The Casual Vacancy, af J.K. Rowling

"The Casual Vacancy", af J.K. Rowling, udgivet i 2012, forlaget Little, Brown 4/5 stjerner

Alt ånder fred og idyl i den lille landsby Pagford, eller gør det? Barry Fairbrothers død baner vejen for, at samtlige familiers problemer optrevles og udstilles i offentlighedens søgelys, da kampen om den tomme plads i menighedsrådet begynder.

"Rich at war with poor, teenagers at war with their parents, wives at war with their husbands, teachers at war with their pupils ... Pagford is not what it first seems."

Citatet fra bogens omslag opsummerer fint, hvad der er på spil i "The Casual Vacancy", det er alle mod alle, da der opstår en "Casual Vacancy" ikke bare i menighedsrådet, men også i familien Fairbrother, hos vennerne og hos den socialt udsatte Krystal Weedon.

 

Langt fra Harry Potters magiske univers åbner Rowling her op for en verden, hvor sex, stoffer, kriminalitet og selvhad er en del af hverdagen. Romanen handler kort og godt om, at der er en pæn facade, og så er der de beskidte realiteter, der lurer lige under overfladen, dette gør sig hos Rowling både gældende på familieniveau og i kampen om at adskille det fattige og kriminalitetsbefængte socialbyggeri The Fields fra det ellers pæne Pagford.

 

Romanen ligger som sagt langt fra det, vi tidligere har set fra Rowlings pen, men det er egentlig ikke negativt, for hun sætter her en helt anden tone, og hvis man ikke skal sammenligne denne roman med Harry Potter serien, er det nok en god idé. For at sammenligne de to ville være svært, hvor Harry Potter havde en klar linje, der adskilte det gode fra det onde, er størstedelen af karaktererne i "The Casual Vacancy" personer, som man egentlig helst ville være foruden at kende. På én gang har man ondt af dem, men på den anden side er mange af dem egoistiske og endda noget nær frastødende. Rowling præsenterer hele sit store persongalleri med en satirisk sans, der er befriende, og hendes væven frem og tilbage mellem personernes synsvinkler fra kapitel til kapitel fungerer upåklageligt.

 

Men et eller andet mangler. Romanens start er langtrukken, og det store persongalleri er lettere forvirrende, det er først hen imod midten og slutningen af romanen, at tempoet sættes op, og man virkelig kan nyde dette gennemførte engelske samfundsportræt. For nyde bogen gør man, og da jeg bladrede om på den sidste side og læste den sidste linje, sad jeg med en knude i maven, for bogen rørte mig, selvom det tog tid, før den fik et ordentligt tag i mig.