tirsdag den 16. juli 2013

Dracula, af Bram Stoker

"Dracula", af Bram Stoker, udgivet i 1993 (org. udg. 1897), forlaget Wordsworth Classics, 4/5 stjerner

”Dracula” en af de største gyserklassikere nogensinde. Alle kender den farlige vampyr Dracula fra film og tv, men det er nok langt færre, der har læst romanen.

Jonathan Harker drager afsted til Transylvanien for at besøge Count Dracula, greven planlægger at flytte til England og Harker skal fremlægge papirer for den gamle greve. Det er dog ikke nogen almindelig greve, der møder ham, og den unge mand bliver hurtigt fanget i et farligt spil.

Historien om Dracula er fortalt gennem dagbogsblade, breve og avisartikler, der skrives af forskellige af hovedpersonerne: Jonathan Harker, hans forlovede Mina, Dr. John Seward og Lucy; Minas veninde. Hver person skriver på sin måde, og hver person har en forskellig vinkel på mysteriet, der udfolder sig i løbet af romanen. Det er ikke alle narrativerne, der er lige spændende, den naive Lucy er den nok mest langsommelige. Der er tre dele af romanen, første del er Harkers besøg hos Count Dracula, anden del foregår med Mina og Lucy i centrum i Whitby og tredje og sidste del fortæller om jagten på den farlige og djævelske Dracula.

"How blessed are some people, whose lives have no fears, no dreads; to whom sleep is a blessing that comes nightly, and brings nothing but sweet dreams"

Jeg blev bidt af denne roman, og jeg lod mig suge ind i det mørke univers, jeg kendte til dele af historien, men meget af plottet kendte jeg intet til. For mig var den sidste del af romanen den mest spændende, den vekslen, der er mellem de forskellige personers synvinkler, giver et afvekslende tempo og sprog, der tiltaler mig meget. Stoker er dygtig, hans personer er velbeskrevet og sprogligt skiller de sig stærkt ud fra hinanden, der tales med dialekter, og den hollandske Van Helsings charmerende sprog danner et fantastisk billede af figuren. Historien udfolder sig lidt efter lidt, og man danner sig efterhånden et mere og mere detaljeret billede af, hvad der foregår.

"[...] on the lips were gouts of fresh blood, which trickled from the corners of the mouth and ran over the chin and neck. Even the deep, burning eyes seemed set amongst the swollen flesh, for the lids and pouches underneath were bloated. It seemed as if the whole awful creature were simply gorged with blood; he lay like a filthy leech, exhausted with his repletion."

"Dracula" fortæller ikke kun om kampen for at forvise en djævel fra jorden, men også for at give sjælene, som han har i sin magt, fred; noget der afspejler den stærke tilstedeværelse af kristendommen, som værende det afgørende våben mod den uhellige vampyr. Stokers karakterer er stærke, de har hver især kvaliteter, der giver dem en mulighed for at bekæmpe den snedige og geniale vampyr, og det er kun i fællesskab, at de har en chance for at slå ham, de kæmper for et fælles mål, og det er først på allersidste side, at man finder ud af om de lykkes med deres forehavende eller ej.

En medrivende roman med velskrevne karakterer og et grusomt spændende plot. En klassiker der i dag står som  værende forfaderen til alle vampyrhistorier. Mere eller mindre skræmmende vampyrer, der i de sidste år er dukket op af, hvad man kun kan kalde vampyrens renæssance, har ikke en chance; ingen kommer i nærheden af Stokers Dracula.

6 kommentarer :

  1. Sikken god anmeldelse, og jeg grinte en smule over dit ordvalg, som er virkelig rammende. "Jeg blev bidt af denne roman, og jeg lod mig suge ind i det mørke univers" det var virkelig velvalgte ord om en af tiden største, hvis da ikke den allerstørste, vampyrhistorie.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! :) Og ja, det er virkelig en af de allerstørste vampyrhistorier!

      Slet
    2. Uden tvivl! Har du stiftet bekendskab "The Vampyre: A Tale" af John William Polidori. Den er vidst spået til at være Draculas forgænger og en af de allerførste vampyrhistorier i litteraturen.

      Slet
    3. Jeg har kun hørt om den, men aldrig læst den, men efter at have læst Dracula, kunne det da godt være man skulle læse den også! Har du selv læst den?

      Slet
  2. Hvor er det en god anmeldelse. Jeg må også have købt Dracula, den har været på min to-read liste i evigheder!

    SvarSlet
    Svar
    1. Læs den endelig, den er rimelig hurtigt læst pga. det hurtige tempo, man har virkelig lyst til at blive ved med at læse videre.

      Slet