BogForum 2016 #2

Flere skønne oplevelser fra årets BogForum.

 

 

 WullfMorgenthaler har været et fast indslag på mit BogForum de sidste år. De skuffer aldrig, og jeg næsten græder af grin. En bonus er, at der faktisk altid står nogle fornærmede ældre damer i nærheden af mig, og så kan man jo også grine lidt af deres diskussion af, hvad der er sjovt.

Thomas Skov fortalte om sin nye børnebog, der tager udgangspunkt i hans egne oplevelser. Det var virkelig skønt at se ham fortælle, og se hvor fordybet en lille pige var, da vi fik sendt bogen rundt blandt publikum.

Linn Ullmann var spændende at lytte til, og jeg glæder mig til at læse bogen.

Jens Andersen fortalte om endnu en bog om Astrid Lindgren, som lyder virkelig spændende.

Hans Pilgaard snakkede med Michelle Bellaiche, hvilket var super hyggeligt.

Bogforum 2016 #1

BogForum bød igen i år på mange fantastiske oplevelser.

 

 
Chris Minh Doky står bag en af mine yndlingsbiografier fra i år, en skøn bog med masser af musik. Det var lidt af en bonus, at han også lige valgte at spille lidt dejlig jazz for os.

Patrick Ness var helt fantastisk, skøn i interviews og så sød ved signeringerne, dejligt at en forfatter, man godt kan lide, er så sød.

Don Rosa er en af mine absolutte yndlingstegnere. Hans historier om Onkel Joakim er nogle af de historier fra Anders And & Co, der står klarest i min erindring. Og så elskede jeg det stamtræ, som man kunne samle klistermærker til.

Lucinda Riley var lige som, jeg havde forestillet mig, og det var ret sjovt at høre om hendes skrivning.

Sebastian Klein fortalte om sin biografi, hvilket var meget rørende, specielt forholdet til faderen Jesper Klein. Det var noget af en kontrast til den Sebastian Klein, der lavede rekordforsøg sammen med Jacob Riising.

Hvad jeg (bl.a.) gerne vil nå til BogForum 2016

BogForum 2016 i Bella Center nærmer sig med hastige skrift, og jeg glæder mig til en weekend fra d. 11. til den 13. november i bøgernes tegn. Jeg har brugt de sidste par dage på at kigge nærmere på programmet, og selvom jeg ikke helt har lagt mig fast på, hvad jeg skal se i løbet af de tre dage, så har jeg nogle punkter, som jeg glæder mig meget til, og som jeg helt sikkert skal indfinde mig til.

Patrick Ness kan opleves flere gange i løbet af weekenden, og selvom jeg indtil videre kun har læst en enkelt af hans bøger, nemlig A Monster Calls, så skal jeg helt sikkert høre ham fortælle, da jeg allerede er fan, og så har han jo også en af ophavsmændene til den nye Doctor Who spin-off "Class", som lige nu er i gang med første sæson på BBC. Desuden har han den skønneste instagram med masser af kattebilleder og bookhauls.

 

Don Rosa signerer hele weekenden, og jeg håber virkelig, at jeg får muligheden for at se ham på en af scenerne samt at få en signatur. Historierne fra Joakim von Ands liv tegnet af Don Rosa er nogle af mine absolutte yndlings tegneserier fra Anders And universet. Don Rosas tegnestil er så smuk og fint detaljeret.

 

Linn Ullmann bliver jeg også nødt til at se, selvom jeg faktisk ikke har læst noget af hende (endnu), men jeg regner med lige at nå at læse "De Urolige", inden jeg skal afsted. Den var jeg nemlig så heldig at få af Gyldendal til årets bogbloggertræf.

 

WulffMorgenthaler plejer at være en fast del af min program til BogForum, de formår hvert år at være et af de sjoveste indslag i løvet af weekenden, og jeg glæder mig til at se, hvad de har planlagt denne gang. Sidste gang var det vist en beskrivelse af deres kernepublikum/læsere. Det involverer altid kvinder med masser af ravsmykker.

 

Lucinda Riley er også på mit program, og her er endnu en forfatter, som jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med, men jeg har hørt så meget godt om hendes bøger, at jeg vil kigge forbi et af hendes interviews. Jeg bruger ofte interviews på BogForum til at finde inspiration til videre læsning, og et godt interview kan sagtens betyde et impulskøb, hvis det lyder som en enten virkelig spændende bog eller en spændende forfatter.

 

BogForum er altid noget helt specielt, fordi man er så mange bogelskere samlet på samme sted, og stemningen i Bella Center er altid super god. Jeg glæder mig så meget til årets program og til at gå rundt blandt de mange stande og kigge på bøger, for det skal man jo selvfølgelig også finde tid til.

Skal du til BogForum, og hvad glæder du dig mest til?

Udvalgte noveller, af Fay Weldon

"Udvalgte noveller", af Fay Weldon, udgivet 2016, Lindhardt & Ringhof, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof)

Fay Weldon har i denne bog samlet sine 21 yndlingsnoveller fra 70erne, 80erne, 90erne og 00erne samt en kortroman, som runder samlingen af tekster af. Dette er fortællinger om kvinder, deres rolle i samfundet, deres forhold til mænd, til børn og til dem selv.

 

"Jeg personligt har aldrig gjort mig bekymringer om at finde mit sande jeg. Jeg tror ikke, jeg har et indre jeg, og hvis jeg har, har jeg ikke synderlig lyst til at møde hende. Og han vil bestemt ikke have mig til at spilde tid med at lede, når jeg kunne være i seng med ham."

 

Denne novellesamling tog mig med storm, det er første gang, at jeg stifter bekendtskab med Fay Weldon, men det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg dykker ned i Weldons univers. "Udvalgte Noveller" er inddelt efter årtier, og novellerne kommer således i kronologisk rækkefølge, netop dette giver et tydeligt og virkelig interessant indblik i udviklingen i samfundet såvel som kvindens rolle heri. Samtidig giver det også et fascinerende indblik i Weldons forfatterskab og hendes udvikling.

 

Det store persongalleri, der optræder på tværs af disse noveller, er smukt varieret og skrevet med stor indlevelse, der gør, at man som læser virkelig føler noget for karaktererne. Man hepper på dem, ryster på hovedet af dem eller håber på deres vegne. Selvom det er et varieret persongalleri, er der visse motiver, der går igen i flere noveller. Det er bl.a. besøget hos en psykolog, der optræder flere gange, hvor "patienten" igennem hele teksten fortæller i en lind strøm om sit liv. Som læser indtræder man derfor nærmest i rollen som den lyttende psykolog, hvilket bestemt giver et virkelig interessant indblik i, hvordan man reagerer på historien, der udlægges for en.

 

"Om morgenen er hun frisk og smilende af hensyn til børnene, og hendes stemme klinger af falsk munterhed som en dame fra Kensington nede i Harrods Food Hall. Da hun fejer gulvet inden morgenmaden, undgår hun bordenden og tremmestolen. Manden uden øjne er væk, men der er noget, der er blevet hængende."

 

Kvinderne er i centrum, og det er på både godt og ondt, nogle er viljestærke, mens andre er svage individer, der udvikler sig undervejs eller står i stampe. Det er kvinder med og uden børn, kvinder der allerede har fundet sin hylde i livet, eller som stadig kæmper for at finde sig selv. Fay Weldon skriver med et utroligt overskud, sprogligt er der ikke en finger at sætte på teksterne, der flyder, og indbyder til videre læsning. Man fordyber sig lynhurtigt i Weldons univers, og jeg kunne have fortsat min læsning langt ud over de 21 noveller, der her er samlet.

Denne bog kan både læses på én gang, eller man kan tage en enkelt novelle hist og pist, jeg læste dog bogen fra start til slut i løbet af to dage, og jeg var med det samme klar til at finde flere bøger af Weldon frem fra reolen. Dette er en fantastisk novellesamling, som man virkelig skal unde sig selv at læse. Til slut skal også lige nævnes bogens fantastisk udseende, noget jeg sjældent kommenterer på, men denne bog er simpelthen så smuk både indeni og udenpå, at man bliver nødt til at skrive det. En fantastisk fin læseoplevelse.

Klokkeren fra Notre Dame på Fredericia Teater

6/6 stjerner

"Klokkeren fra Notre Dame" kan ses på Fredericia Teater frem til d. 14. december og derefter på Det Kongelige Teater fra d. 21. juni til d. 16. juli 2017. Medvirkende: Lars Mølsted, Mads M. Nielsen, Christian Lund, Vanessa Rodríguez Ibarra, Diluckshan Jeyaratnam og Thomas Jensen mfl.

 

Da Fredericia Teater bad folk om at gætte, hvilken forestilling, de ville offentliggøre som den næste, fløj jeg til tasterne og skrev "Klokkeren fra Notre Dame med Lars Mølsted som Quasimodo", det var nok mere et håb end, at jeg faktisk troede, teatret ville springe ud i at sætte denne musical op. Senere samme uge offentliggjorde de netop dét, som jeg havde håbet så meget på. Siden da har jeg bare glædet mig helt vildt meget til at se forestillingen, og heldigvis levede den fuldt op til forventningerne, og det så meget, at jeg nu har set den to gange (og har planlagt en gang mere, og virkelig ønsker også at se den i København).

 

"Klokkeren fra Notre Dame" er en smuk og rørende historie, og musikken af Alan Menken og Stephen Schwartz er nok det smukkeste soundtrack i Disneys historie, og Fredericia Teaters dygtige musikere og ensemble formår virkelig at løfte opgaven, det er det smukkest syngende ensemble, jeg har oplevet i en musical!

 

Lars Mølsted er så vanvittig dygtig, han rammer plet i hver eneste forestilling, og hans Quasimodo er bestemt ingen undtagelse. Med pukkel og hæs stemme springer han lettere haltende rundt på scenen, men når han synger, vokser stemmen fra hæshed til den klare og store stemme, som vi kender ham for. Mølsteds portræt af den undertrykkede, nervøse og senere stædige Quasimodo er varmt og rørende. Det her er en kraftpræstation, det er virkelig imponerende at gennemgå sådan en fysisk forvandling og stadig kunne spille og synge så gennemført! Og læg endelig mærke til de fine små detaljer i forskellen på Quasimodos samspil med statuer og gargoyler i forhold til samspillet med de "rigtige mennesker".  Det er et sådan nuanceret skuespil, og man kan ikke andet end heppe på den søde klokker, når han endelig finder venlighed i mødet med Esmaralda. "Én dag" og "Himlens skær" er to utrolig smukke sange, og det er umuligt ikke at blive rørt af Mølsteds stemme med et register, der er helt fænomenalt, det er smukt, sikkert og helt fra hjertet, og jeg sad tilbage med gåsehud.

 

 

Mads M. Nielsens ærkediakon Claude Frollo er skræmmende, og samtidig har Mads M. Nielsen (og omskrivningen af Disneys historie) formået at gøre ham menneskelig, og i øjeblikke har man ligefrem ondt af ham. I samspillet med Lars Mølsteds Quasimodo, Vanessa Rodríguez Ibarras Esmeralda og Thomas Jensens Jehan kommer man helt tæt på Frollo, hans forsøg på at drage omsorg for sin bror og sin brors søn mislykkes, og det specielt, da han lader sig friste af den smukke Esmeralda. Frollo er fanget imellem sit kirkelige hverv og sine følelser og drifter som menneske. Frollos "Helvedes ild" bliver fremført af Mads M. Nielsen og ensemblet, så hårene rejser sig, og gulvet ryster bogstaveligt talt under én, når flammerne spreder sig rundt om publikum, og man efterlades i mørke med hjertebanken, sjældent oplever man så fantastisk et musicalnummer, bare wow!

Vanessa Rodríguez Ibarras Esmeralda er omsorgsfuld, trodsig og smukt syngende, og ved at bevare sin accent, understreges det, at hun er en udefrakommende, fint lavet! Christian Lund er indbegrebet af en velsyngende Disney-helt som kaptajn Phoebus, flirtende og selvsikker, men dog stadig hjemsøgt af krigen, han lige er vendt hjem fra. Esmeralda og Phoebus' kærlighed er flot fremført, og duetterne med Lund og Ibarra sidder lige i skabet. Diluckshan Jeyaratnams Clopin er farlig og dragende som sigøjnernes konge. Dertil kommer det smukt syngende ensemble, som gør det helt fantastisk i mangfoldige roller.

 

Fredericia Teater har overgået sig selv med den smukke scenografi. Store skærme både på scenen og langs de forreste rækker af publikum hiver én helt ind i historien. Man befinder sig i kirkerummet i Notre Dame, på Quasimodos loft, hvor man ser ud over Paris, og så er man pludselig i Paris' gader, på en snusket beværtning eller på Mirakelpladsen. Scenograf Benjamin la Cour har med den smukke scenografi virkelig formået at gøre forestillingen til noget helt specielt, når man f.eks. bliver taget med på en "elevatortur" op igennem Notre Dame. Og det skal lige siges, at har man fået en af pladserne på scenen, så føles det vitterligt. som om man flyver! Og effekten er altså bestemt ikke tabt for resten af publikum, det er en vild oplevelse! På seks kirkebænke (tre i hver side), der bevæger sig rundt på scenen, kan man få en helt speciel oplevelse som publikum. Man får lov til at indgå i scenografien, og her kommer man altså virkelig tæt på! Det var en af disse pladser, jeg havde anden gang, jeg så forestillingen. Det er ikke kun scenografien, der er gennemført, det samme gælder kostumerne. De er smukke, og ensemblet flyver ind og ud af scenen på skift i ført sigøjnerklæder, soldaterhjelme, munkekutter og kostumer som statuer af helgener og gargoyler, alt smukt gennemført. En lille genistreg er også den hovedløse Aphrodisius.

 

"Klokkeren fra Notre Dame" er smuk, rørende, sjov og helt fantastisk. Det er utroligt, at Fredericia Teater gang på gang formår at overgå sig selv, men det gør de altså. Denne forestilling er både smuk for øjet og øret, og man efterlades mundlam. Skuespillerne og alle bag scenen fortjener hvert et stående bifald, som de får. Tak for endnu en vidunderlig aften i musicalens tegn!

 

Billeder af Søren Malmose

Eddikepigen, af Anne Tyler

 

"Eddikepigen", af Anne Tyler, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)

 

Kate Battista holder til daglig hus for sin far dr. Battista, han er en ret så excentrisk videnskabsmand, der ikke interesserer sig for meget andet end sin forskning, og slet ikke for hvordan det går med Kate og hendes lillesøster, Bunny, der bruger det meste af sin tid på at flirte med drenge. Pjotrs, dr. Battistas forskningsassistent, opholdstilladelse udløber dog snart, og forskningsprojektet er truet. Snart prøver begge mænd at overbevise Kate om, at hun må gifte sig med Pjotr, så han kan blive i landet.

 

"Af en eller anden grund sad han og kiggede på Kate. Han havde en måde at holde øjnene halvt lukkede på, som gav det indtryk, at han var ved at nå frem til en eller anden privat konklusion, mens han studerede hende."

"Eddikepigen" er en genfortolkning af "Trold kan tæmmes" eller "Taming of the Shrew" af William Shakespeare. Romanen fungerer rigtig fint, og historien er sød og morsom. Dog føler man, når man har læst Shakespeares drama, at Anne Tyler har lavet en måske lidt for fri fortolkning af historien, der bliver lidt ensidig. Bunnys historie er degraderet til en sidebemærkning som en teenageflirt, og dermed ændres også hele præmissen for historien, og det fungerer ikke særlig godt. Det resulterer i nogle helt andre motiver, som karaktererne handler på baggrund af, og det er faktisk synd. Forskellen ligger også i personkarakteristikken, hvor Kate er lidt for sød, og det samme kan siges om den famlende og faktisk lettere irriterende Pjotr.

 

Nogle af karaktererne bliver måske lidt flade i det, netop fordi plottet er ændret, og man derfor fratager både bevæggrunde og personkarakteristika. Pjotr er dog ret morsom, og det samme er dr. Battista, og man må trække på smilebåndet, da nogle mus vigtige for deres forskning forsvinder.  Bipersonerne i romanen er dog skønne, bl.a. Tante Thelma og Onkel Theron er virkelig godt skrevet, og de gør en middagsscene i bogen til noget helt særligt. Kate er en fint skrevet protagonist, som man altså bare må holde af, og hun er den, man kommer tættest på. Man har lidt ondt af hende, når hun i skolen, som hun arbejder på, er lidt for bramfri og ikke lægger fingre imellem, når hun taler til børnene - det gør hende ikke ligefrem til månedens medarbejder. Kates personlighed gør hende ensom, hun virker kold og følger sin logiske sans, men alligevel påvirker faderens svigt hende.

 

"Man kunne virkelig føle sig fysisk såret, hvis ens følelser blev krænket tilstrækkeligt. Det opdagede hun i løbet af de næste dage. Hun havde oplevet det adskillige gange før, men det her føltes som en helt ny åbenbaring, som en skarp kniv i brystet. Det var selvfølgelig ulogisk: Hvorfor i brystet? Et hjerte var jo ikke andet end en glorificeret pumpe, når det kom til stykket."

 

Anne Tylers lille roman er hurtigt læst, men den efterlader en med en følelse af, at der mangler noget, at det hele var lidt for let. Det er ærgerligt, for historien er før blevet så fint fortolket i bl.a. filmen "Ten Things I Hate About You". Det er dog skønt, at man sagtens kan læse bogen uden at have læst Shakespeares drama, det er et tegn på, at historien fungerer på egen hånd, og det kunne man godt frygte, at en genfortælling kunne have problemer med.

 

"Eddikepigen" er en sød og sjov lille (nærmest) kærlighedshistorie, men den får aldrig løftet sig op til mere end det. Jeg ville ønske, at Anne Tyler havde holdt sig tættere til Shakespeares historie, som man sagtens kunne modernisere uden at skrive så voldsomt om på handlingsforløbet. Men når det er sagt, er det en fin lille roman, som man let kan tygge sig igennem.

 

 

Tidens Kløft, af Jeanette Winterson

"Tidens Kløft", af Jeanette Winterson, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)

I anledning af 400-året for William Shakespeares død vil otte forfattere gendigte nogle af Shakespeares største dramaer. "Tidens Kløft" er den første roman i serien.

 

Leo er en magtfuld investeringsrådgiver bosat i London, han er gift med sangerinden MiMi, men snart vendes der op og ned på deres liv i sus og dus, da Leo begynder at mistænke sin kone for at have en affære med hans bedste ven, Xeno. Et raserianfald splitter familien, og i sit vanvid sender Leo deres nyfødte datter til New Bohemia (i USA), hvor Xeno befinder sig - men noget går galt undervejs, og den lille pige ender i hænderne på fremmede, men måske er det slet ikke så slemt endda.

 

"Tidens Kløft" er en gendigtning af William Shakespeares "Vintereventyret" eller "The Winter's Tale". Det er historien om en mands vanvittige jalousi, der vender  op og ned på en families liv og lykke. Den lille pige, Perdita, som hos Shakespeare efterlades på klipper i et fjernt land, bliver her i stedet efterladt ved et hospital, men Wintersons adaption af historien ligger ellers ganske tæt opad Shakespeares drama. Winterson har skrevet både en lille introduktion og et lille efterskrift, der sætter romanen ind i en kontekst, og hun starter så fint og vittigt historien med overskriften "Coverversionen". Det fungerer rigtig godt, at man lige bliver sat ind i Shakespeares historie, inden man begynder på romanen.

"Og nu stod de på hver sin side af velkomstskiltet og så på hinanden. Og hun ønskede at alt det der skulle ske, var sket. At tiden ville lægge sig imellem dem og befri dem. At de kunne begynde. [...] Hun sagde: "Hej." Han sagde: "Jeg har taget blomster med til dig." "

 

Som en læser, der kender historien i forvejen, bliver man overrasket over, hvor legende let Winterson har formået at overføre Shakespeares fortælling til en moderne setting. Det er en nydelse at læse Wintersons roman, da man virkelig føler, at hun har forstået Shakespeares historie. Hun har ikke valgt at gøre et stort nummer ud af at ændre historien, men har i stedet fokuseret på at modernisere den, og det klæder virkelig denne roman. Samme historie, de samme temaer men med et moderne præg. Dog efterlader Shakespeares drama publikum med ubesvarede spørgsmål, mens Wintersons roman i stedet er konkluderende, og dette er den eneste store kritik, jeg har til selve historien. Jeg elsker "Vintereventyrets" nærmest mystiske afslutning, og den manglede jeg altså her. "Tidens Kløft" kræver dog på ingen måde, at man skal kende Shakespeares historie i forvejen, det er en skøn lille roman, som fortæller en rørende og smuk historie.

 

Leos vanvid er beskrevet, så man krummer tæer, ja jeg fik det på et tidspunkt nærmest fysisk dårligt, hans jalousi kender ingen grænser, og modsætningen mellem ham og den gode Shep, som finder og tager sig af den lille Perdita, er smukt fremført. Shep er rar og rolig - og elsket. Kærlighed er et gennemgribende tema i historien. Kærligheden mellem Leo og den gode ven Xeno, hvis forhold i Wintersons udlægning af historien bliver til måske lidt mere end "bare" et venskab, kærligheden mellem Leo og MiMi, der ender så brat, kærligheden mellem Shep, sønnen Clo og Perdita, og forelskelsen som Perdita opdager med den unge Zel. Persongalleriet er glimrende beskrevet, fra den unge, smukke og kloge Perdita, den sjove og klovnagtige Autolycus, der er brugtvognsforhandler, kvinden, der kan klare alt, Pauline til den jaloux Leo, den stille og intelligente Xeno og den smukke MiMi.

 

Xeno designer computerspil, og den verden, han skaber i spillet, bliver et gennemgribende billede i historien, hvor tiden spiller en stor rolle. Spillet omhandler engle både mørke og lyse, og det er dette niveau, hvor Winterson forsøger at gennemføre det mere overnaturlige fra Shakespeares tekst, og det fungerer faktisk ret godt. Det skaber i hvert fald virkelig smukke billeder på nethinden.

 

"Hun vidste hun var nødt til at ligge stille. Hvis hun bevægede sine vinger, ville hun få husene til at styrte sammen ud over gaden. Men husene var allerede styrtet sammen, ikke? Hvordan var englen faldet ned i baggården? Det var ikke afklaret - det pludselige styrt, den pludselige sammenfoldning af vingerne for at de ikke skulle brække. Og var englen alene i baggården?"

 

At gendigte Shakespeare er et virkelig interessant projekt, og jeg må sige den første roman i serien af gendigtninger, som i Danmark udkommer hos Modtryk, er en virkelig glimrende roman, som jeg læste på ingen tid. Jeg har dog en lille anke, og det er tegnsætningen, som visse steder er nærmest ikkeeksisterende, hvilket er til stor gene for læsningen, faktisk virker det indimellem som om, man har bevaret den engelske tegnsætning, det er dog bare et lille problem i den ellers skønne roman. Winterson tryllebandt mig med den moderne fortolkning, hvor man drager fra London til de amerikanske sydstater og tilbage igen. "Tidens Kløft" er barsk, sjov, rørende og fantastisk godt skrevet.

Bogbloggertræf 2016

 

Lørdag d. 24. september gik turen til Aalborg og dette års bogbloggertræf. Jeg tog tidligt afsted fra Kolding og slappede af i toget med Kevin Bridges' selvbiografi som lydbog. Jeg havde nemlig glemt min møjsommeligt udvalgte togbog, så det blev lige en nødløsning, men så blev det også en togtur, hvor jeg var godt underholdt.

 

Bogbloggertræffet blev en skøn dag i selskab med en masse læseglade mennesker. Vi var i år hele 43 bloggere, så snakken gik lystigt. Der skal lige lyde en tak til Simone, Irene og Michelle for det store arbejde. Træffet var så fint planlagt, maden var god, kagen var perfekt, og så var det skønt med en bordplan, hvor vi var godt blandet med nye og gamle bloggere.

 

Udover at være 43 bloggere havde vi besøg af hele fem forfattere: Malene Sølvsten var den hemmelige gæst, og vi fik alle et eksemplar af "Ravnenes Hvisken" fra Lindhardt & Ringhof, som Malene var så sød at signere. Det var så interessant at høre Malene fortælle om bogen, og jeg glæder mig virkelig til at læse den. Nick Clausen, Pernille Vørs, Marie-Louise Rønning og Nanna Foss tilbragte hele dagen sammen med os, og det var rigtig hyggeligt, de var heller ikke bange for at deltage i snakken og vores årlige bloggerdebat. Vi havde desuden besøg fra Dreamlitt og fik en snak om oversættelser.

Gang på gang bliver jeg overrasket og imponeret over det fantastisk bogbloggertræf, som vi har muligheden for at deltage i, og i år var ingen undtagelse. Der bliver gjort et kæmpe arbejde for, at vi får en dejlig dag med masser af gode og spændende input. Udover de skønne oplevelser på dagen, fik vi også en masse fremtidige læseoplevelser med hjem. Flere forlag havde været så søde at sende stakkevis af bøger afsted til os alle sammen - jeg var i hvert fald glad for, at jeg havde en kuffert at transportere det hele hjem i, selvom jeg også fik brug for det fine net, som vi fik med bøger i fra Gyldendal. Jeg glæder mig så meget til at vise alle mine nye bøger frem, her får I kun en lille teaser til, hvad der venter. Igen tak til alle, der var med til at gøre dagen til noget helt specielt. Det er så rart, at man kan sidde sammen og snakke om bøger, blogs og alt imellem himmel og jord. Man kan virkelig mærke, at vi alle har læseglæde tilfælles. Det skønne er, at når man møder nye bekendtskaber her, kan man altid snakke om de bøger, som man er i gang med at læse, og så kan man jo hurtigt starte en samtale.

 

Jeg glæder mig allerede til næste års bogbloggertræf! Her er nogle stemningsbilleder fra dagen og en liste over sponsorerne, der gjorde det muligt at skabe en dejlig dag med masser af litterære gaver.

 

Sponsorer:

Bog & idé Aalborg, Østeraa

Nick Clausen

Dansk bibelselskab

DreamLitt

Evas kagerier

Forlaget Facet

Gads forlag

Gyldendal

Jentas

Lindhardt & Ringhof

Nicole Boyle Rødtnes

Lotte Petri

Plusbog

Politikens Forlag

Rosinante & Co.

Marie-Louise Rønning

Storytel

Turbine

Tellerup 

Pernille Vørs

  

Julie Kagawa på Odense Bibliotek

Sponsoreret af HarperCollins Nordic

HarperCollins Nordic var så søde at invitere mig til et arrangement med den amerikanske forfatter Julie Kagawa i forbindelse med udgivelsen af "Oprørerne", der er andet bind i serien "Sagaen om Talon".

Aftenen begyndte med et interview med Kagawa, hvorefter publikum fik lov til at stille en masse spørgsmål. Der var heldigvis rigtig mange gode spørgsmål, og jeg var ret glad for, at der ikke blev spoilet en masse, jeg har nemlig stadig begge bøger i "Sagaen om Talon" til gode. Julie Kagawa fortalte både om glæden ved at skrive YA, hun har tidligere forsøgt sig med at skrive mere contemporary fiction og til et voksent publikum, men det fungerede ikke for hende, og hun søgte tilbage til fantasy og YA. Hun fortalte både om sin serie om feer: "The Iron Fey Series" og om Talon-bøgerne, der handler om drager, desuden fortalte hun en del om "Blood of Eden", som foregår i en post apokalyptisk verden, og omhandler vampyrer. Det var virkelig interessant at høre, at grunden til, at de sidstnævnte bøger netop handlede om vampyrer er, at hendes forlægger meget gerne ville have en bog omhandlende vampyrer i kølvandet på Twilight-bøgernes succes. Der kan man virkelig se, hvor meget populærlitteratur har indflydelse på, hvilke bøger, der udkommer.

Efter de mange spørgsmål fik alle inviterede en goodiebag, der bl.a. indeholdt den fine malebog "Fantastiske skabninger og hvor de findes: Magiske karakterer og steder", samt te, chokolade og nogle gode rabatter til Hunkemüller. Desuden fik jeg både den helt nye "Oprørerne" og også "Dragerne", som er den første bog i "Sagaen om Talon". Julie Kagawa var så sød at signere bøger efter arrangementet, og der var en lang kø, jeg fik begge min fine bøger signeret, og nu glæder jeg mig rigtig meget til at læse dem. Julie Kagawa var rigtig sød, og hun interesserer sig meget for bogbloggere,som hun har gjort meget brug af i USA, og jeg fortalte hende lige lidt om vores gode fællesskab bloggerne imellem her i Danmark, hun var ret imponeret over, hvor mange vi havde været til bogbloggertræffet!

Det var en skøn aften i godt selskab!

Currently reading #23

Sommerferien har budt på en masse læsning af Shakespeares dramaer. Det er jo mit mål at læse alle hans værker i løbet af et år, og jeg begyndte d. 23. april for at markere 400 året for Shakespeares død, et projekt, som jeg kalder "Shakespeareadathon" (så følg endelig med på #shakespeareadathon på både twitter og instagram). 

400-året for Shakespeares død markeres overalt i verdenen på mange forskellige måder. Jeg har selv deltaget på Kronborg, da The Globe slog vejen forbi med en Hamlet forestilling, der har turneret alle verdens lande (bortset fra to) rundt. The Hogarth Shakespeare Project markerer også Shakespeares liv og værker, og det med en virkelig spændende idé. Fra 2015 til 2021 (ja man må sige, at det er et langt projekt) vil kendte forfattere genskrive eller skrive et værk inspireret af et af Shakespeares dramaer. Forlaget Modtryk har i Danmark valgt at oversætte og udgive disse bøger, og de har været så søde at sende de første to i serien til mig, og dem er jeg nu i gang med at læse.

Den første er "Tidens Kløft", af Jeanette Winterson, der tager udgangspunkt i "The Winter's Tale" ("Vintereventyret"). Jeg har i løbet af sommerferien netop læst "The Winter's Tale", som jeg så sidste år i London, så netop dette drama er i frisk erindring. Det samme kan man ikke sige om "The Taming of the Shrew" (Trold kan tæmmes), som er baggrunden for "Eddikepigen", af Anne Tyler. Jeg har aldrig læst dramaet bag, men jeg har dog set den på teatret i en dansk fortolkning og set den skønne film med Elizabeth Taylor og Richard Burton, så jeg føler, at jeg kender historien (og så har man selvfølgelig også sukket over Heath Ledger i 10 Things I Hate About You, som er baseret på samme).

Genskrivning eller at skrive med inspiration fra et andet værk er et virkelig interessant fænomen. Jeg læste for år tilbage i gymnasiet en fortolkning af "Romeo and Juliet" og syntes dengang, at det var en skøn idé at tage udgangspunkt i Shakespeares historier, og jeg glæder mig derfor til at dykke ned i disse nye udgivelser som en del af fejringen af Shakespeares liv og virke.

Filmanmeldelse: Lyset i Havet (The Light Between Oceans)

"Lyset i Havet" har premiere i dag d. 8. september. Medvirkende: Michael Fassbender, Alicia Vikander, Rachel Weisz mfl.

5/5 stjerner 

 

Tom Sherbourne er lige vendt hjem fra 1. Verdenskrig, da han får arbejde som fyrmester ved fyrtårnet på øen Janus, det perfekte arbejde for en mand, der ønsker at leve isoleret fra omverdenen, da han er den eneste person på øen. I en nærtliggende havneby finder han dog snart kærligheden, da han møder Isabel Graysmark. Alt ånder fred og idyl, og de to er lykkelige, indtil de mister et barn, og den glæde, de har sammen, for en stund bliver knust. En dag ændres deres liv på den lille ø dog for altid, da et barn i en robåd skyller op på stranden.

 

Derek Cianfrance har både skrevet og instrueret filmen baseret på romanen af M.L. Stedman. Det er en meget stemningsfyldt film, der er utrolig smukt fotograferet. Flotte billeder af øen med bølgebrus og vindens susen giver "Lyset i havet" den perfekte baggrund for handlingen.

 

Dette er en film, der virkelig griber fat i tårekanalerne, den er utrolig rørende og behandler kærlighed og sorg på en måde, der gør, at man kunne høre snøften hele vejen rundt i biografsalens halvmørke.

 

Skuespillet virker så naturligt, og man har virkelig forsøgt at ramme et meget realistisk billede, hvilket er lykkedes. Det er specielt tilfældet med Alicia Vikanders portræt af Isabel, hvis smerte og sorg er så gennemført flot spillet, at man sidder med en klump i halsen, det er en rå sorg, man her præsenteres for. Michael Fassbender gør det simpelthen så godt som den først distancerede Tom, der blomstrer op i kærligheden til Isabel og datteren Lucy. Sjældent har jeg set så naturligt og flot samspil med et barn, som man ser i denne film. Både den 12 måneder gamle Lucy og den lidt ældre pige spiller så fint, og deres samspil med de voksne skuespillere er virkelig imponerende. De smukke følelsesladede scener med Vikander og Fassbender er filmet så tæt, at der ikke skjules noget, man kan se ethvert ansigtstræk, og man får derved virkelig at se, hvor dygtige de er.

 

Da Lucy skal døbes opdager Tom til sin skræk, at moderen til barnet, han og Isabel nu opfostrer som deres eget, stadig lever, og hun har ikke bare mistet sin mand men også sin lille datter. Og Tom står foran et dilemma, og lige meget, hvad han gør, vil han frarøve en mor det lille barn, som hun elsker så højt. Rachel Weisz kommer ind i filmen, som kvinden, der har mistet både mand og barn til havet, og hun giver et smukt indblik i sorgen og afmagten, som hun står overfor. Det er her, at det klassiske kærlighedsdrama ændrer form.

 

Alexandre Desplat er kendt for sine smukke filmkompositioner, og hans musik understøtter i denne film på fineste vis handlingen. Dette er en film, som er båret af plottet, den forlader sig ikke på action og voldsomme scener, den fokuserer på skuespillet og handlingen, og derfor er musikken og kameraføringen så vigtig, da de både understreger de følelsesladede scener og skaber pauser fra dem. Skuespillet er virkelig det, der får filmen her til at fungere helt perfekt, og som gør, at publikum tryllebindes af historien.

 

"Lyset i havet" er en smuk og rørende film med fantastiske skuespilpræstationer. Filmen behandler på smukkeste vis kærlighed, hvad det vil sige at være forældre og det at miste, og det på mange plan, da handlingen foregår i skyggen af tabene fra 1. Verdenskrig. En gennemført og flot fortalt film, som man ikke må snyde sig selv for at se!

 

 

 

Gemte og glemte skatte #15

Skattejagter på loppemarkeder og i genbrugsbutikker er noget, som jeg elsker, og det er altid helt fantastisk at finde nogle små bogskatte. I løbet af sommeren har jeg da også fundet flere spændende ting og sager - og bøger selvfølgelig!

 

Disse tre er nogle af de nyeste til bogreolen, og de er simpelthen så smukke. "Tre Fortællinger", af forfatteren til "En ung Piges Historie" ser ud som om, at den aldrig har været læst. Jeg blev nødt til at undersøge, hvem denne unavngivne forfatter er, og jeg fandt frem til, at det er Cornelia von Levetzow, der er kvinden bag denne bog. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men fandt frem til, at hendes bøger var meget populære i hendes samtid og udkom i flere oplag, og hun blev endda udgivet i flere lande. Sjovt som en bog, man finder i en genbrugsbutik kan åbne op for ny viden.

"Improvisatoren", af H. C. Andersen kendte jeg i forvejen, men jeg har dog endnu ikke læst den. Den sidste bog "Napoleon og den store Arme", af Saint Hilaire, er simpelthen så smukt indbundet, og jeg er ret spændt på dens indhold.

For alt i verden, af Martin Høybye

 

 

"For alt i verden", af Martin Høybye, udgivet 2016, Songcrafter, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Songcrafter)

Thøger vokser op i provinsen i 1970'erne med far, mor og søsteren Laura, men snart bryder kernefamilien sammen, da faren forlader dem. De må flytte, og pengene er små, Thøger  roder sig ud i noget med vennerne, og snart er han på opholdsstedet Kjærholm. Det er et sted med mange skæbner, hvor ikke alle er lige rare at være i nærheden af, når én f.eks. går amok. Thøgers musik bliver snart hans store kærlighed, det er med guitaren i hånden, at han leder efter sin stemme, når han lader sine tanker og sin forelskelse komme til udtryk gennem sange. En musikroman, der behandler tab, kærlighed, sangskrivning og livet.

 

"På mange måder var det som dengang, morfaren døde. Som om noget var ved at gå midt over. Men den nye sorg var anderledes, fordi der ikke var et sted, hvor han kunne give den afløb, og fordi der ikke var andre, der sørgede. Den gamle sorg havde holdt en arm om ham. Men den nye borede kolde, hårde fingre ind i hans kød. Og det føltes umuligt at vriste sig fri igen."

 

Sangene, som Thøger skriver, kan man lytte til undervejs i læsningen, da albummet "For the World", som man kan streame på nettet, hænger sammen med bogen. Det er et virkelig fint greb, som fungerer rigtig godt, man skal lige vænne sig til, at man skal lytte til musik undervejs, men når først man kommer i gang, er det en ret fascinerende idé, og samtidig kan man læse teksterne i romanen.

 

Martin Høybye har skrevet en roman, som afbilleder det danske samfund fra 70erne op i 90erne, der males et billede af musikscenen såvel som livet på et opholdssted. Bogen er bygget op som en sang med intro, tre vers og en outro - igen et fint greb, der snakker rigtig godt sammen med albummet. Disse afsnit er igen inddelt i små kapitler, som er nærmest episodiske, hvilket giver et rigtig fint flow i bogen, og samtidig lader det læseren få indblik i de mest betydningsfulde nedslag i Thøgers historie.

 

"Han vidste ikke, hvor teksterne kom fra, men de kom næsten altid på engelsk. Tankestrømmen fik en anden karakter, og hans idéer blev mere skæve og finurlige, når han tænkte på Susan. Ordene kunne bide sig selv i halen og slå krøller på umulige sætninger, der alligevel gav mening i den sidste ende. Hun var så uopnåelig, og samtidig indgød hun en sælsom kraft i ham, som styrkede."

 

Kærligheden er et stort tema i Høybyes roman, det er specielt Susan, der får en stor betydning for Thøger, og som kommer til at præge hans musik ligesom lastbilchaufføren Lene. Thøgers liv tager flere gange en drejning netop pga. mødet med en person, forelskelsen i Susan præger ham og hans musik, mens mødet med amerikanske Ralph bliver hans indgang til musikscenen i Aarhus.

 

Man får mindelser til den klassiske dannelsesroman, når man læser "For alt i verden". Bog og musik samlet, og en rigtig velfortalt socialrealistisk historie fungerer rigtig godt. Med Martin Høybyes musikroman kan man både fordybe sig i historien og musikken, og man bliver hurtigt grebet af Thøgers historie.

"Romeo and Juliet" på Garrick Theatre i London

"Romeo and Juliet" kan ses på Garrick Theatre i London frem til d. 13. august 2016 eller opleves live fra London i Cinemaxx i København, Odense og Aarhus d. 7. juli 2016.

Medvirkende: Richard Madden, Lily James, Derek Jacobi, Meera Syal mfl. 4/5 stjerner

Jeg så "Romeo and Juliet" d. 19. maj på Garrick Theatre i London. Det er nu muligt at se forestillingen her fra Danmark, da den bliver sendt live fra London i Cinemaxx's biografer. Det er en oplevelse, man bestemt ikke må snyde sig selv for!

Verona er stedet, hvor stykket tager sin begyndelse, og netop det italienske sætter sit tydelige præg på denne produktion. Der mumles og skændes på italiensk imellem de kendte replikker fra Shakespeares drama. Scenen og kostumerne er designet med inspiration fra 1950erne med fine kjoler, solbriller og højtaljede bukser med seler og holdt helt i sort, gråt og hvidt. Det er en stilren produktion, som Kenneth Branagh og Rob Ashford har instrueret. Ren Frederico Fellini!

Richard Maddens Romeo er rørende og utrolig velspillet, han vækker medfølelse og formår også at frembringe dybtfølt vrede og had, når han kæmper mod Tybalt og Paris. Kemien med Lily James i rollen som Juliet er upåklagelig, som mange allerede har set i filmen "Cinderella". Lily James spiller Juliet med lige dele sødme, fortvivlelse og humor, et skønt valg til rollen.
Mercutio spilles af Derek Jacobi, et overraskende valg til en rolle, der normalt spilles af en jævnaldrende til Romeo, men det fungerer upåklageligt! Jacobi er en mester i Shakespeare, og hans morsomme portræt af Romeos ven og rådgiver er spot on! Han synger, danser og fægter med en præcision og et talent, som bare skinner totalt igennem, og han får gang på gang publikum til at grine højlydt. Jack Colgrave Hirsts Benvolio er et glimrende modspil til Jacobis Mercutio.

Musikken er fremtrædende, når Juliet giver den som syngende 50s-chick, og Mercutio synger med backup fra Romeo og Benvolio. "Romeo and Juliet" er måske nok en tragedie, men det er ikke humor, der mangler, og det gør der bestemt heller ikke i denne produktion. Meera Syal som ammen, er utrolig morsom, hun kommer ud i ekstremerne, men det fungerer upåklageligt, og selvom hun er karikeret, er kærligheden til Juliet stadig tydelig og rørende. Humoren skinner endda igennem i den kendte balkonscene, der er ret anderledes, idet Juliet på balkonen har medbragt en ret stor flaske champagne, som hun flere gange gør sit for at bunde. Det bragte bestemt noget nyt til scenen, som man kender så godt, men humoren går heller ikke for vidt, i stedet tydeliggøres det, hvordan de to unge forelsker sig hurtigt og hurtigt indser, at de ikke kan undvære hinanden. Humoren gør bare slutningen endnu mere rørende.

På trods humoren er denne produktion også fyldt med den voldsomhed, der ofte præger Shakespeares tragedier. Michael Rouse i rollen som Lord Capulet er voldelig, ond og misbruger alle sine kvinder. Hans vrede over Juliets valg er skræmmende og en kæmpe kontrast til de sjove udbrud. Lady Capulet i skikkelse af Marisa Berensen er til gengæld overspillet og trættende, og det er faktisk virkelig ærgerligt, da rollen virkelig fortjener bedre. Det samme gælder til en vis grad for Tybalt spillet af Ansu Kabia, der aldrig rigtig kommer ud over scenekanten.

Det er første gang, jeg har fået muligheden for at se "Romeo and Juliet" i teatret, og det var en virkelig god oplevelse, der efterlod mig med lettere våde øjne og følelsen af at være blevet trukket gennem hele følelsesregistret i løbet af aftenen.

Ulykkelig kærlighed, passion, musik og humor, "Romeo and Juliet" har det hele, så smut en tur i biografen og se stykket d. 7. juli, det er en skøn oplevelse!

"A Midsummer Night's STEAM" på Fredericia Teater

 

5/5 Stjerner

"Midsummer Night's STEAM" kan ses på havnen i Fredericia (hos Fredericia Teater) frem til d. 6. juli.

Allerede idet man forventningsfuldt ankommer på havnen i Fredericia, bliver man imponeret over produktionen. Containere er tranformeret til en gade i New York komplet med et højhus i midten. Scenen er sat!

 

Fra første strofe er man hensat til et magisk og anderledes New York, hvor hedebølgen har raseret i 18 dage, og regn er en mangelvare. De tre ”frisøser” fra frisørsalonen ”Bob’s” synger om hedebølgen med en lækker sydende lyd. Bjørg Gamst, Frederikke Maarup Viskum og Anne Fuglsig Jensen er skønne i pastelfarvede kjoler som henholdsvis frisørerne Gracy-Lou, Peggy og Dorothy, de spiller også de tre feer, der følger Titania, her er de vilde, hårdtslående og vovede i sorte afslørende outfits. De varierer lyden på sangene på en så gennemført måde, at man næsten ikke kan forstå, at det er de tre samme skuespillere. Christian Collenburgs Bob er en vildt stereotyp homoseksuel frisør, og han gør det simpelthen så godt som centrum i bandet "Bob og Frisøserne".

 

Feerne Oberon og Titania spillet af Kim Leprévost og Maria Skuladottir skændes så det brager, og deres skænderi er skyld i hedebølgen. Kærligheden er svær, specielt når Titania har fået sig en ung elsker for at gøre sin mand jaloux. Maria Skuladottirs Titania er sej, velsyngende og sexet i kort sort kjole og lang læderfrakke. Mens Oberon er en hård skurk, der dog ønsker at hjælpe en ung og ulykkeligt forelsket pige.

 

Det er nemlig ikke kun feerne, der har knas i kærligheden. Elena er forelsket i Dino, men Dino skal giftes med Adria, som vil stikke af sammen med Luigi. Én stor kærlighedsforvikling, og med feernes indblanding, bliver det hele snart endnu mere indviklet. For Oberon sætter sin håndlanger Puck på sagen, og snart er både Luigi og Dino dybt forelskede i stakkels Elena. De to unge mænd, der rodes ud i kærlighedsproblemer pga. feernes indblanding, bliver portrætteret af Lars Mølsted som Dino og Emil Birk Hartmann som Luigi. De er begge forrygende, de synger helt fantastisk, og hvem vil ikke gerne kurtiseres af de to, når de iført trenchcoats fører sig frem på bedste New York gangster maner?! Katrine Jenne som Adria er en fin blanding af sødme og humor, mens Cecilie Thiims Elena har en af de sjoveste entreer på scenen, hendes ulykkelige kærlighed og jagt på Dino med dertilhørende italienske gloser er spillet til perfektion.

 

Det er dog Thomas Jensen, der stjæler showet, hans Puck er den helt perfekte blanding af fræk, utrolig utiltalende og ufattelig sjov på samme tid. Feernes skyggeverden er baggrunden for Pucks ankomst på scenen på en veteranmotorcykel og syngende med den der vilde rockklang, som Thomas Jensen vist specialiserer sig i (som man f.eks. så i Fredericia Teaters produktion "Bleeding Love") – wow! Senere er Pucks sang om lysten til kvinder og øl med dertilhørende publikumsfællessang med omkvædet "bare en lille smule øl og en kvinde!" og jagt på kvinder blandt førnævnte publikum et højdepunkt i musicalen, et nummer der giver masser af latter, bifald og hujende tilråb: Velfortjent!

 

STEAM er fyldt med skøn musik, der er masser af humor og søde kærlighedshistorier. Fredericia Teater har formået at skabe en musical, der passer perfekt ind i havnemiljøet på Fredericia C, det er skøn sommerunderholdning, som man bestemt ikke må snyde sig selv for!

 

Fotos af Søren Malmose for Fredericia Teater

Nye bøger til bogreolen #3 - og et besøg i Politikens Boghal

Da jeg var i København sidst, måtte jeg selvfølgelig et smut forbi Politikens Boghal, det var så lang tid siden, at jeg havde været i København. Politikens Boghal er en af mine yndlingsbogbutikker i Danmark, fordi den har så stort og varieret et udvalg specielt i engelske bøger, min eneste anke er, at bøgerne er blevet en del dyrere de sidste par år, og det stort set ikke kan betale sig at købe engelske bøger der fremfor på nettet, hvilket er virkelig ærgerligt.

Jeg synes faktisk selv, at jeg styrede min købelyst ret godt, selvom det er lidt svært, når der er så mange skønne bøger. Jeg har længe ønsket mig nogle af bøgerne fra Word Cloud Classic serien, jeg elsker deres design, og så er de simpelthen så lækre at røre ved. Jeg stod foran reolen med klassikerne i så lang tid og overvejede, hvilke jeg skulle have med hjem. Jeg endte med at købe tre. Jeg havde faktisk aldrig set bøgerne i virkeligheden før, så jeg var glædeligt overrasket over, hvor fine de var.

"The Age of Innocence", af Edith Wharton. Bogen har længe stået på min læseliste, og så synes jeg, at udgaven er så fin i den lidt sarte lilla farve. Jeg har kun læst "The House of Mirth" af Wharton, som jeg synes er rigtig god, så jeg glæder mig meget til at læse denne.

"Dracula", af Bram Stoker. Dette var den første bog, jeg så af disse udgaver, og jeg har vidst længe, at jeg blev nødt til at eje den, hvis den var ligeså pæn i virkeligheden som på nettet, og det er den altså! Jeg elsker flagermusen på ryggen og den grå farve med den rubinrøde skrift. Jeg har allerede læst Dracula og var ret begejstret, så jeg har længe ønsket mig en smuk udgave til at pynte i bogreolen, og det har jeg så endelig fået nu.

"The Romantic Poets". Hvis der er noget, jeg er for dårlig til at få læst, så er det lyrik. Men, hvis jeg giver mig i kast med lyrik, er det altså ofte den engelske romantiks digtere, der tiltrækker mig. Da jeg så denne skønne lilla udgave med roserne, blev jeg nødt til at have den med, og jeg håber, at jeg så kan blive inspireret til at læse lidt mere lyrik.

Ud over de tre bøger fik jeg også købt mit første Penguin krus. Valget faldt på A Room of One's Own, af Virginia Woolf, jeg kan godt lide den lilla farve, og så er det bare et skønt essay, som jeg både har læst i forbindelse med studiet og derhjemme for hyggens skyld. Citatet, der pryder bloggen, er faktisk fra dette fantastiske essay, som man virkelig ikke må snyde sig selv for.

Har I købt nogle nye bøger fornylig?

Nærvær, af Chris Minh Doky

"Nærvær", af Chris Minh Doky, udgivet 2016, Politikens Forlag, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar Politikens Forlag)

Den internationalt anerkendte jazz-bassist Chris Minh Doky har skrevet en biografi, der tager udgangspunkt i, hvordan man skaber nærvær i musikken såvel som i livet. Det er historien om New Yorks jazzmiljø, en musikers vej ind i en verden, hvor man kan leve af musikken og om at finde sig selv. Det er en musikalsk historie om en ligeså musikalsk rejse og om at sætte sig selv på spil.

""Minh... Tager du stoffer?" "Nej. Jeg spiller jazz." Svaret var lige dele oprigtigt og lige dele absurd. Oprigtigt for den del af mig, som havde kastet sig ud i en passion, jeg ikke anede, jeg havde. Absurd for den del af mig, der ville have et ordentligt snit til studentereksamen, så jeg kunne komme ind på Panum."

Chris Minh Doky er født og opvokset i Danmark, hans far er fra Vietnam og hans mor fra Danmark, disse to kulturer med store kulturelle forskelle har i den grad præget ham, og det er netop dette, der tages udgangspunkt i i den første del af "Nærvær", hvor læseren hører om forældrenes møde i Frankrig og Chris Minh Dokys opvækst i København. Begge forældre er musikere (faderen også læge), og det er altså et meget musikalsk hjem, han og broderen, Niels Lan Doky, der er pianist, vokser op i. Chris Minh Dokys spirende interesse for musikken er virkelig interessant læsning. Fascination af musik, og hvordan den er sat sammen, præger Doky allerede som barn og ung, hvor han lytter til forskellige musikere for undervejs at skrive deres arrangementer ned. Denne analytiske tilgang til musikken, giver udtryk for et behov for at forstå, hvad det er disse fantastiske musikere gør. Og så vidner det om en vanvittig musikalitet.

Den næste del af bogen omhandler rejsen til og livet i New York, hvor der åbenbares en helt ny verden. Den fattige unge musikers kamp for ikke at på daglig basis at blive røvet i det hårde kvarter Spanish Harlem, er noget af en øjenåbner (for Doky såvel som læseren), for tænk, at man klarer sig igennem det, fordi man virkelig vil musikken og New York så meget. Bogen byder på historier om nogle af de store jazzlegender, som Chris Minh Doky møder på sin vej, mange får han snart lov til at spille med. Fascinationen af disse mennesker og deres musik skinner virkelig igennem i bogen, mødet med ens helte og endda at få lov til at spille sammen med dem!

"Jeg var rundt på gulvet og mundlam. Det havde jeg aldrig før prøvet i mødet med en kendt person. Det er min klare erfaring, at det ikke er størrelsen af en persons berømmelse, der får dig til at tabe mælet. Det er størrelsen af din respekt for vedkommende ."

Succesen har dog en pris, og det er her, at "Nærvær" virkelig formår at fortælle en historie, som bliver netop nærværende, det er ikke kun fortællingen om en musikers opvækst og succes, men i stor grad om, hvordan man bliver suget ind i en verden, hvor man pludselig ikke er sig selv. "Chris Minh Doky" bliver snart en rolle - et navn. Der skelnes så fint hele vejen igennem bogen mellem 'Minh', som Chris Minh Doky bliver kaldt privat og "Chris Minh Doky", som er den succesrige musiker, der spiller med verdensstjerner og scorer damer (mange damer!). Det er et rigtig fint greb, som gør, at man virkelig får et blik for den store forskel, der er mellem den private og den offentlige side af en person. Læseren kommer også tæt på oplevelsen af 11. september i New York, forholdet til Tanya, foredrag på skoler og arbejdet hos DR.

"Nærvær" er ikke "bare" historien om Chris Minh Dokys liv, men også en historie om musik og en musikalsk rejse. Den er virkelig velskrevet, og om man er musiker eller ej, vil man kunne nikke genkendende til den søgen efter nærvær, som der beskrives, og som der i høj grad stræbes efter at opnå. En biografi man bestemt ikke må snyde sig selv for.

De Smukkeste, af Karin Slaughter

"De Smukkeste", af Karin Slaughter, udgivet 2016, forlaget Harper Collins Nordic, 4/5 stjerner, (anmeldereksemplar fra Harper Collins Nordic)

24 år efter Julias forsvinden, taler hendes søstre, Claire og Lydia, ikke længere sammen, og de lever vidt forskellige liv. Claire lever i sus og dus med sin succesrige mand, Paul. Mens Lydia endelig har fået styr på sit liv og har en stille og rolig hverdag sammen med sin datter efter år præget af stofmisbrug. Da Julia forsvandt, blev familien lagt i ruiner, deres far tog sit eget liv, og moren og bedstemoren taler nu kun med Claire. Claires liv forandres dog pludseligt, da hendes mand Paul bliver brutalt myrdet, og hun opdager snart noget, hun hellere ville have været foruden. Den eneste, der kan hjælpe hende, er Lydia.

 

"Der stod en mand lige bag Paul. Han var klædt i en sort hættetrøje, som var lynet helt op under hans kraftige, tatoverede hals. En klapperslange, som blottede gifttænderne i et uhyggeligt smil, bugtede sig hen over hans adamsæble."

 

"De Smukkeste" er en thriller af en kriminalroman, og man kan slet ikke lægge bogen fra sig, når man først er begyndt. Den handler om, hvad det pludselige tab af et familiemedlem kan gøre ved en familie, og hvor godt man end tror, at man kender en person, kan det vise sig, at man tager grueligt fejl. Spørgsmålet er, hvem er ven, og hvem er fjende?

"De Smukkeste" er en grum fortælling, og selvom jeg bestemt ikke er sart, var der billeder i denne roman, som fik det til at vende sig lidt indeni mig, Karin Slaughter lægger i hvert fald ikke fingrene imellem. Denne roman handler om kvinder, der bliver brutalt voldtaget og myrdet, og jagten på at finde frem til gerningsmændene bag. Romanen er bestemt ikke for sarte sjæle.

 

"Claire mærkede den voldsomme bølge af kvalme, der altid rejste sig i hende, når hun opdagede endnu en af Pauls hemmeligheder. Lydia tog brillerne på og begyndte at skrive noget. Claire stirrede ind i ryggen på den hvide lædersofa. Hun havde lyst til at flænse læderet op med neglene. Hun havde lyst til at brække trærammen i stykker, finde nogle tændstikker og brænde hele huset ned til grunden."

 

Jeg læser sjældent krimier, men mine fordomme blev virkelig gjort til skamme. Dette er en utrolig spændende og medrivende roman, den er yderst velskrevet, og det kommer specielt til udtryk, når man langsomt indser, hvad der er på spil sammen med de to søstre. Læseren følger både Lydia og Claire, hvis historie bliver mere og mere hæsblæsende, indimellem kapitlerne får læseren et indblik i deres fars kamp for at finde frem til sandheden om den forsvundne datter. I breve skrevet til Julia ses smerten, som familien blev præget af, da Julia forsvandt. Farens breve fungerer som et fint lille roligt helle midt i virvaret af nye informationer, frygten og jagten på en forbryder.

Karin Slaughter har formået at skrive et krimi-mesterværk, jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig. Slaugther formår at lege med læseren, når man gang på gang tror, at man endelig ved, hvad der foregår, men man så atter bliver forvirret af nye opdagelser. "De Smukkeste" er en roman, som man bestemt ikke må snyde sig selv for, hvis man har lyst til spænding. Læs den!

Globe to Globe Hamlet på Kronborg Slot

 

Globe to Globe Hamlet er en forestilling, der de sidste 2 år har turneret rundt i hele verden. Danmark var land nummer 195 og sidste stop, inden forestillingen skal opføres de sidste par gange på Globe Theatre i London. Denne opsætning af Hamlet er sat i værk i 2014 for at markere 450 året for Shakespeares fødsel, og afslutningen af turneen marker nu 400 året for Shakespeares død. Det er et kæmpe projekt, hvor målet var at besøge alle lande i verden, Syrien og Nord Korea lykkedes det dog ikke at opføre stykket i.

D. 21. april var turen kommet til Danmark, hvor HamletScenen på Kronborg Slot eller "Hamlet's Castle", som det nogle gange kaldes, skulle danne ramme for Hamlet. Jeg havde billet til den første forestilling kl. 13.00. Dansesalen på Kronborg var indrettet til formålet, og det var en smuk baggrund for scenen.

Ensemblet er udgjort af 12 skuespillere, hvor 4 altid sidder over, og skuespillerne har undervejs byttet roller med hinanden, så de ikke har spillet den samme rolle i 2 år. Derfor var det altså kun 8 skuespillere og 2 scenefolk, der indtog scenen.  Hamlet byder på langt flere roller, og derfor spillede alle flere personer med undtagelse af Ladi Emeruwa, der kun spillede Hamlet. Markeret med små kostumeskift sprang skuespillerne ind og ud af deres roller. Den spartansk indrettede scene blev fyldt ud med virkelig godt skuespil og masser af sang og musik. Jeg var virkelig imponeret af Matthew Romain (Horatio og Reynaldo) og Jennifer Leong (Ophelia og Voltemand), der begge spillede violin, fløjte og tromme, mens flere andre skuespillere også spillede på fløjter, trommer med mere, mens de sang. Musikken gav en helt speciel stemning, som fungerede super godt. Forestillingen blev afsluttet med, at de døde blev vækket til live, og alle dansede, klappede og sang, mens publikum klappede i takt. Skuespillerne fortjente de stående ovationer, som de modtog. Det var en helt speciel oplevelse, at få lov til at se en forestilling, der har rejst hele verden rundt for at markere Shakespeares fødsel og død.

 

Ladi Emeruwas Hamlet var stærk og bevægende, og hans kontrollerede galskab passede smukt ind i denne produktion. Tom Lawrences Laertes var dybt rørende, da han med tårer trillende ned af kinderne fik nyheden om Ophelias død, hans Rosencrantz (eller var det Guildenstern?!) var ligeså morsom, som hans Laertes var rørende. Beruce Khan som Guildenstern (eller Rosencrantz) var fantastisk, og det samme var hans portræt af Fortinbras og Osric, smukt fremført med forskellige dialekter og virkelig morsom. Matthew Romains Horatio havde den helt rette rolige attitude, som rollen bør have, og hans Reynaldo var forsigtig og sjov. Keith Bartlett, der var så rar at hilse på nogle af os i publikum inden forestillingen (ligesom Matthew Romain og Amanda Wilkin), var en fabelagtig Polonius og "Gravedigger", der med humor og varme gav anledning til masser af latter. Amanda Wilkins Gertrude var flot portrætteret som kvinden, der er ude, hvor hun ikke kan bunde i ægteskabet med Claudius, mens hendes "Player Queen" var hylende morsom. Jennifer Leong var en bevægende Ophelia, der med sin sang viste Ophelias sindssyge så præcist og fint. Rawiri Paratene var en afmålt og overvejende Claudius. Hele castet viste, hvor dygtige de er, når de kastede sig ud i de mange forskellige roller, musik og sang.

 

Globe to Globe Hamlet var en perfekt måde at fejre Shakespeare på, og jeg er så glad for, at jeg fik fat i en billet til forestillingen. Jeg havde håbet på at få muligheden for at se denne forestilling siden, programmet blev offentliggjort i forbindelse med jubilæet i 2014, og heldigvis levede forestillingen helt op til forventningerne. Fantastisk forestilling med fantastiske skuespillere!