Jordemoderen, af Katja Kettu

"Jordemoderen", af Katja Kettu, (org. titel "Kätilö"), udgivet 2015 (org. udg. 2011), Forlaget People's Press, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

Jordemoderen Vildøje møder på vejen til en fødsel den tyske SS-officer Johannes Angelhorst, et møde der kommer til at definere hendes liv. Året er 1944, og Anden Verdenskrig raser. Vildøje følger efter sin elskede Johannes til fangelejren Titovka, her skal han virke som officer, og hun hjælper til som sygeplejerske. Det er et grusomt sted, hvor mennesker og dyr nærmest bliver ét. Operation Kostald er det eneste sted, jordemoderen ikke må komme, stedet hvor alle kvinder, der kommer til lejren, ellers bliver anbragt. Finlands alliance med Tyskland vakler, og snart er Vildøje i fare, alt imens hendes elskede Johannes bliver mere og mere traumatiseret af krigens grusomheder.

"Jeg stod dækket fra top til tå i blod og slimhinder, og navlestregen, som jeg lige havde bidt over, hang og dinglede fra min mundvig. Jeg spyttede den ud på gulvet og bad: Se ikke på mig. Kære Gud, lad ham ikke se mig. Se ikke på mig nu. Inden jeg nåede at flygte, hvilede dine øjne allerede på mig, dine pupiller stillede skarpt, og du rynkede øjenbrynene, som en naturforsker, når han møder en uidentificeret slimdyrart. Helt kort, hurtigere end man kan blinke med øjnene, kunne jeg mærke noget forandre sig, og i et kort øjeblik var det hannens blik, hanrensdyret, der havde fået færten af et hunrensdyr."

"Jordemoderen" er ikke en bog for sarte sjæle. Den er barsk, grafisk i sit sprog og til tider direkte ulækker: Den er rå! Den maler et grusomt portræt af menneskers liv under krigen og i fangelejre. Fødsler, aborter, mord og voldtægt beskrives detaljeret og uden nogen form for medfølelse. Katja Kettu har skrevet en roman, der efterlader læseren med en knude i maven og en klump i halsen.

Denne bog er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg synes om den. Kettu har begået en utrolig velskrevet roman. Handlingen bevæger sig frem og tilbage i tid, og den er fortalt gennem en række dagbogsbreve og hemmelige kodede beskeder fra spioner i og omkring en hemmelig hytte ved Død Mands Fjord. Fortid, fremtid og nutid spiller sammen på en utrolig fin måde fra start til slut. Man bliver vævet længere og længere ind i historien, hvor personer dukker op i fortællinger på kryds og tværs af både tid og sted. Og netop derfor er det en virkelig velskrevet roman. På den anden side følte jeg mig af og til nærmest frastødt af både protagonisten Vildøje såvel som samtlige andre karakterer i romanen, og endda af romanen selv. Den er så nøgen i sit udtryk: Når en hund æder sine hvalpe, eller en abort beskrives ned i mindste detalje, eller tænder slås ud. Jeg endte på en lige over middel karakter. Denne bog er ærlig i sit udtryk, og yderst velformuleret, men samtidig kunne jeg ikke sætte den højere, når jeg til tider følte mig så dårligt tilpas, imens jeg læste den. Dette er dog netop Kettus styrke, hun har formået at skrive en roman, der virkelig får lidelsen tæt på læseren. Og det tager jeg hatten af for!

"Når alle mændene var gået, sad hun i mørket på kanten af sin seng og sang. Den multebærduftende kvinde var den eneste, der udviste selv den mindste smule venlighed over for mig. Alle de andre forholdt sig til mig med åben fjendtlighed, jeg var jo den frygtede og skrækindjagende Fräulein Schwester,"

Vildøjes kærlighed til Johannes er omdrejningspunktet i denne roman, og hendes kærlighed er voldsom, den afspejler ligesom alt andet i romanen en voldsomhed i alt kropsligt, hun hungrer efter ham og kan ikke undvære ham. Der er noget dyrisk over den tiltrækning, hun oplever, og netop det dyriske synes at spille en stor rolle i romanen. Krigen har resulteret i en degeneration af mennesket, det er dræb eller bliv dræbt! Johannes er stærkt præget af krigen, hans erindring af krigshandlingerne er tågede og nærmest ikkeeksisterende. Han forsøger at holde sig udenfor, og han fokuserer på at fotografere krigen i stedet for at medvirke i den. Mens Vildøjes seksualitet er voldsom, er Johannes' billeder et udtryk for præcis det samme,  når han ikke kun fotograferer krigen men også nøgne kvinder, der medvirker i den. Katja Kettu fremstiller i romanen krigens gru, men det samme gør romanens karakterer.

Katja Kettus "Jordemoderen" er en barsk omgang, velskrevet og flot. Den er ikke for sarte sjæle, men den er også læsningen værd. En fascinerende historie om krig og kærlighed, der virkelig sætter gang i tankerne hos læseren. For hvor går grænsen, og kan en så voldsom kærlighed ende lykkeligt?

Sommerbiblioteket

Sommerbiblioteket er et nyt tiltag i Kolding. Det er et dejligt samarbejde mellem Kolding Bibliotek og Nicolai. For de der ikke kender Nicolai, danner det rammen for et kulturelt centrum i Kolding, hvor man kan finde Kolding Stadsarkiv, Nicolai for Børn, House of Design og Nicolai Biograf. Nicolai har hjemme i en tidligere skole, og det er i den gamle skolegård, at Sommerbiblioteket nu har hjemme.

Sommerbiblioteket er et sted, hvor man ikke bare kan slå sig ned med en god bog, projektet indbyder også til at bytte bøger. De flotte træreoler i gården er fyldt med bøger, der er afleveret af koldingenserne. Her kan man finde en ny bog og aflevere en gammel, og så kan man nyde sommeren på en bænk med den nyfundne bog i skødet. Der er biografier, børnebøger, romaner, engelske bøger, tyske bøger og fagbøger - alt hvad hjertet kan begære. Hver dag bliver der endda stillet en helt ny bog på hylden, disse bøger er sponsoreret af forskellige forlag. Det er helt gratis at tage en bog fra reolerne, men Sommerbiblioteket opfordrer selvfølgelig til, at man afleverer en bog, når man selv finder en. Sommerbiblioteket giver mulighed for nye læseoplevelser, og gør det muligt at dele ens yndlingsbøger med andre.

Læsning har altid præget mine sommerferier, det er skønt at sidde i sommervarmen med en god bog og nyde varmen. Og Sommerbiblioteket inviterer netop bøgerne udenfor, for reolerne står ude i al slags vejr, og de er designet på så fin en måde, at bøgerne er beskyttet mod vejr og vind. Bøgerne og læsningen er sat i fokus, og hvad kunne være mere skønt end at finde en spændende bog og læse den i sommersolen?

Jeg har selv allerede byttet to bøger i Sommerbiblioteket. Den første bog, jeg faldt over var Virginia Woolfs roman "Orlando" i en gammel og lidt slidt men skøn udgave, og den anden "Father Brown" af G. K. Chesterton, der er en samling af kriminalhistorier med Father Brown som detektiv.

Jeg glæder mig til at gå på opdagelse i Sommerbiblioteket hele sommeren, og nyde den herlige stemning, der er at finde i den gamle skolegård.

Bleeding Love på Fredericia Teater

 

Instrueret af: Noah Himmelstein. Skrevet af: Jason Schafer, Arthur Bacon og Harris Doran. Medvirkende: Thomas Jensen, Lena Bakken Høyem, Lars Mølsted, Katrine Nørgaard, Kim Leprévost og Maria Skuladottir.  5/5 stjerner

 

 

I en postapokalyptisk verden, hvor snefnug konstant falder ned fra en mørk og ildevarslende himmel, bor Bronwyn sammen med sin grandtante, Madame Floy. Bronwyn er en ung pige, der spiller cello mest af alt, fordi hendes grandtante var et vidunderbarn, der mestrede musikken. Bronwyn har været spærret inde i 13 år, men kigger konstant ud af vinduet, hvor hun drømmer om en verden udenfor. Og snart længes hun efter kærligheden. Florian bor med sin far, viceværten, i samme bygning, han har mistet sin mor, og hans far er besat af at rengøre sit gevær, imens han bevogter bygningen for lømler, bøller og forhutlede vrag. Fra sin plads ved vinduet ser Bronwyn to af de personer, som viceværten for alt i verden forsøger at holde ude af bygningen; Den vilde narkoman Lolli og hendes undertrykte kæreste Hundni. Bronwyns møde med Hundni bliver dog starten på noget nyt, og sammen søger de efter en enkelt ægte og helt rød rose. Bleeding Love fortæller en historie om kærlighed på godt og ondt, om hvordan kærlighed kan spire selv på de koldeste steder. Spørgsmålet er, om lyset, varmen og kærligheden kan trænge ind i de kolde hjerter, og om sommeren kan vende tilbage til det sneklædte landskab.

 

Bleeding Love er en smuk og mørk musical, der beskæftiger sig med mennesker, der lever i en verden langt fra vores, en verden hvor blomster og planter ikke længere eksisterer, en ildevarslende fremtidsvision. Den røde rose bliver symbolet på en jagt efter kærlighed og et bedre liv. Det samme bliver musikken, når Bronwyn spiller cello for både blomster og Hundni.

Tre kvinder og tre mænd på scenen. Først de tre kvinder: Lena Bakken Høyem gør det så fint som Bronwyn, når hun med sin klokkeklare stemme udtrykker drømme om verdenen på den anden side af døren og hendes søgen efter kærlighed. Maria Skuladottir er som altid skøn; en fuldstændig vanvittig og utrolig morsom præstation som den stærkt medicinerede Madame Floy, der med sin konstante flakken ind og ud af bevidsthed fortæller både vidt og bredt, bl.a. om sin elsker Sergei. Og så smider hun om sig med franske gloser, jeg morede mig specielt over "Je suis fromage". Den sidste kvinde på scenen er Katrine Nørgaard, der spiller Lolli. Lolli er et narkovrag en vild kvinde, der ikke overlader meget til fantasien. Nørgaard gør det fantastisk med en rå og cool vokal.

Og så de tre mænd: Thomas Jensen blæste mig fuldstændig bagover som Hundni. Hold da op en præstation, en sublim blanding af rockmusiker og musicalsanger. Han synger om netop det, som titlen på musicalen lægger op til: Bleeding Love. Og han gør det til absolut perfektion! Når han står med bukserne om anklerne og synger hjertet ud: Thomas Jensen synger næsten bogstavelig talt røven ud af bukserne! Kim Leprévost giver en noget mere anonym præstation som viceværten, en mand der har hele sit fokus på sine våben efter tabet af sin hustru. Og så endelig Lars Mølsted, som man aldrig kan andet end rose til skyerne, selvom denne rolle ikke er en af hans største, er hans portræt af den autistiske Florian helt perfekt, hans mimik, kropsprog og sang er som altid lige i skabet.

 

Bleeding Love er en af de bedste musicals, jeg har set på Fredericia Teater, selvom det efterhånden er svært at vælge en favorit mellem det væld af fantastiske forestillinger, teatret efterhånden har præsteret. Denne forestilling er fyldt med fantastisk velsungne melodier og smukke harmonier, og så er scenen og kostumerne bare utrolig smukke! Den er sjov, mørk og hjerteskærende.

 

Bleeding Love kan ses på Fredericia Teater frem til lørdag d. 23. maj - Se den!

 

Penguins Little Black Classics

Sidst jeg var i London, kom der en del bøger med mig hjem, de var dog ikke særlig store, og de kostede heller ikke særlig meget.

Penguin har i forbindelse med deres 80 års jubilæum udgivet 80 små sorte bøger, der alle koster 80 pence stykket. De små fine bøger byder på et væld af historier fra nogle af verdens bedste og mest kendte forfattere. Nogle historier er velkendte som f.eks. "The Tell-Tale Heart" af Edgar Allan Poe eller "The Tinder Box" (Den lille pige med svovlstikkerne), af H. C. Andersen. Andre af bøgernes tekster er mere ukendte, mens forfatteren dog har en stor plads i litteraturhistorien. Her kan f.eks. nævnes "The Beautifull Cassandra", af Jane Austen eller "The Night is darkening round me", af Emily Brontë. Selvom mange af teksterne er skrevet i det 19. århundrede, er der tekster repræsenteret helt tilbage til det antikke Grækenland. 

 

Da jeg stod foran hylderne fyldt til randen med de mange sorte og hvide bøger, vidste jeg knap nok, hvilke jeg skulle vælge. Bunken i min favn voksede mere og mere, og til sidst stod jeg med 23 små fine bøger. Vi var flere, der stod og udvalgte de titler, vi allerhelst ville have med hjem, og der opstod et helt lille fællesskab mellem fremmede læsere foran reolerne, hvor vi grinte lidt af hinanden for at købe så mange bøger på én gang. Jeg ville rigtig gerne have alle 80 stående på mine hylder, men jeg havde ikke plads i tasken, og faktisk havde Waterstones heller ikke alle bøgerne hjemme, nogle blev åbenbart revet væk, så snart de var i butikken. Jeg fik dog nogle af de bøger, jeg ønskede mig mest: Poe, Austen, Brontë, Keats og Hardy.

 

Penguin har valgt en forrygende måde at fejre 80-års jubilæet på, en lille kompakt klassikerserie med små skønne tekster til kun 8 kroner stykket. Indpakningen med det klassiske Penguin-look i sort er prikken over i'et. Jeg håber, at jeg får fat i de resterende 57 små sorte bøger, så serien af de fine bøger kan blive komplet.

Har I købt nogle af Penguins Little Black Classics? Og hvilke har I valgt? 

Tæskeholdet banker på, af Jennifer Egan

"Tæskeholdet banker på", af Jennifer Egan (org. titel. A Visit from the Goon Squad), udgivet 2013 (org. udg. 2010), Forlaget Klim, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Klim)

Bennie Salazar har været med under punkrockens storhedstid i Californien, han bliver stjerneproducer, men alderen tynger. Han spiser guldflager, der skal holde potensen oppe, mens hans greb i musikverdenen synes at løsne sig. Sasha arbejder for Salazar, hun er kleptoman og ved ikke, hvorfor hun stjæler. Selvom Bennie og Sasha ikke kender hinandens fortid, og heller ikke kommer til at kende hinandens fremtid, så er det netop, hvad læseren kommer til i et smukt net af historier, der fletter sig ind og ud af hinanden. Personer svæver fra kapitel til kapitel, fra historie til historie, og finder vej til hinandens livsbaner. Dette er en fortælling om livet med den musikalske verden som sin scene.

Jennifer Egan modtog i 2011 Pulitzerprisen for "Tæskeholdet banker på", og det er ikke svært at se hvorfor. Bogen er smukt skrevet, og den lader læseren rejse frit og ubesværet i både tid og rum, når man på skift følger persongalleriets skæbner. Venner, kærester, børn og kolleger forbindes på kryds og tværs, og bekendtskaber formes på tværs af vennegrupper, forhold og arbejdspladser. Romanen er en samling af historier, der nærmest fungerer som små selvstændige noveller.

 

"Hun vendte sig mod ham, nu alvorlig. "Det kommer ikke til at ske, Bennie," sagde hun. "Vi har brug for hinanden." De så på hinanden i det svage lys. De fine knogler i Sashas ansigt var let fregnede - det var en piges ansigt, men hun var holdt op med at være en pige, mens han kiggede væk. Sasha lænede sig frem og kyssede Bennie på kinden: et ærbart kys, et kys mellem bror og søster, mor og søn, men Bennie mærkede hendes bløde hud, hendes åndes varme bevægelse. Så var hun ude af bilen."

 

Læseren tages med på en rejse, der byder på spænding, humor og sørgelige skæbner. Hver eneste karakter portrætteres med en dybde, der virkelig drager læseren længere og længere ind i historien. Der er personer, man hader, elsker og føler med. Romanen byder på et stort persongalleri, hvor man blandt andet kan møde: Lou musikproducent og kvindebedårer, Jocelyn en ung pige, der forelsker sig hovedkulds i den ældre Lou. Skuespillerinden Kitty, der blandes ind i et farligt spil med en magtsyg diktator, fordi Dolly, en dygtig pressekonsulent skal bruge et kønt og kendt ansigt. Sashas ven Bobby, der i en rus af stoffer må finde frem til, hvad han virkelig ønsker med sit liv. Og pigen Alison, der skriver sin dagbog i diagrammer i Excel. Det som alle karaktererne i virkeligheden kæmper med er livet, og hvordan man skal leve det.

 

"Du er trådt ind i en tilstand af prikkende, maveagtig lykke, der føles, som du som barn håbede det ville føles at være voksen: en tåge af manglende orientering, befrielse fra den monotone summen af måltider og lektier og kirke [...]"

 

Jennifer Egan har på fineste vis formået at skrive en roman, der behandler hele livet, fra barndommen og ungdommen til alderdommen, de vilde år og konsekvenserne deraf, ambitioner og hvad der sker, når der både er højt at flyve men bestemt også dybt at falde. Punkrocken, showbusiness, safari, diktatorer, stoffer, ungdomsoprør og en drøm om at leve af musikken er alt sammen noget, der optræder i "Tæskeholdet banker på". Egan er vidt omkring, men det der binder romanen sammen, er den nærhed, som der samtidig er, når man læser om personerne. Ingen bliver tabt på gulvet, hele persongalleriet får lov til at udfolde sig for læseren.

 

"Tæskeholdet banker på" er en gennemført og flot roman, den byder på et persongalleri, der ikke bare er stort, men som er vedkommende. Jennifer Egan har skrevet et lille mesterværk af en roman, hvor man på sidste side kun ønsker, at man kunne læse videre om de mange personer, at man kunne få lidt mere at vide end de brudstykker af livet, som man har læst. Bekendtskaber kommer og går, og vi væver os alle ind og ud af andres liv på kryds og tværs. Jennifer Egan formår at fange præcis dette; hvordan vi alle er forbundne gennem vores fortid, nutid og fremtid.

The Children Act, af Ian McEwan

 

"The Children Act", af Ian McEwan, udgivet i 2014, forlaget Jonathan Cape, 4/5 stjerner

Fiona Maye er højesteretsdommer i London, hvor hun dømmer i familiesager. Hendes liv er i balance, hun elsker sin mand, og hun arbejder hårdt, men da hendes mand, Jack, pludselig foreslår et åbent forhold, fordi han ikke længere er tilfreds med deres sexliv, ramler Fionas verden. Hun fortsætter dog ufortrødent, og snart drejer hendes liv sig om en stort profileret sag vedrørende Adam, en næsten 18 årig dreng med leukæmi. Han nægter sammen med sine forældre at få en blodtransfusion, der er nødvendig for at redde hans liv, han er Jehovas Vidne, og Fiona står overfor valget om drengens liv skal reddes eller ej.

 

"At her elbow was a slim pile of creamy white paper beside which she laid down her pen. It was only then, at the sight of these clean sheets, that the last traces, the stain, of her own situation vanished completely. She no longer had a private life, she was ready to be absorbed."

"The Children Act" er en af de romaner, som jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig, kun afbrudt af en frokost læste jeg bogen på en eftermiddag. Jeg var fuldstændig opslugt af Fiona Mayes liv, og hvordan hendes valg har så stor indflydelse på andres liv. Ian McEwan har skrevet min yndlingsroman "Atonement", og selvom "The Children Act" ikke var den samme fantastisk oplevelse, så er det en utrolig velskrevet bog. Sproget flyder virkelig godt, og man kan ikke andet end at blive draget med af McEwans ord, og karakterens liv og hverdag.

Fiona Maye er en sej (næsten) ældre kvinde, der har levet sit liv med arbejdet som dommer i centrum. Hun har aldrig fået børn, men i stedet nydt sit liv samme med sin mand Jack. Det er hans svigt, der for alvor sender hende ud af kurs, og dette der ændrer hendes syn på livet. Adam, den unge syge mand, bliver en prøvelse for hende, for hvad er vigtigst? At drengen næsten er 18 år gammel, og han derfor et par måneder senere ville være i stand til selv at tage en beslutning om sit liv, og at hans tro derfor skal respekteres, som en voksens valg eller at  hans liv må og skal reddes, selv det er imod hans vilje. 

 

"That the world should be filled with such detail, such tiny points of human frailty, threatened to crush her and she had to look away."

 

 

"The Children Act" handler om livet og/eller døden, og de valg man træffer i sit liv eller i sin død. Den handler om måden, hvorpå vi går gennem livet, og hvordan vi behandler (og dømmer) andre mennesker, og dets konsekvenser. Fiona Maye skal dømme over andres liv, men dømmer hun rigtigt, har hun dømt rigtigt i sit eget liv, og har hendes beslutninger den effekt, som hun ønsker? Alle valg har konsekvenser! Ian McEwan har gjort det igen med denne roman, han har skabt en medrivende historie med smukt definerede karakterer, som man ikke kan lægge fra sig, ikke engang når man lukker bogen i.

London, teater, kunst og James McAvoy

Torsdag d. 5. marts gik turen endnu engang til dejlige London, jeg havde siden slutningen af oktober glædet mig rigtig meget til at komme til London for at se James McAvoy i 'The Ruling Class' i Trafalgar Studios.

Da jeg ankom til byen, tog jeg en tur hen til Old Spitalfields antikmarked, det finder sted hver torsdag, og der er en masse stande fyldt med alt, hvad hjertet kan begære af antikviteter og alle mulige ældre og retro ting. Det er virkelig hyggeligt at gå rundt og kigge på de mange smukke ting, jeg fandt bl.a. to fine bøger, som jeg vil vise frem i et senere indlæg. Markedet har ting i alle prisklasser, og der er alt fra møbler til smykker. Så hvis man er til lidt ældre ting og sager, så kig endelig forbi, der er også masser af flinke sælgere!

 

Jeg havde hjemmefra planlagt at tage ind på National Gallery, der ligger ved Trafalgar Square, jeg nød først den dejlige middagssol på Trafalgar Square, der var fyldt med mennesker, men vejret var herligt. National Gallery er et fantastisk fint museum, der er fri adgang, og det er proppet med de smukkeste malerier. Jeg stod bl.a. længe og beundrede nogle af Monets vidunderlige åkandemalerier, og Van Goghs solsikker.

Jeg besøgte selvfølgelig også Waterstones på Picadilly, hvor jeg fandt en del bøger, som jeg glæder mig til at vise frem. Jeg bliver gang på gang overrasket, når jeg træder ind i den store forretning, der er så mange bøger og sådan et stort udvalg, som man herhjemme i Danmark desværre kun kan drømme om.

Efter turen i boghandlen nød jeg min aftensmad i midten af British Museum. Her er der oprettet en café i det store rum, der fungerer som udgangspunktet til de forskellige fløje på museet, her kan man spise og hvile benene, mens man kan se på fine skulpturer og den smukke arkitektur.

 

Herefter gik turen endelig til teatret, og jeg må sige, at mine fødder var glade for at kunne sidde ned i teatersalen. 'The Ruling Class' handler om den sindssyge Jack, der arver sin fars titel og gods. Det eneste problem er bare, at Jack gerne vil kaldes J.C., fordi han tror, at han er Gud, for som han siger; 'Når jeg beder til Gud, opdagede jeg, at jeg snakker med mig selv'.
James McAvoy var fuldstændig fantastisk som Jack, der synger og danser sig gennem stykket, han cykler endda på ethjulet cykel i intet andet end underbukser! Hele ensemblet gjorde det virkelig godt, og publikum var velunderholdt. Man var totalt tryllebundet af den pragtpræstation, som McAvoy står for, han er da også blevet nomineret til en Olivier Award, den største teaterpris i England, for rollen, og det er bestemt velfortjent, og jeg krydser fingre for, at han vinder!

Da teaterstykket var slut, gik jeg sammen med mange andre om til scenedøren, hvor McAvoy skrev autografer og tog billeder sammen med alle. Jeg er virkelig imponeret over, at han tager sig så god tid til sine fans. Alle gik hjem med en dejlig oplevelse, fordi han virkelig tog sig tid til samtlige mennesker, der havde taget opstilling. Efter mødet med søde James McAvoy, gik turen atter mod lufthavnen og Danmark, jeg var totalt smadret, da jeg sad i lufthavnen, men det var en virkelig fantastisk dag, og jeg glæder mig til, at jeg skal afsted til skønne London igen.