Billedhuggerens datter, af Tove Jansson

"Billedhuggerens datter", af Tove Jansson, udgivet i 2014 (org. udg. 1968), Forlaget Gyldendal, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Gyldendal)

"Billedhuggerens datter" er historien om Tove Janssons opvækst. Det er en bog sammensat af små fine historier fra Janssons barndom. De er hver især udtryk for et smukt stemningsbillede, hvor man får et helt specielt indblik i barndommens sælsomme univers. Tove Jansson voksede op i et kunstnerhjem, hendes far var billedhugger og hendes mor illustrator, og netop dette sætter rammen for, hvad hun oplever, når der holdes fest for de kunstneriske sjæle, eller de sammen finder ting i vandkanten fra skibe, der er forlist, og når faderens abe Poppolino er rigtig irriterende. Denne bog var Tove Janssons første bog for voksne, og i den formulerer hun indirekte men helt præcist i sine smukt fortalte historier, hvad det vil sige at være barn.
 

"Gud boede på klipperne over stenhøjen. Deroppe var der et vandhul, som var forbudt. I solnedgangen bredte han sig ud og hvilede over huset og engen som dis. Han kunne gøre sig smal og krybe ind overalt for at se, hvad man lavede, og nogle gange var han bare et stort øje. For resten lignede han morfar."

"Billedhuggerens datter" er en biografi, der bestemt ikke er, som biografier er flest. Den fremstår i stedet som en eventyrlig og nærmest skønlitterær fortælling, og det gør læsningen helt speciel, at man ved, at det virkelig er Janssons egen historie, der udfolder sig på siderne. Der er ikke langt fra dette univers, til den verden man møder i hendes skønlitterære værker. Der hersker en mystisk og til tider næsten uhyggelig stemning, selvom der samtidig optræder så mange hyggelige episoder.
Bogen er et udtryk for en barndom, der har været præget af fantasi ikke kun gennem forældrenes arbejde, men også gennem Janssons egne oplevelser, når hun for eksempel leger under sin mors sorte tylskjole, hvor en helt ny virkelighed åbenbarer sig, da hun pludselig ser verdenen nede fra gulvet under det brusende stof. Det er også en helt vidunderlig historie, som Jansson fortæller om, dengang de sneede inde, alle vinduer og døre var dækket af sne og der opstod en helt unik følelse af at være i en helt aflukket verden.
Bogen er fyldt med historier fra opvæksten i Helsingfors og sommeren i skærgården. Altsammen set gennem et barns øjne, det er ikke en voksen kvinde, der ser tilbage, men en pige der oplever. Der er en smukt formuleret konstant vekslen mellem den trygge verden og usikkerheden. Noget der virkelig fanger, hvad det vil sige at være barn, hvor man kan være tryg det ene øjeblik, men alligevel være på randen til uvisheden og utrygheden. Tove Janssons bog er til voksne, men det er en barndomsskildring, der bringer læseren tilbage til de oplevelser, man selv havde som barn, og den følelse, som man havde af, at fantasien kunne herske, men pludselig blive brudt af virkelighedens til tider næsten farlige udfordringer.

 

"Jo mindre man er, jo større er julen. Inde under granen er julen enorm, den er en grøn jungle med røde æbler og sørgmodigt blide engle, som snurrer rundt om sig selv i deres sytråd og bevogter urskovens indgang. Og urskoven fortsætter i al uendelighed inde i glaskuglerne, julen er en absolut tryghed, takket være juletræet."

 

Nogle gange falder man over bøger, som man ville ønske, at man havde opdaget tidligere i ens liv. Sådan en bog var "Billedhuggerens datter" for mig. Jeg læste den lille fine bog på en eftermiddag, og jeg lod mig opsluge af det helt specielle univers, hvor fantasien og mystikken væves ind i hverdagen. Hvor den kunstneriske fader på sin vis definerer livet, når der pludselig skal skabes kunst. En helt ny og fremmed verden med en helt unik stemning åbner sig for et øjeblik, så man ikke kan gøre andet end at lade sig indfange af dens smukke ord. Dette er den første bog, jeg har læst af Tove Jansson, og jeg glæder mig til at læse resten af hendes forfatterskab, for denne bog gav mig noget helt specielt, en følelse af at være tilbage i barndommens univers.

Tove Jansson 100 år

2014 markerer ikke kun 100 året for udbruddet af 1. Verdenskrig, der er blevet markeret i stor stil i løbet af året, og som jeg også vil lave et tema om i den kommende tid, det er også 100 år siden, at den finske forfatter og skaber af mumitroldene Tove Jansson blev født.

Først fornylig forsøgte jeg mig med Janssons forfatterskab, jeg er vokset op med Mumitroldene i TV, men jeg har aldrig læst bøgerne. Jeg holder dog meget af de søde eventyrlige skabninger, og jeg samler på stellet fra Arabia med de smukke illustrationer af Mumitroldene. Derfor var det jo nærliggende endelig at læse nogle af Janssons bøger og derved markere hendes 100 års fødselsdag. Der vil derfor i de kommenede to uger optræde tre anmeldeser af Janssons bøger; "Billedhuggerens datter" en biografi, som Jansson har skrevet om sin barndom i et kunstnerhjem, "Sommerbogen", der handler om Sofia, der i løbet af sommeren oplever alskens mærkværdigheder sammen med sin farmor, og endelig "Mumifars erindringsbog", der foregår i mumitroldenes univers.

Jeg har nydt at forsvinde ind i Janssons magiske univers, der er tilstede i hendes erindringer i "Billedhuggerens datter" såvel som i historierne om mumitroldene og i hendes roman for voksne "Sommerbogen". Det er en helt speciel verden, som man træder ind i, en verden der ligger uendelig langt væk fra hverdagens trummerum. Netop dette frirum som Janssons bøger er et udtryk for, nød jeg utrolig meget. Derfor fejrer jeg nu 100 året for Janssons fødsel her på bloggen.

Har I læst bøger af Tove Jansson, og hvad synes I om hendes historier?

Tillykke Agatha Christie

I dag er det 124 år siden, at Agatha Christie blev født. Det fejrer jeg med at læse min første Agatha Christie roman; "Murder on the Orient Express" en roman med Christies kendte detektiv Hercule Poirot i hovedrollen. Det har længe været min mening at forsøge mig med Christies værker, og derfor lader jeg nu Christies fødselsdag være anledningen for at påbegynde læsningen af hendes forfatterskab. Jeg har derfor nu læst de første sider af en historie, som de fleste har et eller andet forhold til, for hvem har ikke hørt om mordet på Orient Ekspressen?! Det er en lille roman, der er nem at læse, og jeg tror ikke, det er sidste gang, at jeg forsøger mig med en forfatter, som man vel godt kan kalde krimidronningen over dem alle.

"The impossible cannot have happened, therefore the impossible must be possible in spite of appearances.”  ("Murder on the Orient Express")

Jeg har i flere år hygget mig med tv-serierne med både Miss Marple og Hercule Poirot, der begge er klassiske britiske krimiserier, hvor man rigtig kan slappe af og bare nyde karakterne og de finurlige krimigåder. Jeg læser faktisk aldrig krimier, men jeg holder meget af at se dem (de britiske) i tv, så hvorfor ikke forsøge mig med dem, som jeg allerede delvis kender fjernsynsskærmen, og så endda en klassiker indenfor genren. Agatha Christie udgav et utal af romaner og noveller (det blev vist bl.a. til 66 detektivromaner), og jeg håber meget, at jeg kommer til at holde af de små historier, for selvom jeg forbinder Agatha Christie med en genre, som jeg aldrig rigtig kommer til at holde af, så har jeg alligevel altid haft en idé om, at jeg ville nyde hendes bøger.

Har I læst værker af Agatha Christie? Og hvad synes I om dem, hvis I har?

Currently reading #21

Efteråret er ved at melde sin ankomst, og jeg har fundet de varme strikkede trøjer frem. Vinden blæser udenfor, og bladene på træerne er ved at få et orange skær. Efterårets ankomst bringer både nye bogoplevelser med sig, for det er nu en hyggelig årstid at læse i, når vindens susen lyder og bladene falder af træerne, men efteråret betyder i år også en pause fra mit almindelige studieliv, da jeg d. 1. september startede i praktik på Kolding Stadsarkiv, hvor jeg skal arbejde 37 timer om ugen i to måneder. Mit studie er nemlig så godt indrettet, at vi skal have et projektorienteret forløb i første halvdel af semestret. Selvom det har været hårdt at starte op igen efter flere måneders sommerferie, har jeg nydt arbejdet, og jeg glæder mig til de næste måneder, det er bare dejligt at få lov til at bruge sine kompetencer i praksis.

Jeg har heldigvis stadig masser af tid til læsning, og jeg er i øjeblikket i gang med den spændende roman "Jacob de Zoets tusind efterår" af David Mitchell, som jeg så på Louisiana Literature. Romanen handler om Jacob, der tager til den hollandske ø Dejima ved Nagasaki i Japan, her findes der en helt speciel verden, hvor handel er i centrum; både legal og illegal. Romanen er virkelig velskrevet, og jeg glæder mig bare til at læse resten. Jeg er virkelig fascineret af romanens sprog, for der er mange accenter, når karakterne taler; japanere der forsøger at tale hollandsk og omvendt.

Nu vil jeg sætte mig ind i sofaen og læse videre i den gode bog, det er nemlig sådan en bog, som man bliver ført helt væk af, jeg drømmer mig væk til fortidens Japan, og som læser kan man virkelig blive opslugt af denne verden, som Jacob oplever for første gang.

Louisiana Literature 2014

Torsdag d. 21. august tog jeg turen til København og derefter videre til Humlebæk til mit første møde med Louisiana Literature, og det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg besøger litteraturfestivalen. 

Programmet startede med Margaret Atwood i Koncertsalen, der var proppet! Allerede en time før Atwoods interview var der kø, og vi var heldige at komme ind, faktisk var jeg ved at være helt nervøs for, at det var et udtryk for, hvordan hele arrangementet ville være; masser af mennesker og for få pladser, men det viste sig heldigvis, at det slet ikke forholdt sig sådan.

Margaret Atwood var utrolig morsom og hendes både sjove og vidende kommentarer gav grund til både latter og eftertænksomhed. Jeg skal bestemt til at læse noget af Atwood. Hun fortalte om sin opvækst og talte om miljøet, det var et rigtigt spændende interview. Som sagt var jeg lidt skræmt af den meget lange Atwood kø, og jeg gik derfor i god tid hen til balkonscenen, hvor Michael Ondaatje, Teju Cole og Philipp Meyer skulle læse op. Her mødtes jeg med Rikke, og vi hørte sammen tre fantastiske oplæsninger. Teju Cole krydrede sin læsning med sjove anekdoter, bl.a. hvordan han engang lige efter en oplæsning var hoppet i swimmingpoolen, inden han kom i tanke om, at det var karakteren i hans bog, der kunne svømme som en fisk og ikke Cole selv. Phillipp Meyer heppede glad på de andre forfattere, når de trådte op på scenen, og hans virkelig interessante læsning blev afbrudt flere gange af spændende historiske facts om USA's historie, man kunne virkelig mærke, at han brændte for emnet. Ondaatje var utrolig stemningsfyldt i sin oplæsning, det var en virkelig sanserig oplevelse, der mindede meget om netop den følelse, jeg havde, da jeg fornylig læste hans roman "The English Patient". Både Teju Cole og Phillipp Meyer er nu kommet på min læseliste, da jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med deres værker. Efter oplæsningen fik jeg hurtigt signeret min udgave af "The English Patient" af Michael Ondaatje. Da dette punkt på programmet var slut, var der en pause, inden David Mitchell i samtale med Kim Skotte var på programmet på samme scene. Rikke og jeg blev på pladserne, som vi havde på anden række; dejligt tæt på, og snart sad Michael Ondaatje lige foran os, for han og Meyer skulle begge høre David Mitchell. Det var nu lidt specielt, at en forfatter, man fornylig har læst en helt vidunderlig bog af, sad lige foran én.

Samtalen mellem Skotte og Mitchell viste sig at være det mest underholdende indslag i løbet af dagen. Jeg havde på vej til København læst starten af "Cloud Atlas", og var allerede ret begejstret for Mitchells skrivestil, men efter interviewet, må jeg indrømme, at jeg har lyst til at læse alt, hvad han har skrevet. Han var simpelthen så sjov, og hans oplæsning af den nye roman "The Bone Clocks" måtte afbrydes, fordi han ikke selv kunne stoppe med at grine. Latteren var fremkaldt af de norske navne, som Mitchell i forvejen havde overtalt Skotte til at læse højt (han ville ikke slagte et sprog, der er så tæt på dansk!). Mitchells oplæsning med Skottes små input viste sig at være lidt sjovere end først antaget, og publikum grinte snart i takt med både Mitchell og Skotte. Det var simpelthen det hyggeligste interview, jeg nogensinde har været vidne til. Det var også virkelig spændende, når Mitchell bl.a. fortalte om sin tid i Japan, og hvordan hans roman "Jacob de Zoets tusind efterår" blev til, øen Dejima, som romanen foregår på, endte Mitchell på ved et rent tilfælde, da han opholdt sig i Japan. Mitchell læste også op af denne roman, og det var et utroligt smukt afsnit, som blev ekstra stemningsfyldt i kraft af den smukke baggrund; bag scenen var et livebillede af Øresund, hvor man kunne se, at det ligeså stille blev mørkt, mens små både sejlede forbi i det fjerne. Baggrundsbilledet var faktisk også noget, der blev kommenteret på fra Mitchells side, da der bl.a. pludselig fløj en fugl forbi. Da interviewet var slut, fik jeg signeret min udgave af "Cloud Atlas", og jeg er simpelthen så glad for den, Mitchell tegnede endda en fin sky og fugle i den.

Louisiana Literature kan meget vel være et nyt fast punkt i min kalender, for det var simpelthen sådan en sjov og interessant oplevelse. Der var så mange fantastiske forfattere samlet det samme sted, og jeg nød både interviews og oplæsninger, jeg fandt i hvert fald en del inspiration til ny læsning i løbet af den torsdag eftermiddag og aften.

 

 

FNs internationale læsedag

I dag d. 8. september er det FNs internationale læsedag. En hel dag, hvor man verden over har fokus på læsning. Derfor har jeg i dag valgt at skrive om, hvad læsning egentlig betyder for mig.

Læsning har altid haft en stor betydning for mig, og jeg kan vitterlig ikke erindre, at bøger ikke har været en del af min hverdag. Fra jeg var helt lille, læste min mor højt for mig hver aften. Og min far og bedsteforældre læste også op af forskellige bøger og historier igennem hele min barndom. Da jeg selv lærte at læse, elskede jeg at låne bøger på biblioteket; både det store bibliotek nede i byen og det lidt mindre på skolen. Jeg kan huske glæden ved, at det blev lettere at læse, og jeg kan huske, da jeg sad lænet ind over vores første læsebog og stavede mig igennem ordene. Det var en helt ny verden, der åbnede sig op, idet man lærte at læse. Der er én helt bestemt læsebegivenhed fra min skoletid, der står specielt stærkt i min erindring. Det var en læseuge, hvor flere kasser var opstillet i vores klasselokale fyldt med bøger, her var der forskellige sværhedsgrader og genrer stillet op, som vi, så vidt jeg husker, skulle gribe fat i, hver gang vi havde et ledigt øjeblik i undervisningen, når vi f.eks. var færdig med en opgave i et eller andet fag. Som jeg husker det, var det indrettet sådan, at vi ret ofte fik lov til at læse i den uge, og jeg kan bare huske så tydeligt, at jeg pløjede mig igennem den ene historiske bog efter den anden, bøger om trælle og konger og dronninger. Specielt én bog gjorde stort indtryk på mig, den var en del af en hel serie af "læselet" bøger om den danske kongerække, og det var bogen om Dronning Margrethe I. Jeg kan stadig huske, at jeg sad med den ved mit bord i klassen, og drømte mig væk til fjerne tider, hvor denne her kvinde var overhovedet for Danmark. Jeg kan desværre ikke huske, hvor mange bøger jeg læste i løbet af den uge, men jeg tror det var mange, for jeg blev på et tidspunkt nødt til at søge over til bibliotekets hylder, for at hente nye forsyninger, på trods af de mange kasser vi havde stående i klasselokalet.

Min lyst til læsning har altid været fremtrædende, i perioder har jeg læst mindre end jeg gør nu, men jeg har altid haft denne her ubeskrivelige lyst til at læse og lære noget nyt, for det er jo i bund og grund, det man gør, når man læser, man får et indblik i en anden verden, et indblik som ikke kun underholder læseren, men som lærer én et eller andet, det kan være om historie eller om det at være menneske. Bøgernes univers har altid fascineret mig, og jeg har altid læst og været opslugt af fortællinger.

Jeg har de sidste dage fulgt med på twitter, hvor flere har skrevet om, hvorfor de læser, noget der satte tankerne i gang hos mig, for hvorfor er det egentlig, at jeg læser, og hvorfor er det, at jeg bare ikke kan lade være med at læse? Jeg er ikke rigtig kommet svaret nærmere, end at jeg ikke kan forestille mig en verden eller et liv uden bøger. Jeg skal læse, og jeg vil altid være en læser. Jeg vil altid være på jagt efter nye eventyr, drømme mig væk til fjerne tider og stifte nye bekendtskaber imellem siderne af gode bøger.

Kantslag, af Dorthe Nors

"Kantslag", af Dorthe Nors, udgivet i 2014 (org. udg. 2008), forlaget Samleren, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Rosinante&Co.)

"Kantslag" af Dorthe Nors er en samling af hårdtslående noveller, der med hver deres fine historie gemmer på en helt speciel stemning. Novellerne omhandler hverdagslivets drama, og de velformulerede historier om mennesker på kanten er både skræmmende, indtagende og utrolig interessante.

Der gemmer sig 15 fine noveller bag det lyserøde omslag, lyserødt; en farve som bestemt ikke er et udtryk for det billede af verdenen, som tegnes i Nors' tekster. Hver novelle er præget af en uhygge eller en stemning, hvor hverdagen ikke kun er hverdag, men hvor der i stedet er tale om de mørke tanker og de mørke sider af livet. Det er denne form for hverdag, der her bliver fortalt i et stærkt og enkelt formuleret sprog. Dorthe Nors skærer helt ind til benet, og som læser er det befriende. Meget forbliver usagt, hvad er det egentlig manden med hunden tænker, imens han bliver iagttaget i "Gensidig aflivning", hvor to mænd skiftes til at aflive hinandens hunde, mens familielivet synes langsomt at falde fra hinanden, og hvorfor bliver vi opslugt af andres ulykkelige skæbner, spørger man sig selv, når en mand læser om gemte barnelig og bestialske drab i "Kvindelige mordere", og endelig hvad er det egentlig, der er sket med Annelise, hvis forhold er fyldt med vold og misbrug, når hun bl.a. skal flirte med andre foran kæresten i titelnovellen "Kantslag".

"Hun lagde sig forsigtigt tilbage i sengen. Der lå Carl Erik uberørt af, at hun stadig var vågen. Hans hånd var ud for hendes ansigt, hvor den krammede en flig af dynen. Den så blid ud, som den lå der. Lidt rød hen over knoerne, men der var ikke noget galt med konturerne, især ikke når Annelise satte sine øjne en smule ud af fokus." (- "Kantslag")

Jeg slugte de 15 noveller på en eftermiddag, hvor jeg knapt nok kunne lægge bogen fra mig, de små præcise noveller lokkede mig igen og igen til lige at læse den næste. Da jeg lukkede bogen, var jeg efterladt med en fornemmelse af at have fået et indgående blik ind i menneskets sjæl, i de mørke afkroge og i dagligdagens overvejelser, og samtidig med en lyst til at genlæse novellerne.

Da jeg satte mig ned med "Kantslag" i skødet, var det mit ønske at læse nogle danske noveller, noget jeg ikke har gjort siden gymnasiet, jeg havde ikke store forventninger til den lille fine bog, men jeg blev overrasket gang på gang over det velformulerede sprog og de mere eller mindre skræmmende karakterer, der gemmer sig mellem siderne i Nors' novellesamling; fra den ældre kvinde, der præger flere generationer og får barnebarnet til at tørre sig, når hun har været på toilettet, til au pair pigen, der finder et nyt bekendtskab i buddet, der skal hente en tomat, som er alt for stor til familiens behov. Dorthe Nors' noveller er præget af en klassisk realisme men varieret med et mystisk præg, der kommer til udtryk i det usagte.

"Buddhisten sætter hunden ind i bunden af bilen igen, og idet han drejer ud fra rastepladsen, forstår han, at Berlingoen er endnu et tegn fra Universet. Han kører i den sikreste bil på markedet. Han kører i en bil, hvori man ikke kan dø. Men selvom farlige ting, som for eksempel døden, ikke kan komme udefra og ind i Berlingoen, så er det ikke det samme, som at det farlige ikke allerede er inde i bilen."     (- "Buddhisten")

"Kantslag" af Dorthe Nors er internationalt anerkendt, og man forstår godt hvorfor. Disse 15 noveller har alle noget at byde på, og man befinder sig godt i de små og enkelt formulerede tekster, der drager én med ind i menneskets hverdag. Jeg glæder mig til at læse mere af Dorthe Nors, som med sit indblik i karakternes sjæl, har givet denne læser lyst til at læse mange flere noveller. "Kantslag"; skræmmende, spændende og smukt formuleret!