke undertoner passer de to mænds universer overordentlig godt sammen. Dette var mit første møde med Chris Riddell, men det bliver ikke det sidste, hans illustrationer er så stemningsfyldte, at man ikke kan andet end fortabe sig i dem. Og Gaimans genfortælling er gennemført, sjov, anderledes og virkelig spændende, for der er jo meget på spil, når en dronning kaster sig ud i et rigtigt eventyr.

Dræb ikke en Sangfugl, af Harper Lee

 

"Dræb ikke en Sangfugl", af Harper Lee (org. titel To Kill a Mockingbird), udgivet 2015 (org. udg. 1960), forlaget Lindhardt & Ringhof, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra PlusBog)

Jean-Louise "Scout" Finch bor sammen med sin storebror Jem og deres far Atticus i den lille by Maycomb i Alabama. I nabohuset bor den mystiske Boo Radley, som hverken Scout eller Jem har set, men det siges, at han vandrer rundt på gaderne om natten, og at man skal vogte sig for at gå ind på Radleys grund. Børnenes livlige fantasi løber snart af med dem, når de forestiller sig, hvad han vil gøre ved dem, hvis de bliver fanget. Da Atticus påtager sig opgaven som forsvarer for Tom Robinson, en sort mand der er anklaget for at voldtage en ung hvid kvinde, vendes livet op og ned for den lille familie, da 1930ernes Alabama stadig er stærkt præget af fordomme og racehad.

"Først da vi stakåndede var nået i sikkerhed på vores egen veranda, vovede vi at se os tilbage. Det gamle hus derovre stod som altid, faldefærdigt og sygt, men mens vi stirrede over gaden, troede vi, at vi så en af skodderne bevæge sig svagt. Det var næsten ingenting, bare en lillebitte, så godt som usynlig bevægelse. Så lå huset igen stille hen."

"Dræb ikke en sangfugl" er udråbt som en af de helt store moderne amerikanske klassikere, og når man læser romanen, er det ikke svært at forstå hvorfor. Scout er 6 år gammel i begyndelsen af romanen og 8 år til slut, og set gennem hendes øjne bliver historien om Atticus Finch og en retssag, der synes tabt på forhånd, vedkommende og rørende. Med en lille piges klare opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, bliver uretfærdigheden understreget endnu mere. Harper Lee har skrevet en utrolig smuk roman, der set fra en lille piges synsvinkel er fyldt med naivitet, troskyldighed og så er den utrolig umiddelbar. Scout er en ægte "drengepige", og hun slås for, hvad hun tror på, men det er ikke altid lige let, når det nogle gange er de voksne, hun er oppe imod. Når hun f.eks. starter i skolen, og får at vide, at hun ikke må lære at læse hjemmefra, da hun så lærer det forkert. Uretfærdighed skildret ved hjælp af et barns iagttagelser er intet mindre end en genistreg fra Lees side. Man siger jo, at sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, og netop dette kan man sige, at Lees roman bærer præg af. Hun lader Scout beskrive livet i Maycomb, men med en umiddelbarhed og et øje for, hvad der er retfærdigt, som kun et barn ville være i stand til at tilføre historien.

Persongalleriet byder på et væld af karakterer, som alle er skrevet med øje for detaljen. Scout og Jems ven Dill, der bor hos en slægtning i byen er ligeså fantasifuld som de to andre børn, og han og Scout vil giftes, når de bliver gamle nok. Finchfamiliens husholderske Calpurnia er moderlig, varm, men streng, når det er nødvendigt, en person man ikke kan andet end holde af. Atticus forsøger at være indbegrebet af retfærdighed, og han gør alt, hvad han kan for sine børn og andre, der har brug for hjælp. Også de utiltalende personer er så fint skrevne, f.eks. de fattige Ewells, hvor børnene møder beskidte op på første skoledag, for derefter at forsvinde ud af skolen igen. Lee har med sit persongalleri formået at lave et studium i mennesket. Hvad fattigdom og fordomme kan gøre ved en person, hvordan nogle kan overvinde deres problemer, og hvordan andre bliver synonyme med de fordomme, der omgiver dem.

" 'Jeg vil helst have, at I skyder til måls efter gamle konservesdåser ude i baghaven, men jeg ved, at I før eller senere begynder at skyde fugle. Skyd alle de skovskader, I vil, hvis I kan ramme dem, men husk at det er en synd at dræbe en sangfugl'. Det var den eneste gang, jeg hørte Atticus sige, at noget var en synd, [...] 'de gør ikke andet en at juble af hjertens lyst med de stemmer, den gode Gud har givet dem. Derfor er det en synd at dræbe en sangfugl.' "

"Dræb ikke en sangfugl" er på én gang præget af en skøn barnlighed, fyldt med de uretfærdigheder, man som barn oplever, og fyldt med fantasi, leg og drømme om fremtiden. Og samtidig skildrer den også på det grusomste, hvordan fordomme og racehad dominerede i USA på dette tidspunkt. Fordomme er svære at slippe fri af, og når retfærdighed mødes med fordomme, er det sjældent at retfærdigheden vinder.

Harper Lees debutroman er en klassiker. Mesterligt fortalt gennem en lille piges oplevelser, skildrer den med største overbevisning og charmerende sprog et grimt kapitel i historien. Romanen er i vores tid (desværre) stadig dybt relevant. "Dræb ikke en sangfugl" er en bog, som man ikke må snyde sig selv for. Den er tankevækkende, og den sidder stadig i én lang tid efter, at man har lagt bogen fra sig.