fredag den 19. juli 2013

Fiktioner, af Jorge Luis Borges


"Fiktioner", af Jorge Luis Borges, udgivet i 1999, forlaget Samlerens Bogklub, 5/5 stjerner

En samling af noveller hvor grænsen mellem fakta og fiktion er svær at finde. I "Tlön, Uqbar, Orbis Tertius" fortælles historien om en opfundet planet, en verden som synes at være et udtænkt af en form for hemmelig organisation, en gruppe af kloge hoveder fra alle former for baggrunde - værende sproglig eller naturvidenskabelig - baggrunde der lægger grunden for dette anderledes verdensbillede. På den nordlige halvkugle udtrykker man sig i adjektiver, mens man på den sydlige udelukkende benytter sig af verber. "Biblioteket i Babel" fortæller historien om et bibliotek, hvor alt er nedskrevet, og når Borges skriver alt, mener han alt, biblioteket er beskrevet som en nærmest uendelig verden med etage efter etage, rum efter rum, alle beskrevet som værende sekskantede.
"Universet (som andre kalder Biblioteket) består af et ubestemt og måske uendeligt antal sekskantede gallerier"
Borges er ikke let at gå til, hans tekster er indviklede og labyrintiske, de efterlader én med en følelse af at man kun lige har berørt overfladen, men det er netop det, der er charmen. Jeg fik lyst til at dykke ned i novellerne igen og igen for at finde nye spor og finde meningen med hver lille historie.
Labyrinten er et tilbagevendende tema, det er ikke bare karakterne, der søger efter eller bevæger sig rundt i en labyrintisk verden, men læseren bevæger sig også i en labyrint formet af Borges' formuleringer og underlige historier, historier hvor man indimellem nærmest ikke ved, hvad der er op eller ned.

"Fordobling af mistede objekter er ikke sjældne i de ældste egne af Tlön. To personer søger efter en blyant; den første finder den og siger ikke noget; den anden finder en anden blyant, som ikke er mindre reel, men afpasset efter hans forventninger. Disse sekundære objekter kaldes hrönir og er lidt mere langstrakte, men ganske uden ynde."

Jeg lod mig forsvinde væk i Borges' mærkværdige verden, en verden hvor man ikke ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. En vidunderlig opdagelsesrejse i uendelige biblioteker, mærkelige labyrinter og med underlige mystiske karakterer som guide. Jeg bliver nødt til at fordybe mig i Borges' univers igen. "Fiktioner" var en oplevelse af en anden verden, en bog der forvirrede mig, men som også tryllebandt mig. Intet mindre end fantastisk litteratur.


Ingen kommentarer :

Send en kommentar