6/6 stjerner til Robbies fantastiske energi, sceneshow og store hits!
I går tog jeg sammen med min mor til København for at se Robbie Williams i Parken, den første koncert af to han giver på sin "Take the Crown" turné. Vi havde rigtig fine pladser på den nedre C tribune med et rigtig godt udsyn over scenen.Scenen var virkelig flot bygget op; en stor tredimensionel model af Robbies hoved dannede baggrunden for scenen, der havde en gang ud igennem publikum i hver side.
Lidt over kl. 20.00 gik Olly Murs, der er med som opvarmning på turnéen, på scenen. han fyrede den virkelig af - hold da op en kondition den mand har! Han sang vildt godt og fik efterhånden godt gang i publikum, også selvom han ikke havde fulgt Robbies råd; gå derud nøgen, hvis du vil gøre noget for publikum.
Klokken ca. 21.30 gik Robbie på scenen, og taget løftede sig. Parken var ellevilde, da han sang "Let me entertain you" og stemningen var helt forrygende. Flere modeller af Robbies ansigt, ligesom på albummet "Take the Crown" kørte ud over scenen i løbet af de forskellige sange, det første hoved lukkede balloner ud, der steg til vejrs over Parken ud gennem åbningen til den smukke blå himmel, mens et andet hoved senere på aftenen spyede ild.
Baggrunden for scenen gav et fantastisk "lys/billed" show med helt vilde designs, der fungerede som en smuk og varieret baggrund til de mange sange. Robbie fik sunget sine største hits og de sange, som vi alle kan synge med på; "Let me Entertain you", "She's the one", "Sin sin sin" og den nye single "Candy". Men intet overgik dog "Angels" sunget sammen med ca. 40.000 publikummer; en helt fantastisk oplevelse, som nærmest gav gåsehud! Efter sangen sluttede, og orkesteret havde forladt scenen, satte Robbie sig ned og fik publikum til at synge videre, mens han selv sang et stikord hist og pist, inden han forsvandt fra scenen, og lyset over Parken blev tændt. En aften i selskab med en af de største entertainere var slut, og vi bevægede os mod udgangen med en helt fantastisk oplevelse i bagagen.
Min mor og jeg gik mod Kongens Nytorv for at komme ud til vores bil derfra, da vi kom frem til D'Angleterre, stod der et par stykker og ventede sammen med en fotograf, og mens vi stod og ventede på en taxa, begyndte dele af Robbies følge at ankomme i sorte biler med tonede ruder, en vagt fortalte dem der stod i nærheden, at vi nok skulle rykke lidt væk fra indgangen, og vi besluttede os for lige at vente og se, hvad der skete, og efter et kvarters tid ankom Robbie til sit hotel, han vinkede til os og gik videre ind, alligevel lidt sjovt at se ham så tæt på! Og det var da kronen på værket efter en dejlig aften.
Det var en fantastisk koncert!
SvarSletJa helt sikkert!
Slet