torsdag den 22. april 2021

Hvis vi ikke taler om det, af Leonora Christina Skov


Hvis vi ikke taler om det, af Leonora Christina Skov, udgivet 2021 af Politikens Forlag, 6/6 stjerner (Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)


I januar 2018 udkommer Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman Den der lever stille, og med ét sker der noget, for første gang står hun bag en vaskeægte bestseller. Leonora beslutter sig for at skrive en efterfølger Hvis vi ikke taler om det, en bog, der skal handle om at blive forfatter, om rejsen hen til udgivelsen af Den der lever stille og en fortælling om noget af det, der dengang forblev usagt.

Hvis vi ikke taler om det er historien om en forfatters tilblivelse eller i hvert fald en forfatters vej til succes, for Leonora Christina Skov er født som forfatter, det er hendes skæbne - hendes kald. En undersøgelse for nogle år siden viste, at en tredjedel af danskerne drømmer om at skrive og udgive en bog, men måske får mange et andet syn på forfatterdrømmen, når de læser Leonora Christina Skovs roman. Det er tydeligt, at forfatterdrømmen hverken har været eller på trods af den kæmpestore succes er blevet en dans på roser. Det er i stedet en kamp - Fra den første udgivelse, hvor pengene er helt utroligt små og en MeToo-oplevelse kaster skygger over drømmen til senere at skrive en bog, hvor man frygter for at blive skyld i sin fars potentielle selvmord (der heldigvis aldrig sker) og endelig at stå med en stor succes og gennemføre en foredragsturné, mens ens krop begynder at svigte.

Romanen har flere spor. Der er et gennemgående nutidsspor, hvor Leonora er på turné med sin bestseller, hvor der arbejdes på at skabe en filmudgave af Den der lever stille, og hvor Leonora kaster sig ud i spændende nye samarbejder, der bl.a. resulterer i en musikudgivelse. Vi følger naturligvis også tilblivelsen af denne roman. Samtidig får vi historier fra barndommen i Helsinge, hvor man atter chokeres over forældrenes svigt, og denne gang kommer vi også endnu tættere på den unge Christina Skov (før hun blev Leonora), der oplever mobning både på egen krop og fra sidelinjen. Da Den der lever stille udkom, vakte den genklang hos mange læsere, noget Leonora Christina Skov selv fortæller, at hun blev dybt overrasket over. Denne gang tror jeg, at der atter vil være mange, der kan genkende sig selv i hendes fortælling om bl.a. mobning, enten fordi de selv har oplevet mobning eller har set til, mens andre blev mobbet. Mange kvinder vil nok også (desværre) nikke genkendende til oplevelser, hvor mænd går over grænsen og, hvor kvinder forventes at være på en bestemt måde. Her er det desuden bare skønt at læse om Leonora Christina Skovs oplevelser i det feministiske miljø i København.

Jeg læste romanen på én dag, og jeg kunne virkelig ikke lægge den fra mig. Leonora Christina Skov skriver formidabelt. Hendes evne til at koble historierne fra barndommen, ungdommen og nutiden sammen til endnu en utroligt rørende og ærlig roman er imponerende. Det er et hudløst ærligt portræt af både Leonora selv og af bl.a. forlagsbranchen.

Hvis vi ikke taler om det er endnu et pletskud fra Leonora Christina Skov. Undervejs i læsningen, sad jeg både og kluklo, fik lyst til at ryste arrigt på hovedet og blev dybt rørt. Det her er en roman om at finde sin plads her i verden, at møde mennesker på sin vej, som endelig ser én og at udnytte sit potentiale på trods af modgang.

søndag den 21. marts 2021

World Poetry Day 2021



I dag er det World Poetry Day, en dag hvor lyrikken fejres over hele verden. Jeg er ikke selv nogen haj til digte, og jeg må indrømme, at det er meget sjældent, at jeg læser lyrik. Jeg har dog digtsamlinger stående i bogreolen - både nogle, der er læst, og nogle, der stadig venter.

Det var især på Litteraturvidenskab, at jeg endelig stiftede bekendtskab med lyrik, som virkelig sagde mig noget, og som fascinerede mig. Sommerfugledalen af Inger Christensen står stadig lysende i min erindring som en åbenbaring af, hvad lyrik kan. Den er noget helt specielt, og jeg elsker min smukke lærredsindbundne udgave, som Gyldendal udgav for et par år siden. På studiet var jeg også fascineret af Charles Baudelaires Les Fleurs du mal og digterne fra den engelske romantik såsom Wordsworth, Coleridge, Byron og Keats. Jeg har naturligvis også læst Shakespeares sonetter, som er utroligt smukke - jeg er jo lidt af en Shakespearenørd, så de er jo ikke til at komme udenom...

I dag har jeg placeret mig i sofaen med den fine samling af udvalgte digte af Tove Ditlevsens Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø. Jeg må jo desværre indrømme, at jeg faktisk aldrig rigtig har fået begyndt på Ditlevsens forfatterskab, selvom jeg har en del af hendes bøger stående i reolen. Så hvorfor ikke starte med nogle digte, nu dagen inviterer til lyriklæsning?!

Fejrer du World Book Day?


mandag den 8. marts 2021

Rodham, af Curtis Sittenfeld


Rodham, af Curtis Sittenfeld, udgivet 2020, Politikens Forlag, 5/6 stjerner (Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)


Hillary Rodham er en ung og dygtig jurastuderende, da hun møder den pæne og charmerende Bill Clinton. Hun forelsker sig i manden, der allerede har planlagt vejen til Det Hvide Hus. Historien lyder bekendt, men hvad var der egentlig sket, hvis Hillary Rodham aldrig blev Hillary Clinton?

Curtis Sittenfeld tager læseren med på ét langt tankeeksperiment - hvad nu, hvis Hillary Rodham aldrig giftede sig med Bill Clinton? Ville det have ændret USAs historie markant? Sittenfeld svar er "Ja!". Rodham er en virkelig velskrevet roman, og man føler, at man kommer helt ind under huden på Hillary Rodham, ja man glemmer nærmest også, at det, man sidder med i hænderne, ikke er Hillarys egen biografi, men at det er et stykke fiktion. En verden, der ligner vores så utrolig meget, og en historie, som vi synes at kende så godt, men som alligevel tager en drejning, så den forandres til noget helt andet.

Jeg var fra starten rigtig fascineret af præmissen for bogen: at man tager en så kendt person og en så kendt historie og giver den et markant twist. Vi kender alle Hillarys tid som USA's førstedame, hvor Bill Clintons utroskab kom i fokus. Vi har også alle fulgt hendes kamp for at blive præsident, hvor mange af os så målløse til, da hun tabte. Sittenfeld udforsker, hvordan historien kunne have set ud, hvis den fortælling, vi kender så godt, havde taget en anden drejning. Sittenfeld tager kontrol over historien, og hun gør det på en så overbevisende måde, at man som læser næsten bliver i tvivl om, hvordan begivenhederne egentlig fandt sted. Det føles på en måde også grænseoverskridende, når Sittenfeld med Hillary som sin fortæller inviterer læseren helt med ind i soveværelset sammen med Bill Clinton, for historien føles så sand, at man lige skal huske, at der er tale om skønlitteratur og ikke en udleverende biografi. Det her er ikke bare en politisk fortælling men en vedkommende og personlig historie om en kvinde, som mange troede skulle blive USAs første kvindelige præsident, den fortæller om Hillarys opvækst og familie og om, hvad det vil sige, at være en stærk kvinde. Rodham byder dog også på en masse spændende politiske intriger og et spændende indblik i, hvordan USAs politiske system og valg er skruet sammen.

Det her er bestemt ikke en spændingsroman eller en politisk thriller, men det betyder ikke, at romanen ikke er spændende, og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig, specielt de sidste cirka 100 sider fløj afsted.

Læs den, hvis du også er fascineret af stærke kvinder, politik og nysgerrig på, hvor store betydninger vores valg i livet kan få.

lørdag den 23. januar 2021

Teater hjemme i sofaen #2 - Teater live d. 23. januar



I aften har Aalborg Teater skabt en fantastisk mulighed for alle, der savner at gå i teatret. De livestreamer premieren på deres nye forestilling Tine. Forestillingen er baseret på Herman Bangs roman af samme navn. Alle kan se med helt gratis fra kl. 18.40, hvor der er optakt - tæppet går kl. 19.00.

Jeg læste Tine i gymnasiet, hvor vi også så filmen fra 1964 med Lone Hertz i titelrollen. Det var mit første møde med Herman Bang, og jeg blev ekstremt fascineret af hans sprog og måde at fortælle historier på. Hans evne til at skildre mennesker og deres følelsesliv er intet mindre end fantastisk. Tine handler om en ung kvinde, der er i huset hos skovrideren på Als. Her har hun et godt og venskabeligt forhold med fruen i huset, men Tine er ulykkeligt og dybt forelsket i skovrideren. Og den forbudte kærlighed bliver snart sat i et grusomt perspektiv af krigen, som bryder ud. Vi befinder os nemlig i 1864.

Du kan finde mere info om Aalborg Teaters forestilling og livestream her.

I december skrev jeg om, at National Theatre i England har skabt en ny streamingplatform, hvor man kan se teater hjemme fra stuen, så har du mere lyst til teater, kan du læse videre her.

tirsdag den 1. december 2020

Teater hjemme i sofaen


Savner du muligheden for at se teater i verdensklasse hjemme fra stuen? Så er der nu kommet den perfekte mulighed!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg virkelig savner at komme til London og se teater. Jeg plejer at være afsted flere gange i løbet af året for at opleve fantastisk skuespil. Jeg var faktisk afsted lige inden, hele verden lukkede ned. Den 28. februar så jeg Cyrano de Bergerac med James McAvoy i hovedrollen på Playhouse Theatre, der er et sted, jeg har været flere gange. Jeg fløj hjem dagen efter, og knap to uger senere lukkede Danmark ned og snart resten af verden. Det var ærlig talt en ret surrealistisk oplevelse at se, hvor kort tid, der gik, inden rejser til f.eks. London var totalt udelukkede. 

Lige siden har jeg savnet at komme i teatret, heldigvis var der en del spændende muligheder under lockdown, hvor bl.a. National Theatre i England viste teaterforestillinger på Youtube, og Det Kongelige Teater lagde forestillinger op på deres skønne platform XTRA.

Nu er National Theatre dog gået skridtet videre fra streaming på Youtube og har skabt deres egen streamingplatform: National Theatre at Home. Her vil der komme nyt indhold hver måned, men man kan allerede se f.eks. Phédre med Helen Mirren eller Coriolanus med Tom Hiddleston. Sidstnævnte er en fantastisk forestilling, som man ikke må snyde sig selv for. Jeg så den to gange i London, og Hiddleston er fænomenal!

Det koster 70 kr. i måneden eller 700 kr. for et helt år. Jeg glæder mig virkelig meget til at se, hvilke forestillinger National Theate vil lægge op, de har nemlig et ret vildt bagkatalog af forestillinger, som tidligere har været vist i biografer verden over.


Frisk på mere teater?

Kan man ikke få nok af teater online,er der også andre muligheder:

Digital Theatre er også en streamingplatform fyldt med teater fra England. Her kan jeg bl.a. anbefale Much ado about Nothing med David Tennant og Catherine Tate (must see for alle Doctor Who fans) eller Private lives med Anna Chancellor og Toby Stephens.

The Globe Theatre The Globe også kaldet Shakespeares teater giver dig mulighed for at købe adgang til forestillinger på deres side, der er et væld af mulighed, hvis man er vild med Shakespeare.

XTRA fra det Kongelige Teater, her er bl.a. ballet og opera.


onsdag den 5. august 2020

Bogforum 2020 er aflyst!



En tom gang, da Bogforum slutter.
Sådan ser gangene ud, når Bogforum lukker og slukker søndag aften.

En af årets helt store begivenheder for os bogelskere er nu officielt aflyst. Bogforum 2020 i Bella Center er udskudt til 2021. Da Gyldendal, Politikens Forlag, Modtryk, Gutkind og Syddansk Universitetforlag i juni meldte ud, at de ikke ville deltage i messen i år, meldte BC Hospitality Group, der er arrangøren bag messen, ellers, at messen ville fortsætte som planlagt, dog med evt. ændringer i forhold til mængden af publikummer og andre tiltag for at følge sundhedsstyrelsens retningslinjer. Men nu er det altså alligevel en realitet, at messen ikke kan gennemføres.

Bogforum er altid en helt fantastisk oplevelse, det er et paradis for læseheste, hvor man får en helt unik mulighed for at lytte til spændende forfattere og personligheder fra ind- og udland. Jeg plejer altid at have tre meget travle dage, hvor jeg skynder mig fra scene til scene og stand til stand, så jeg kan nå at se og møde alle de forfattere, som jeg har planlagt. Jeg plejer altid at lave et sirligt planlagt program hjemmefra, så jeg ved nøjagtig, hvor jeg skal være og hvornår. Alligevel er det altid dejligt at have tid til at lytte til forfattere, som man ikke lige kender eller havde planer om at lytte til. Jeg har ofte gjort et par impulskøb på baggrund af et forfatterinterview, som jeg lige er faldet over i løbet af Bogforum. Det er samtidig også et sted, hvor der altid bliver tid til at snakke med gode venner og bekendte, som også venter på det næste programpunkt. Det er altid lidt vemodigt, når Bogforum er slut, og så kan man glæde sig til næste år. I år må vi så bare sande, at vi bliver nødt til at glæde os lidt længere end vi plejer.

Jeg har været til Bogforum de sidste mange år, men i år havde jeg faktisk allerede planlagt at blive hjemme. Jeg synes, at usikkerheden i forhold til Covid-19 og så store menneskemængder var en utryg cocktail, som jeg helst ville undgå. Alligevel er det da ærgerligt for alle aktører, at Bogforum 2020 nu er aflyst. Og det er da super ærgerligt for hele branchen og alle os læseheste og bogorme, at vi ikke får mulighed for at mødes og fejre litteraturen sammen som vi plejer.

Bogforum har meldt ud, at der på trods af aflysningen vil være nogle mindre aktiviteter med bogen i centrum i løbet af efteråret bl.a. uddeles Årets Debutantpris. Så lidt kan man da se frem til. Jeg håber, at vi kan vende stærkt tilbage til det Bogforum, som vi elsker, i 2021.

Men indtil videre må vi nøjes med at se tilbage på nogle af de fantastiske oplevelser, som Bogforum tidligere har budt på. Jeg har samlet nogle billeder af nogle af mine yndlings forfatterinterviews og oplevelser.

Bloggerarrangement med Jeffrey Archer sponsoreret af Lindhardt og Ringhof.

Skuespiller Jesper Langberg interviewes på Tranescenen
Jesper Langberg fortæller om sit liv og bogen "Ikke et sekund spildt", han var så simpelthen så sød, da han signerede bøger.

Jojo Moyes signerer sin bog
Jojo Moyes signerede bøger hos Arnold Busck, tror der var mange, som var starstruck i signeringskøen.


Rufus Gifford slår begejstret ud med armene og interviewes af Leif Davidsen
Den daværende amerikanske ambassadør Rufus Gifford interviewes af Leif Davidsen.

Caitlin Moran interviewes om sin bog
Caitlin Moran var helt fantastisk at se på Bogforum, jeg så tre interviews med hende, og jeg kunne lytte til hende i timevis. OG så gav hun krammere til alle (før corona!).

Patrick Ness interviewes
Patrick Ness bliver interviewet om sine bøger, han var simpelthen så rar.

Don Rosa interviewes
Don Rosa fortæller om sine tegninger og Andeby.

Skuespiller Morten Grunwald interviewes om sin bog Mit liv i gule sokker
Morten Grunwald fortæller om biografien "Mit liv i gule sokker"

Lise Nørgaard signerer sin bog sammen med Cecilie Frøkjær
Lise Nørgaard signerer bøger sammen med Cecilie Frøkjær.

tirsdag den 30. juni 2020

De heldige, af Georgia Hunter


"De heldige" af Georgia Hunter, udgivet 2020, forlaget Hr. Ferdinand, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand)

Radom, Polen. Året er 1939, tre generationer af den jødiske familien Kurc mødes i festligt lag for at fejre Seder. Kun den yngste søn, Addy, er ikke at finde rundt om bordet. Han er bosiddende i Paris, og den usikre situation med Tyskland bevirker, at han må blive, hvor han er. Det varer dog ikke længe før, familien er spredt for alle vinde. Alle forsøger de at undgå rædslerne, som den jødiske befolkning udsættes for, alt imens de er drevet af håbet om at se hinanden igen og viljen til at overleve.

Georgia Hunter var teenager, da hun fandt ud af den sande historie om sin familie, at hun stammede fra polske jøder. Dette er historien om hendes familie, det er fortællingen om en grusom tid, hvor det kun var de allerheldigste, som overlevede.

I "De heldige" følger læseren på skift de forskellige familiemedlemmer i familien Kurc. Addy i Paris hans brødre Jacob med kæresten Bella og Genek med hustruen Herta og søstrene Halina, der er sammen med Adam, og Mila gift med Selim med datteren Felicia, samt deres forældre Nechuma og Sol. Hvert kapitel fokuserer på et medlem af familien. Dette er et mesterligt greb af Hunter, for vi lærer herved hele familien at kende og fatter mere og mere sympati for persongalleriet. Det gør også romanen spændende og episodisk, da man snart hopper fra Paris til Radom og videre til Sibirien - ofte midt i de mest spændende øjeblikke. Romanen tager os helt fra begyndelsen af krigen i 1939 frem til efter krigens afslutning.

Georgia Hunter krydrer handlingen med små faktuelle nedslag i historien, der nærmest fungerer som faktabokse ved begyndelsen af mange kapitler. Det fungerer overraskende godt, og det bevirker, at læseren hele tiden ved, hvor persongalleriet befinder sig i forhold til store begivenheder i løbet af krigen. Og samtidig kan man måske også lære lidt, hvis man ikke har et indgående kendskab til Polen under 2. Verdenskrig.

"De heldige" er en utrolig rørende og livsbekræftende historie, som man ikke kan lægge fra sig, når man først kommer i gang. Således læste jeg da også de sidste 300 sider på én gang. Indimellem sad jeg nærmest åndeløs, imens jeg måtte hurtigt videre til næste side, for at få udløst spændingen. Ja en enkelt gang bladrede jeg endda lidt frem for at få vished (det gør jeg ellers aldrig). Georgia Hunter har brugt mange kræfter på at researche sin familie og krigen, så bogen er så tæt på virkelighedens begivenheder som muligt, og det har virkelig givet pote. Georgia Hunter har med denne roman skrevet en smuk hilsen til sin familie.

onsdag den 10. juni 2020

Teater hjemme i stuen - både på dansk og engelsk!


LEGO Hamlet standing on books

I disse tider, hvor kulturlivet har været sat på pause, og hvor en flittig teatergænger har savnet at sidde i salens mørke, så har jeg elsket, at flere teatre rundt om i verden har valgt at streame indhold på nettet.

Jeg har her samlet de 3 tilbud, som jeg har gjort mest brug af, imens Danmark og verden har været lukket ned, og kulturlivet stadig ikke er tilbage på fuldt blus.

Herhjemme i Danmark har Det Kongelige Teater skabt platformen KGL Xtra Her kan man se over 30 forestillinger hjemme fra ens egen stue. Der er både ballet, opera, klassiske koncerter og teaterforestillinger. Man kan desuden få et blik bagom forestillingerne med interviews.

National Theatre i London streamer hver torsdag en forestilling, som derefter ligger tilgængelig på Youtube i en uge. Jeg har indtil videre set syv forestillinger, og der er stadig et par tilbage, inden de lukker ned for tilbuddet igen. Jeg var f.eks. rigtig glad for endelig at få mulighed for at se Benedict Cumberbatch i Frankenstein, og så var det skønt at gense Coriolanus med Tom Hiddleston, som jeg var så heldig at se live i London (hvilket man kan læse om her).

Shakespeares Globe Theatre har også streamet en masse forestillinger. Er man bidt af en gal Shakespeare, kan man dog altid købe adgang til forestillingerne, hvis man har misset den gratis periode.


Det har været en fantastisk mulighed at se teater hjemme fra stuen, men jeg glæder mig til at vende tilbage til det fysiske teaters magi.

torsdag den 21. maj 2020

Tillykke Pippi Langstrømpe!


I dag er det Pippis fødselsdag, hurra, hurra, hurra...

I dag fylder Pippi Langstrømpe 75 år. Vi kender alle Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump, som jo er hendes fulde navn. Historierne om den stærke og viljestærke pige med de røde fletninger husker jeg tydeligt fra min barndom, både i bogform men selvfølgelig også fra tv. Min mor læste bøgerne om Pippi højt for mig, da jeg var lille. Det er faktisk også hendes kærligt slidte bog, der optræder på billederne her.

Det var Astrid Lindgrens datter, Karin, der en dag bad sin mor om at fortælle en historie om "Pippi Langstrømpe". Lindgren fandt på en historie om en usædvanlig pige - for det måtte hun jo være med dét navn. Senere skrev Astrid Lindgren historierne ned, og de blev udgivet for første gang i 1945 hos forlaget Rabén og Sjögren. Faktisk havde Lindgren tilbudt manuskriptet til forlaget Bonnier, men de afviste det. Jeg gætter på, at de nok har fortrudt det bitterligt lige siden.  Man kan næsten ikke nævne bøgerne om Pippi Langstrømpe uden også at nævne de fantastiske illustrationer tegnet af danske Ingrid Vang Nyman. De hænger for mig helt uløseligt sammen med historierne, og bringer Pippi, Tommy, Annika, Hr. Nilsson og den sortplettede hest til live på smukkeste vis. Og så er det da meget morsomt, at Ingrid Vang Nyman stammer fra Vejen, der ikke ligger så langt fra Kolding (hvor jeg stammer fra).

Historierne om Pippi var banebrydende, da Astrid Lindgren skrev bøgerne. Pippi har de sidste 75 år været et forbillede for mange (og ikke kun børn), hun er selvstændig, stærk, hun er kritisk overfor autoriteter, og så kan hun endda få os til at grine. Der er ingen som Pippi!

Nu tror jeg, at jeg vil fejre Pippis fødselsdag ved at genlæse bogen, der udkom for første gang for hele 75 år siden. Tillykke Pippi!


mandag den 18. maj 2020

Den tavse patient af Alex Michaelides



"Den tavse patient", af Alex Michaelides, udgivet 2020, forlaget Hr. Ferdinand, 4/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand)

Den dygtige og anerkendte kunster Alicia Berenson er gift med den kendte modefotograf Gabriel. Alt synes fryd og gammen for det celebre par, der bor i et af de rige kvarterer i London. Alt virker helt perfekt, lige indtil man finder Gabriel død, skudt fem gange i hovedet og ved hans side Alicia med våbnet, begge håndled skåret over og tavs som graven. Theo Faber er kriminalpsykolog, han har ønsket at arbejde med Alicia i årevis. Så da The Grove slår en stilling op, slår Theo til. Det er nemlig her, at Alicia er indlagt. Men kan Theo få Alicia til at tale igen, og finder vi nogensinde ud af, hvad der skete den aften Gabriel døde?

”Den tavse patient” er en psykologisk thriller helt for sig selv. Dette er ikke en hæsblæsende og actionpræget thriller, men i stedet en gåde, der langsomt foldes ud. Her kommer man som læser helt tæt på psykologens arbejde, også når Theo tager nogle utraditionelle metoder i brug. Nogle gange virker arbejdet på The Grove måske også en anelse for utraditionelt og langt ude, det var i hvert fald en af mine største anker, da jeg læste bogen. Det virker som om, at de ansatte har lidt for frie tøjler, og GDPR (eller bare et minimum af tavshedspligt) er i hvert fald slet ikke opfundet...

Alex Michaelides har dog skrevet en bog, som det er svært at lægge fra sig igen. Selvom den egentlig virker lidt langsom i optrækket, så har man alligevel hele tiden lyst til at finde ud af, hvad der egentlig foregår. Som læser præsenteres man på skift for Alicias dagbogsnotater og historien fortalt af Theo som jegfortæller. Det giver en spændende vekslende historie, som hele tiden tager læseren tættere på opklaringen af, hvad der skete den blodige aften. Bogen er meget filmisk i sit udtryk, så jeg blev ikke overrasket, da jeg læste, at Michaelides også er manuskriptforfatter. 

Det er ikke kun Alicia, som har problemer i romanen, Theo har det heller ikke selv alt for godt, problemer på hjemmefronten og usikkerhed på arbejdet er ensbetydende med, at Theo kommer længere og længere ud, og det afspejles da også i arbejdet med Alicia.

"Den tavse patient" er en spændende roman, som byder på mange store overraskelser undervejs. Det er Alex Michaelides' debutroman, og det bliver interessant, hvad han byder os på næste gang. Selvom jeg blev overrasket undervejs, ville jeg dog ønske, at jeg havde siddet lidt længere ude på kanten af stolen, og at tempoet havde været en smule hurtigere. Men for dig, der elsker psykologiske thrillere, snyd ikke dig selv for denne roman.


mandag den 4. maj 2020

Åh, hvor havde jeg glædet mig til bogshopping...



Nu er det en uge siden, at bogbranchen og bogelskere i hele Danmark samledes i sorgen over tabet af Arnold Busck.

Jeg havde bare dagen inden snakket om, hvor meget jeg glædede mig til, at min lokale Arnold Busck atter åbnede. Så man igen kunne shoppe bøger. Men ak, sådan skulle det ikke blive. Min første tanke gik til min lokale Arnold Busck og hvor meget tid jeg har brugt på at kigge på deres hylder. Det næste, jeg tænkte på, var de mange skønne boghandlere, som nu står uden job. Og så slog det mig, hvor stort et tab den store skønne forretning lige ved siden af Rundetårn er. Jeg kan huske, da jeg første gang så deres engelske afdeling, det var på en tur til København, da jeg var teenager. Jeg var nærmest kommet i Himlen. Det var dengang, der ikke var det store engelske udvalg hos mine lokale boghandlere. Fra de engelske bøger i stueetagen til det fantastiske udvalg af blokke, blyanter og andet godt i kælderen. Jeg kommer til at savne at gå på opdagelse i den butik.

Jeg håber stadig, at der måske kan findes en løsning, og at noget af Arnold Busck kan overleve. Det er jo set før, så lad os allesammen krydse fingre for, at der kommer en rar bogelsker (det håber man jo altid lidt mere på end en kynisk pengemand) med en stor pose penge, så vi kan blive ved med at gå på opdagelse imellem Arnold Buscks mange bogreoler.

onsdag den 13. november 2019

Michael Falch og Mathilde Falch i Sankt Nicolai Kirke



Lørdag var en ganske speciel dag i Sankt Nicolai Kirke i Kolding. I et halvt år har billetterne været udsolgt til en koncert til fordel for Café Paraplyen, der er en social café/værested i centrum af Kolding. Michael Falch og Mathilde Falch er på en turne rundt i Danmark, en turne hvor far og datter udelukkende spiller i kirker.

Der var en helt speciel stemning i kirken, der var proppet med mennesker, sjældent er der så fyldt i den store kirke i hjertet af Kolding. Det er oftest til konfirmationer og selvfølgelig til jul, at der er så proppet.

Det var både en rørende, hylende morsom og bare rent ud sagt fantastisk eftermiddag i skønt selskab med de 2xFalch. Der blev spillet og sunget sange fra begge musikeres bagkatalog. Imellem sangene fortalte de om alt fra kærlighed, til psykisk sygdom, håb og vigtigheden af julegaver. Der var vist en eller to tårer at spore i en øjenkrog hist og pist, da de sang Michael Falchs Lille ulykkelige menneske, som han har skrevet om Mathildes sygdomsforløb og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Begge fortalte om den svære tid, hvor håbet havde været svært at finde, og sangen fik derfor ekstra vægt.

Der var også plads til en helt nyskrevet salme, at Mathilde Falch sang 1000 Grunde, der har et lidt erotisk islæt, som hverken far eller datter var helt trygge ved at fremføre sammen (for hvem vil lige synge erotiske tekster sammen med familie) - eller det fik de os i hvert fald til at grine af, da Michael Falch gemte sig lidt undervejs i sangen. Og selvfølgelig skulle vi slutte af med Mød mig i Mørket. Selvom der nu også lige blev tid til et par ekstranumre til publikums store lykke.

Det er første gang, at de to turnerer sammen, men jeg håber bestemt ikke, at det er sidste gang, for det var en helt utrolig god koncert, der på trods af, at den varede 1 time og 3 kvarter føltes som om, at den var ovre, før den fik begyndt. Tak for en fantastisk aften til skøn rock i kirken.

tirsdag den 12. november 2019

Varmer op til Bogforum - Denne dag for 2 år siden


 
Reklame i form af invitation til VIP arrangement med Lindhardt og Ringhof.
 
Facebook mindede mig i dag om, at det er præcis 2 år siden, at jeg mødte Jeffrey Archer til Bogforum. Det var en noget speciel oplevelse, da han er en lidt bestemt herre, som alle rundt om bordet vist var en smule nervøse for at snakke med. Men han var nu ikke andet end flink mod os alle, og han signerede alle vores bøger.

mandag den 11. november 2019

Varmer op til Bogforum - Denne dag for 3 år siden



Bogforum 2019 nærmer sig, og derfor ser jeg lidt tilbage på tidligere års store oplevelser. Det er også meget rart at blive mindet om forfattermøder både på Facebook og Instagram. I dag for 3 år siden mødte jeg både Patrick Ness og Don Rosa, og sjovt nok er de begge at finde på Bogforum igen i år. Patrick Ness kommer jeg desværre ikke til at se, da jeg ikke er at finde på messe lørdag, men Don Rosa skal jeg måske se igen. Det var interessant at høre ham fortælle om sin karriere, specielt når man som jeg er vokset op med hans smukke tegninger i Anders And & Co.

onsdag den 6. november 2019

Lige nu læser jeg #3 - En fantastisk fortalt lydbog




Det er ikke særlig tit, at jeg giver mig i kast med en lydbog, men jeg er blevet helt bidt af at høre Harry Potter bøgerne indtalt af fantastiske Stephen Fry. Lige nu lakker rejsen mod enden, da jeg er i gang med Harry Potter and the Deathly Hallows, og Stephen Frys evne til at formidle de mange forskellige karakterer i Rowlings univers er helt enestående.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg læste Harry Potter bøgerne, jeg elsker dem og hele universet. Men jeg er ikke en af de læsere, der år efter år genlæser bøgerne. Faktisk er det helt utrolig sjældent, at jeg genlæser en bog - det sker nærmest aldrig. Derfor er det også skønt at dykke ned i bøgerne igen (nu med Frys stemme som nyt element). Jeg overraskes faktisk gang på gang over, hvor gode bøgerne egentlig er, og hvor mange detaljer jeg havde glemt alt om. Lige nu ærgrer jeg mig egentlig over, at jeg snart er nået til slutningen af bøgerne, det er faktisk helt vemodigt.

onsdag den 30. oktober 2019

The Tale of Peter Rabbit, af Beatrix Potter




"The Tale of Peter Rabbit", af Beatrix Potter, 5/5 stjerner

Peter Rabbit er en uartig kanin, der ikke holder sig fra Mr. McGregors have, selvom hans mor udtrykkeligt har forbudt ham og hans søskende Flopsy, Mopsy og Cottontail at gå ind i haven, efter deres far blev slået ihjel. Det er derfor en helt klassisk børnebogsfortælling, hvor hovedpersonen gør noget, han ikke må og derefter indser sin fejltagelse.

Beatix Potters historie om Peter Rabbit er en klassiker, som jeg aldrig fik læst højt som barn, alligevel har tegningerne til Potters bøger altid været genkendelige, og jeg har altid gerne ville stifte bedre bekendtskab med hendes små historier. Den første i rækken er The Tale of Peter Rabbit, så hvilket bedre sted at starte?! Samtidig er det jo også Peter Rabbit (eller Peter Kanin), som man så ofte har hørt om, at man føler, at man allerede kender historien om den lille kanindreng med den blå jakke.

Historien er sød og enkel, præcis som jeg forventede, det er ikke svært at se, hvorfor den er elsket overalt i verden, og hvorfor den stadig i dag bliver læst højt. Bogen blev udgivet for første gang i 1902 og har altså mere end 100 år på bagen.

Illustrationerne er helt vidunderlige, de er så stemningsfyldte og fint tegnede. Beatrix Potter kunne bestemt noget helt specielt, og hendes illustrationer er en ligeså stor del af historien om Peter Kanin, som ordene, der pryder siderne.

The Tale of Peter Rabbit er en fin lille bog, og selvom det er en børnebog, så kan man sagtens hygge sig med at læse den. Der er ikke meget læsestof i den lille bog, men man kan bruge langt tid på at kigge på de smukke illustrationer. Jeg glæder mig til at læse resten af Potters små bøger med Peter Rabbit, Jemima Puddle-Duck, Mrs. Tiggy-Winkle og alle de andre.

fredag den 25. oktober 2019

Buffy the Vampire Slayer nu også som malebog


Jeg har siden de helt tidlige teenangeår (ja endda lidt inden) været kæmpe fan af Buffy (og Angel). Derfor blev jeg altså straks nødt til at købe denne fantastiske malebog, da jeg spottede den i webshoppen hos Faraos Cigarer i weekenden.
 
Faktisk spottede jeg hele to forskellige malebøger, men jeg styrede mig (i hvert fald indtil videre) og købte kun den ene. Den er fyldt med skønne billeder tegnet af forskellige illustratorer. Derfor kan man finde alt fra tegninger, der gengiver karakterne præcis, som de ser ud i tv-serien til tegninger, der lægger sig nærmere stilen, man kender fra japansk manga. Jeg er helt sikkert mest til de mere virkelighedstro illustrationer, men de er flotte alle sammen.
 
Den gemmer på tegninger af alle de kendte figurer onde såvel som gode, og for hver illustration er der et citat fra serien. Jeg glæder mig så meget til at farvelægge alle billederne, for det er da vist den perfekte årstid til at sidde og hygge sig med en malebog. Jeg er desuden lige blevet færdig med at gense alle sæsoner af Angel, så er pt. lidt i vampyrunderskud.

mandag den 21. oktober 2019

Gemte og glemte skatte #16



Jeg elsker at gå på loppemarkeder, og det er et must at komme forbi afdelingen med bøger. Denne gang har jeg været til loppemarked i Give, hvor der altid er et kæmpe udvalg af bøger, jeg fik i år en kæmpe stak lækre engelske bøger med hjem. Men der er alt hvad en bogorm kan begære. Det er skønt at gå på opdagelse i de mange titler, der står delvis hulter til bulter, og det er altid spændende om man finder en ny bog, som man måske endda har ledt efter.

onsdag den 16. oktober 2019

Nye bøger til bogreolen #6 - Fødselsdag



Jeg blev 29 i sidste uge, og vanen tro var der et par bøger at finde på gavebordet. Jeg har længe glædet mig til at stifte bekendtskab med Thomas Korsgaards forfatterskab, og jeg havde derfor ønsket mig Tyverier, der er hans nye novellesamling. Jeg glæder mig meget til at læse den, og indtil da vil jeg nyde, hvor flot den er. Jeg elsker, når forlagene gør lidt ekstra ud af bøgernes udseende.

Jeg fik også "A Christmas Carol" i den fine udgave fra Wordsworth Classics. Jeg fik nogle i samme serie både til min fødselsdag sidste år og faktisk også til jul. De er super skønne.

tirsdag den 1. oktober 2019

Alkymisten, af Paolo Coelho

"Alkymisten", af Paolo Coelho, forlaget Bazar, 1/6 stjerner

Hyrden Santiago drømmer den samme drøm to gange, en drøm om en skat, der kan findes ved pyramiderne. Santiago sælger sine får, og bevæger sig ud på en rejse fyldt med forviklinger og møder med fortryllende mennesker. Han drager ud i verden for at søge efter rigdomme, men det bliver til slut en søgen efter indre rigdom, der virkelig betyder noget. Skatte, konger, kærlighed og alkymister er en del af denne historie, der er som taget ud af et eventyr.

Alkymisten er en højt elsket bog af mange, og jeg kan til nød se hvorfor, men den fangede mig ikke, faktisk er jeg aldrig blevet så skuffet over en bog før! Jeg måtte kæmpe mig igennem dens formuleringer, og jeg blev træt af dens moraliseren. Paolo Coelho har været en af de forfattere, som jeg har glædet mig til at se nærmere på, jeg har ikke hørt andet end godt om Alkymisten eller andre af hans bøger, men jeg må sige, at de par bøger, jeg har stående på hylderne af ham, aldrig vil blive læst.

Historien fangede mig aldrig, i stedet blev jeg bare mere og mere irriteret over bogen, og sad efterladt med en følelse af dyb skuffelse, da jeg lagde den fra mig. Historien, der egentlig minder om gamle eventyr, formåede bare ikke at fange mig. Jeg synes den blev kunstig, at karakterne var flade og forudsigelige, og hele denne udforsken af sig selv, og en søgen efter indre rigdom sad til sidst helt oppe i halsen på mig. For mig minder den mig om eventyr, men uden den samme virkning, hvor eventyr er spændende, sjove, finurlige og moraliserende, opfattede jeg kun denne bog som sidstnævnte. Coelho forsøger det bedste han kan at skrive denne fabel/eventyr stil, men det bliver bare kunstigt og forudsigeligt. I de rette hænder kunne historien have været interessant endda smuk, men i stedet er den kedelig og forceret.

Det er virkelig sjældent, at jeg læser en bog, som er mig så meget imod, som Alkymisten var, og jeg må bare indrømme, at den absolut ikke er noget for mig. Jeg kan godt forstå, hvad andre ser i den, men dens budskab var totalt tabt for mig. Det er en af de bøger, som jeg har nedjusteret mere og mere i karakter, jo længere den er kommet på afstand, og jeg er endt på en enkelt stjerne, fordi jeg godt kan se, hvad Coelho gerne ville gøre med denne roman, men jeg bed bare slet ikke på.