Søndag på BogForum 2015

 

 

Dette er det tredje af fem indlæg om BogForum 2015.

Søndag var sidste dag på BogForum, og det var en travl en af slagsen. Jeg startede dagen blødt, jeg havde ikke noget planlagt den første time, og slog vejen forbi Lindhardt & Ringhof, hvor Hr. Skæg underholdt både børn og voksne, det var en hyggelig start på morgenen. Efter Hr. Skæg forlod scenen, kunne jeg rykke tættere på og vente på, at Jacob Riising skulle interviewe Sebastian Klein om hans nye bog "Verdens 100 farligste dyr". Begge har været en del af min barndoms tv-programmer, så der var dømt nostalgi-trip. Interviewet var det absolut sjoveste, jeg oplevede på BogForum. Vi skulle i begyndelsen aflægge et løfte på, at vi ikke måtte gå, når Sebastian Klein skulle interviewe Jacob Riising en halv time senere på samme stand. Alle skulle løfte venstre hånd og lægge højre hånd på hjertet, en stakkels ældre mand, der ikke gjorde det, fik med det samme at vide, at det gjaldt alle, hvorefter manden hurtigt forsvandt. Undervejs måtte Sebastian Klein også lige råbe lidt af en kvinde, der grinede af, at næbdyret er på listen over verdens farligste dyr, det er lang tid siden, at jeg har grint så meget til et forfatterinterview! Håber meget, at de vender tilbage næste år med nyt fælles interview.

 

 

Næste punkt på dagens program var endnu et interview med Caitlin Moran, som jeg så to gange lørdag. Denne gang blev hun interviewet af Susanne Staun, der har oversat "Sådan opfinder man en pige", det var et rigtig godt interview, hvor der blev talt både om Big-Cock-Al, Morans døtre og feminisme.

 

 

Dernæst gik turen til Caféscenen, hvor Emma Healey blev interviewet om debutromanen "Elizabeth er forsvundet". Jeg læste romanen for et stykke tid siden, og historien er fantastisk. Den er speciel, fordi den bliver fortalt fra en dement kvindes synspunkt, noget som Healey også talte om under interviewet. Hun blev inspireret til at skrive bogen, da hendes egen bedstemor blev dement og en dag talte om en veninde, som hun troede var blevet væk. Jeg fik signeret min bog på People's Press' stand bagefter, og Emma Healey var simpelthen så sød.

 

 

Så gik turen videre forbi Tranescene 2, hvor Thomas Helmig fortalte om sin nye biografi, det var et hyggeligt og veloplagt interview. Men hold da op, der var mange mennesker. Lidt senere var jeg forbi lyttesalonen for at se Nis Bank Mikkelsen læse højt, det var en super god oplevelse, selvom det er lidt svært ikke at forbinde stemmen med Jafar fra Aladdin.

 

 

Så gik turen tilbage til People's Press for at se den finske forfatter Katja Kettu, jeg har tidligere i år læst hendes roman "Jordemoderen", der var en virkelig voldsom oplevelse, men det var rigtig spændende at høre Kettu fortælle, og jeg fik også lige min bog signeret efter interviewet. Derefter skyndte jeg mig videre til Politikens forlag, hvor jeg så Christian Mørk fortælle om sin nyeste roman, jeg stod lige ved siden af hans mor, Susse Wold, hvilket var virkelig sjovt.

 

 

Senere så jeg Anne Laxholm fortælle på Tranescene 1, det var rigtig interessant at høre hende fortælle om danseverdenen. Og så sluttede jeg dagen af hos Lindhardt & Ringhof, hvor Anders Lund Madsen lukkede BogForum med sin sjove ABC. Den sidste halve time brugte jeg på at kigge lidt mere på bøger, og jeg købte et par enkelte, inden jeg tog hjem.

 

 

Det var en skøn og travl sidste dag på årets BogForum.

Lørdag på BogForum 2015

Dette er det andet af fem indlæg om mine oplevelser på BogForum 2015, det var en skøn weekend med masser af forfatterinterviews, bogsigneringer og bogshopping.

 

Jeg startede lørdagen med at blive i rigtig godt humør i selskab med Ole Henriksen. Han er altså bare et fantastisk menneske, der spreder glæde på sin vej, han dansede endda op på scenen til tonerne af "Happy" med Pharrell. Ole Henriksen talte sammen med Ole Juncker, og deres projekt om at kortlægge, hvordan livsglæde har indflydelse på hjernen. Det var både underholdende og rigtig interessant, og så var det en skøn måde at starte dagen på!

 

Det næste jeg så var Wullf & Morgenthaler, hvor jeg virkelig fik grint igennem! Derefter slog jeg vejen forbi People's Press, hvor skønne Thomas Skov blev interviewet af Geo om sin bog "Forskellen på mænd og kvinder er... 100 gymnastikposer". Det var et hyggeligt og sjovt interview, jeg læste bogen i sommers, da People's Press var så søde at sende den til mig, så jeg fik den også signeret bagefter.

Der blev også tid til en tur i lyttesalonen, hvor bl.a. Lars Mikkelsen og Lars Thiesgaard var at finde, jeg er fan af begge, og det er hvert år fantastisk at få lov til at se dem så tæt på, når de læser højt af de små historier. Lars Thiesgaards stemme har jo været en kæmpe del af enhver Disney-fans barndom. Faktisk er Momo Lydbog virkelig en af de stande, som jeg skal forbi hvert år, fordi det er så hyggeligt at slappe af med at lytte til en god historie fortalt af skønne skuespillere.

Herefter så jeg den amerikanske ambassadør Rufus Gifford tale med Leif Davidsen om mad og madkultur, hvilket faktisk var rigtig interessant. Rufus Gifford er bare cool altså! Derefter nåede jeg lige forbi People's Press igen, hvor jeg hørt det meste af interviewet med Silas Holst.

Derefter måtte jeg skynde mig hen til Scenen, hvor Caitlin Moran skulle interviewes. Det var et fantastisk interview, og Moran er bare så skøn. Jeg fik signeret min bog efter interviewet, og fik både kram og kys på kinden, hvilket bare var vildt sejt. Man bliver simpelthen så glad, når man står og snakker med Caitlin Moran, jeg er virkelig vild med den måde, hvorpå hun møder mennesker, man føler sig bare virkelig godt tilpas i hendes selskab. Hendes signatur vil jeg vise frem senere, men den er virkelig cool! Faktisk så jeg Caitlin Moran to gange, da jeg også så hende på Gyldendals Tranescene 1 lidt senere, endnu et skønt interview med masser af humor!

Jeg afsluttede min dag med at kigge lidt på de forskellige stande. Jeg fik også snakket med en masse søde bogbloggere i løbet af dagen, så det var skønt! Lørdag var endnu en dejlig men travl dag på årets BogForum.

Var I til BogForum, og hvad oplevede I?

Fredag på BogForum 2015

 

Dette er det første af fem indlæg, hvor jeg fortæller om de tre dage på messen og mine bogindkøb og signaturer.

 

BogForum er noget helt specielt, det er et af årets højdepunkter, når programmet afsløres, og man kan begynde at glæde sig rigtigt til årets messe. En messe, hvor man kan møde en masse ligesindede, en messe, hvor kærligheden til bøger er i centrum.

 

Min fredag startede med at kigge på en del stande, det er altid spændende at se, hvad de forskellige forlag har med af bøger. Jeg købte dog ikke noget, men nød i stedet at gå rundt i et endnu forholdsvis stille Bella Center.

 

Den første scene, jeg indfandt mig ved, var Rød Scene, det var egentlig ikke planlagt, men jeg faldt over dette arrangement i programmet og syntes, at det lød virkelig interessant. Adrian Hughes interviewede Elsebeth Aasted Schanz om bogen "Valget er dit! - Den danske valgplakat i 100 år", det handlede om, hvordan valgplakaten har forandret sig igennem tiden, fra nogle fantastisk flotte plakater til de kedelige plakater, som vi kender i dag. Adrian Hughes så jeg også senere på dagen, da han afholdt klassikerquiz, publikum fik 7 point, selvom vi kun fik lov til at svare på de spørgsmål, som forfatterne ikke kunne svare på, vinderholdet havde til sammenligning 8 point. Det var en rigtig sjov og anderledes quiz, men må sige, der var en del mangler i forfatternes viden, de troede bl.a. at det var H.C. Andersen, der har skrevet teksten til "Der er et yndigt land" (suk!).

 

 

 

Jeg slog også vejen forbi BogForum Comics, hvor Maren Uthaug, Anders Morgenthaler og Mikkel Andersson stod for underholdning ved "Tissemænd, tissekoner, Maren, Rokoko og Morgenthaler. Er nøgne mennesker sjovere?". Jeg tror publikum fandt ud af, at ja, nøgne mennesker er sjovere.

 

Det sidste interview, jeg så fredag, var med Leonora Christina Skov, der blev interviewet af Ditte Giese om "Hvor intet bryder vinden". Det var et rigtig interessant interview, hvor vi hørte om skriveproces og romanens handling. Jeg har længe haft lyst til at læse noget af Leonora Christina Skov, så jeg købte bogen og fik den signeret. Det er sådan en flot signatur, hun har!

 

 

Dagen igennem mødte jeg en del søde bloggere, det er så hyggeligt at møde en masse af dem, som man normalt kun snakker med over sociale medier eller læser blogindlæg fra. Jeg sluttede fredagen af med at købe en del bøger, faktisk brugte jeg lige 825 kroner ti minutter inden, jeg vendte snuden hjemad. (Jeg viser alle mine nyindkøbte bøger på BogForum frem i et senere indlæg!)

Var I på BogForum fredag, og hvad oplevede I?

Bogønsker til 25-års fødselsdagen

Lørdag runder jeg et skarpt hjørne, jeg fylder 25 - et kvart århundrede. Jeg bøvler altid med at skrive ønskelister, som familien og vennerne presser på for at få fingrene i, og imens jeg sad og søgte inspiration til ønsker, faldt jeg over en masse skønne bøger, som jeg håber engang (måske lørdag) finder vej til min bogreol.

Mine bogønsker er en blanding af bøger, som jeg rigtig gerne vil læse, og bøger, som jeg allerede har læst, men som jeg ønsker mig i en smuk udgave til at pynte på reolens hylder; udgaver som virkelig understreger, at bogen er en fantastisk læseoplevelse.

Harry Potter og de vises sten, af J.K. Rowling i den nye smukt illustrerede udgave kreeret af Jim Kay. Jeg kan ikke få nok af Harry Potter universet, og denne udgave ser bare fantastisk ud, så jeg vil rigtig gerne dykke ned i de smukke illustrationer.

Fredrik Backmans bøger: Af en eller anden mærkværdig årsag, har jeg aldrig fået fingre i eller læst en af Backmans bøger. Jeg har hørt så meget utrolig godt om hans værker, at jeg efterhånden bare må læse hans bøger, så jeg kan finde ud af, hvad det er, alle snakker om.

Anna og det franske kys, af Stephanie Perkins. Jeg har endnu ikke fået købt denne lyserøde drøm af en bog, men den står højt på læselisten, da jeg udelukkende har hørt rosende ord om den romantiske historie. Og så er den jo bare indbegrebet af lyserød!

Jane Eyre, af Charlotte Brontë. En fantastisk roman, som jeg gerne vil eje i en udgave, der illustrerer, hvor god en bog den er. Udgaven fra Barnes and Noble ser så fantastisk fin ud, i det hele taget kunne jeg jo ønske mig alle bøgerne fra deres leatherbound serie, da de alle er så smukt gennemført i deres udtryk.

Doctor Who: Two novels. Barnes and Noble leatherbound er nogle af de smukkeste bøger at have stående i bogreolen, og som whovian er denne bog jo en must-have! Jeg elsker, at bogen ligner en TARDIS.

Hvilke bøger står højt på jeres ønskelister?

Kvinden i toget, af Paula Hawkins

"Kvinden i toget", af Paula Hawkins, (org. titel Girl on a train), udgivet i 2015, Forlaget Gyldendal, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Gyldendal)

Rachel tager toget ind til London hver morgen, og når toget dag efter dag standser ud for det samme hus på strækningen mellem togstationer, iagttager hun det perfekte smukke unge par, som bor i huset. En dag ser Rachel dog noget fra toget, som chokerer hende, og det varer ikke længe, inden den unge kvinde i huset er meldt savnet. Rachel blandes snart ind i efterforskningen, men hvordan kan man være et pålideligt vidne, når man ikke selv er sikker på, hvad man så?!

 

"Jeg skulle have været forberedt på det, skulle have forventet det, men på en eller anden måde gjorde jeg det ikke. Jeg steg ind i toget, og hun var overalt, hendes ansigt var på samtlige aviser: smukke, blonde, lykkelige Megan, som kiggede direkte ind i kameraet, lige på mig."

 

"Kvinden i toget" er en hæsblæsende thriller, som man ikke kan lægge fra sig, når man først er begyndt. Denne roman er verdens hurtigst sælgende debut, og den har ligget som nummer et på bestsellerlisterne i både USA og England. Det er ikke svært at se hvorfor.

Paula Hawkins' roman er fortalt ud fra tre kvinders synsvinkler, og på denne måde trevles mysteriet om den forsvundne kvinde mere og mere op. Rachel er dog i centrum, og læseren er vidne til en ung kvinde, der ødelægger sit liv mere og mere. Hun bliver mere og mere alkoholiseret, og når hun drikker, kan hun ikke stå inde for, hvad hun gør. Rachels forliste forhold lurer konstant i baggrunden, når hun i sin alkoholiserede tilstand ikke kan holde op med at kontakte sin eksmand Tom og hans nye kone Anna. Snart kan Rachel ikke fokusere på andet end at løse mysteriet om den forsvundne Megan, men Rachel befinder sig snart i centrum af mysteriet, da hun opsøger Megans mand Scott. Rachel søger snart ikke kun sandheden om Megan, men også om, hvad hun selv lavede den aften, hvor Megan forsvandt, for det er ikke alt, Rachel kan huske, når hun har drukket.

"Jeg kunne ikke få vejret, og jeg kunne ikke få min hjerne til at holde op med at piske af sted eller min hud til at holde op med at klø, så jeg rejste mig og gik hen til kiosken på Titchfield Street og købte fire gin og tonic på dåse, hvorefter jeg gik hen til min plads i parken."

 

Dette er en psykologisk thriller af bedste skuffe, når læseren sammen med persongalleriet involveres i alkoholisme, forliste ægteskaber, affærer og paranoia. Skiftet i fortællerstemme mellem kapitlerne fungerer fantastisk flot, det er ikke kun fortælleren, der skifter, det er også tiden. Romanen springer frem og tilbage i tid sammen med personernes fortællinger, og netop dette får spændingen til at stige, når læseren oplever de samme hændelser igen og igen men fra forskellige synsvinkler. Og det står snart klart, at det ikke er alt, hvad man læser, som man kan stole på.

 

Paula Hawkins har med "Kvinden i toget" skrevet en medrivende roman, hvor man konstant bliver ledt tættere og tættere på sandheden for så, når man endelig føler, at man er tæt på at finde frem til løsningen, at blive revet tilbage i uvisheden. Jeg læste denne roman på en eftermiddag. Det er svært at lægge en bog fra sig, når spændingen bare stiger og stiger.

Nye bøger i reolen #1

Jeg har været i London et par gange her på det sidste, og det har betydet en del nye bøger til bogreolen. Faktisk kommer der snarest et indlæg (eller to) mere med London bøger, da jeg lige har været afsted igen, og har indkøbt flere vidunderlige bøger til reolen, ingen Londontur uden bogshopping! I denne omgang er det en lidt blandet stak af bøger i alskens genrer, som jeg vil vise frem, og som jeg glæder mig til at læse.

"Coraline", af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell

Jeg har set denne jubilæumsudgave af "Coraline" hos mange bogbloggere, og da den lå foran mig i Waterstones, blev jeg nødt til at eje den. Jeg er rigtig glad for at have en bog signeret af Neil Gaiman, for jeg holder meget af hans bøger (i hvert fald dem jeg har læst indtil videre). Jeg har endnu ikke læst "Coraline", men den har stået højt på læselisten længe!

 

"Darth Vader and Friends", af Jeffrey Brown

Jeg har allerede de to andre Star Wars bøger af Jeffrey Brown, så da jeg faldt over denne signerede udgave i Forbidden Planet, måtte den indgå i samlingen. Det er skøn hyggelæsning for en Star Wars fan(girl).

 

 

"The Bone Clocks", af David Mitchell

Siden jeg så David Mitchell på Louisiana Literature sidste år, har jeg haft lyst til at læse alt, hvad den mand har skrevet, så denne smukke paperbackudgave kom også med mig hjem. Jeg glæder mig til at læse den og atter fordybe mig i Mitchells smukke sprog.

 

 

"Where I Lived, and What I Lived For, af Henry David Thoreau

"Some Anatomies of Melancholy", af Robert Burton

"A Confession", af Leo Tolstoy

Great Ideas er en fantastisk smuk serie af bøger, der repræsenterer nogle inspirerende og utrolig spændende værker af ligeså inspirerende mennesker. Jeg vil gerne eje hver og en af bøgerne i denne fine serie fra Penguin Books, men der er mange, så jeg køber af og til et par stykker og udvider samlingen. Jeg har allerede læst en del af "Anatomy of Melancholy" af Robert Burton i forbindelse med mit speciale, så denne fine udgave skal pynte i reolen.

"Lord Arthur Savile's Crime", af Oscar Wilde

"Jason and Medea", af Apollonius of Rhodes

"On Murder Considered as One of the Fine Arts", af Thomas de Quincey

"The Saga of Gunnlaug Serpent-tongue"

"As kingfishers catch fire", af Gerard Manley Hopkins

Little Black Classics bøgerne kan jeg slet ikke få nok af. Disse små bøger er simpelthen så fine i deres enkelthed og størrelse. Og så er det nogle fantastiske forfattere og historier, der er repræsenteret i Penguin Books jubilæumsserie. Jeg overvejer at købe boksen, der indeholder alle 80 udgivelser, så jeg har et samlet sæt.

Sådan opfinder man en pige, af Caitlin Moran

"Sådan opfinder man en pige", af Caitlin Moran, (org. titel How to Build a Girl), udgivet i 2015 (org. udg. 2014), Forlaget Gyldendal, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Gyldendal)

Det er 1990erne, Johanna er 14, hun er tyk, upopulær, fattig, og hun beslutter sig for at genopfinde sig selv. Johannas far er en musiker, der aldrig har fået opfyldt drømmen om at leve af musikken, istedet lever familien, der består af far, mor og fem børn, nu af understøttelse. Snart er Johanna 16 og ikke længere Johanna, hun forvandler sig til Dolly Wilde, en nådesløs musikanmelder i London, der lever det vilde liv, men opfindelsen af en pige har også konsekvenser.

 

"Jeg elsker Dolly Wilde. Hun er mit nye kæledyr. Hun er de tidlige 90'eres prototype på Tamagotchien. Jeg er min egen usynlige ven. På mange måder er det den bedste og sundeste hobby, jeg kunne finde lige nu: mig. Jeg vil nu tage mit slidte hylster og opgradere mig selv."

 

Caitlin Moran har skrevet en roman om ungdom. Dette er en roman ikke bare om at opfinde sig selv, men om af finde sig selv. Johanna er upopulær, alt hun drømmer om er at få sit første kys og miste sin mødom. Opfindelsen af Dolly Wilde giver hende muligheden for at blive en anden, for at opfinde en helt ny fortid, og derved får hun muligheden for at skabe en ny og bedre fremtid. Undervejs finder hun dog ud af, at det vilde liv måske ikke er det bedste i længden.

 

"Sådan opfinder man en pige" overraskede mig, jeg har hørt meget om Caitlin Moran, men har ikke beskæftiget mig meget med hende, men denne roman blæste mig bagover. Den portrætterer på skønneste vis, hvordan det er at vokse op som pige, og hvordan usikkerheden i teenageårene er hård og brutal, og at det ikke er nemt at slippe væk fra sin egen usikkerhed. Når Johanna f.eks. kommer til at lade sig selv skinne igennem i Dolly, da hun skriver en fan-agtig anmeldelse af hendes største idol, John Kite, opdager hun hurtigt, at for at kunne være Dolly, må hun være nådesløs i sine artikler. Dolly bevæger sig i en musikverden præget af mænd, og snart lader hun dem præge hende.

 

"Sandheden er, at når man er meget fattig, bider elleve procent ind i selve tilværelsens knoglemarv. Elleve procent mindre betyder, at man skal vælge mellem elektricitet og mad - elektricitet og mad, der allerede er rationeret og en kilde til frustration. Elleve procent er ikke særlig meget - men når man er meget fattig, kan det være selve overlevelsens fundament. Og når man står på så meget mindre, end man gjorde før, er man ustabil. Der er risiko for at falde."

 

Dolly Wilde er vild, hun drikker, har sex med hvem som helst, tager stoffer og går klædt i sort tøj og høj hat. Dette er en sjov, ærlig og rå fortælling om at vokse op og genopfinde sig selv. Samtidig er det en historie om venskab, fattigdom og kærlighed, når Dolly/Johanna f.eks. taler hele natten med John Kite eller deler sine hemmeligheder med broderen Krissi. Og Dolly bliver nødt til at hjælpe familien med penge, da de ikke har penge nok til mad. Denne roman er en fortælling om en usikker pige fra de lavere samfundslag, der for enhver pris vil løftes op i samfundet.

 

Caitlin Moran har skrevet en utrolig sjov og rammende roman. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg begyndte, men jeg blev hurtigt overbevist. Romanen viser råt for uforsødet en teenagepiges liv, og hvordan man skal passe på med at opfinde en helt ny personlighed i stedet for bare at finde sin egen.

Forskellen på mænd og kvinder er ... 100 gymnastikposer, af Thomas Skov

 

"Forskellen på mænd og kvinder er ... 100 gymnastikposer", af Thomas Skov, udgivet 2015, forlaget People's Press, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

Thomas Skov skriver i denne samling af klummer om forskellen på mænd og kvinder - og der er mange, specielt når en mand og en kvinde lever sammen. En del af klummerne har været udgivet i Woman, og her følger man Thomas Skov og hans kæreste (og senere kone) Emilie Gershøj Gaardsvig Bruhn. Bogen byder også på en så fin indledning af Emilie Bruhn og morsomme illustrationer af Christian Anker Nielsen.

 

Jeg læste denne bog på ca. halvanden time i solen i haven (hvilket resulterede i, at mine meget hvide ben blev meget solbrændte, men det skal jo ikke ligge Thomas Skov til last!). Selvom Thomas Skov skriver i introduktionen, at man ikke behøver at skynde sig igennem bogen, læste jeg den dog stort set i et hug. Den er fyldt med fantastiske iagttagelser over forskellen mellem mænd og kvinder, det er utrolig morsom læsning, fordi Thomas Skov gang på gang rammer plet med sine iagttagelser.

 

"Helt konkret betyder den her sygdom, som hedder 'Teenagepigeørebetændelse', at når jeg serverer et stykke med musik for mine øregange, så hører jeg Christopher eller Medina eller Burhan G eller noget andet, der ikke forventes af en voksen mand. Er jeg flov over, at jeg har den her lidelse? Ja. Men kun når jeg taler med andre. For lige så snart der ikke er nogen, der kigger, så elsker jeg at sætte Rasmus Seebach på og synge hans tekster højt inde i hovedet på mig selv. Jeg er stadig imponeret over, hvor mange af hans tekster jeg kan udenad."

 

Thomas Skov skriver om tomatsovsblindhed, om at have en teenagepiges musiksmag (som mand), at have utrolig dårlig mode-dømmekraft på ferier, kærestevitser, at tale kækt til butiksassistenten hjemme i Jylland og at bruge 2.500 kroner på gule gymnastikposer med eget ansigt på. Denne bog er skøn, fordi man kan nikke genkendende til stort set alt i den (måske lige undtagen gynastikposerne). Jeg har altid været imponeret over personer (og komikere), som kan finde frem til de der små hverdagsting, som vi alle oplever, og skrive eller tale om det, så det bliver sjovt, så man sidder tilbage og tænker "Ja det er da præcist sådan det er", og så kan man grine lidt af sig selv. Og det er netop det Thomas Skov formår med denne samling af klummer, man sidder gang på gang og griner både af Thomas' egne oplevelser men også af sig selv.

 

Denne bog er skrevet med kærlighed, det understreger Emilie Bruhn i sin skønne indledning til bogen, som er en fin lille kærlighedserklæring og samtidig en lille indrømmelse af, at det da er lidt underligt, når ens kæreste udstiller små private ting fra ens hverdag. Den samme kærlighed er at spore igennem hele bogen, når Thomas Skov gang på gang skriver om små underligheder ved både sin kæreste/kone, sig selv og mennesker generelt.

 

 "Du skal allerede i en tidlig alder interessere dig for våben og fodbold, og så skal du gerne have blandet blod med dine venner, inden du bli'r konfirmeret. Hvis du falder og slår dig, så siger alle til dig: "Rigtige drenge skal have sår på knæerne." Og det kan godt være, at rigtige drenge skal have det, men det gør altså skide ondt at slå sig. Så vil jeg hellere IKKE være en rigtig dreng. Pinocchio aner ikke, hvor godt han har det."

 

"Forskellen på mænd og kvinder er ... 100 gymnastikposer" af Thomas Skov er fantastisk hyggelig og morsom læsning, man kan læse 1, 2 eller alle klummer på én gang, for de er alle skønne og hurtigt læst. Denne bog byder på præcis det, som man forventer, når man ser titlen, en sjov bog om mænd og kvinder, som enhver kan lære lidt af også hvis det bare er at grine lidt af sig selv.

Litteraturvidenskab, speciale og Hamlet

 

 

Den 17. august står markeret i min kalender med fed understregning og rød skrift. Det er den dag, hvor mit studieliv slutter, det er den dag, hvor jeg skal aflevere mit speciale. For næsten fem år siden startede jeg på Litteraturvidenskab i Odense. Jeg tog min BA i Litteraturvidenskab og Kommunikation, retorik og formidling, hvorefter jeg kom videre på kandidatstudiet, og nu snart afleverer mit speciale indenfor Litteraturvidenskab.

 

Jeg har siden begyndelsen af min uddannelse haft en drøm om at skrive om "Hamlet" af Shakespeare, men jeg turde ikke rigtig kaste mig ud i det, indtil jeg, få måneder inden vi skulle tage stilling til valg af specialeemne, skrev en opgave i faget "Selvstuderet Litterært Emne", her skrev jeg om "Hamlet". Jeg ville tage den sidste chance for at udforske det drama, der har betydet enormt meget for mig, og den forfatter som jeg ser som en af de største nogensinde. Undervejs i forløbet og efter en snak med min vejleder tog jeg springet og besluttede at skrive speciale i "Hamlet".

"Hamlet" var det første Shakespeare stykke, jeg så i teatret, det var samtidig det første Shakespeare skuespil, jeg læste, da vi i 1.g skulle læse "Hamlet" og derefter se forestillingen på Gladsaxe Ny Teater med Thure Lindhardt i titelrollen. Jeg har altid gået meget i teatret, men jeg var blæst total bagover af den forestilling. To år senere blev "Hamlet" også det første teaterstykke, jeg så på engelsk, da jeg var på Kronborg på HamletScenen for at se Jude Law i titelrollen. Det blev endnu en milepæl i mit "teaterliv". Det står stadig som en af de bedste forestillinger, jeg nogensinde har set. Derfor er "Hamlet" kommet til at betyde utrolig meget for mig, fordi den markerer indgangen til nogle fantastiske litterære oplevelser og teateroplevelser. Ligesom "Northanger Abbey" af Jane Austen altid vil være noget helt specielt, fordi det var den første roman af Austen, jeg læste. "Hamlet" var min første rigtige oplevelse af Shakespeare. Og jeg glæder mig til at se endnu en forestilling med "Hamlet" i London i august, det bliver spændende at se stykket igen efter at have arbejdet med det i seks måneder.

 

Nu nærmer afleveringsdatoen for specialet sig med hastige skridt, og jeg har endnu ikke fortrudt mit valg. Jeg har nydt at skrive om en litterær tekst, som jeg elsker, og som jeg fortsat finder nye ting og betydninger i. Samtidig føler jeg, at specialet har betydet så meget for mig og fyldt så meget i min hverdag det sidste halve år, at det også skulle have en plads her på bloggen. Der har ikke været tid til meget hyggelæsning igennem de sidste måneder, i stedet har jeg læst masser af litteratur om et emne, der virkelig interesserer mig. Jeg har læst om Hamlet, melankoli, humoralpatologi og nydt hvert et sekund, selvom man til tider føler sig presset.

 

Jeg glæder mig til at aflevere specialet, om end det samtidig markerer afslutningen på fem fantastiske år blandt ligesindede litteraturelskere. Jeg vil savne undervisningen med undervisere, der brænder for deres forskningsområder, og som elsker bøger. Det bliver underligt, at "skolen" pludselig er slut, men jeg glæder mig til nye udfordringer. Jeg er lykkelig for, at jeg valgte Hamlet, for selvom han er lidt melankolsk, er han en af de mest vittige og geniale karakterer, der findes i litteraturen.
 

Elizabeth er forsvundet, af Emma Healey

 

"Elizabeth er forsvundet", af Emma Healey, (org. titel "Elizabeth is Missing"), udgivet 2015, forlaget People's Press, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

 

Mauds hukommelse er ikke, hvad den har været. Den er fyldt med huller, og det bliver værre og værre. Elizabeth, hendes bedste veninde, er forsvundet, og Maud leder efter hende igen og igen. Men det er svært at løse et mysterium, når man ikke kan huske ledetrådene. Dette er en rørende historie om en kvinde, der hver dag mister lidt af sig selv og sin omverden.

 

"'Jeg tog ikke fejl af husene," siger jeg stilfærdigt, roligt. Påstanden får mig til at føle mig som et lille barn. "Jeg er ikke dum. Elizabeth er forsvundet." Jeg trækker skælvende vejret i stilheden. "Hvorfor er I bare ligeglade? Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?" Jeg tror måske, jeg er begyndt at råbe, men jeg kan ikke lade være. "De rkan være sket alt muligt med hende. Alt muligt. Hvorfor er der ingen, der vil gøre noget for at hjælpe med at finde hende?" "

"Elizabeth er forsvundet" er en gribende roman. Fortalt fra Mauds synsvinkel er det historien om en kvinde, der er glemsom. Hun brygger te, sætter koppen fra sig, går op ad trappen og glemmer teen. Når hun kommer ned igen, kan hun ikke forstå, hvorfor der står en række kopper ved trappen. Igen og igen sidder man frustreret tilbage, når man læser Mauds historie, oplevelser glemmes og personers navne forsvinder i et mylder af tanker. Emma Healey har i denne roman taget en mesterlig beslutning i at lade fortællestemmen være Maud selv, for det der gør romanen så utrolig god er, at læseren oplever frustrationen ved at miste hukommelsen, det gør historien utrolig vedkommende.

Mauds nutid er fyldt med frygt, skam og ensomhed på grund af hendes demens. Hun ved godt, at hun ikke kan huske, og det gør det sværere, når hun igen og igen får formaninger fra sin datter, Helen, når hun egentlig godt ved, at hun har svært ved at huske. Derimod står erindringer fra Mauds barndom klart frem, når romanen dvæler ved hendes liv sammen med sine forældre, søsteren Sukey, hendes svoger Frank og deres logerende Douglas. Efterhånden bliver nutid og fortid dog blandet mere og mere sammen, når Maud blandet mysterier fra sin barndom sammen med Elizabeths forsvinden.

"'Kan jeg bede dig om at tegne en urskive?" Han rækker mig et skriveunderlag at lægge papiret på. Jeg begynder at tegne, men jeg ryster lidt på hånden og er ikke særlig god til det. Det er, som om stregen bevæger sig den forkerte vej, ligesom når man forsøger at tegne noget, mens man kigger i et spejl. Jeg glemmer, hvad det var, jeg skulle tegne, men de usikre cirkler minder mig om en frø, så det laver jeg det om til i stedet" 

Denne roman fortæller ikke kun om Elizabeths forsvinden, og et mysterium fra Mauds fortid, denne roman fortæller om Mauds egen forsvinden, om hvordan en frygtelig sygdom udvikler sig, når erindringen om selv ens datter og barnebarn bliver tåget og forvinder mere og mere. Netop derfor er denne bog så utrolig gribende og rørende, den gør på flotteste vis opmærksom på, hvordan det er at glemme, når læseren drages med ind i Mauds tankestrømme. Det er på én gang interessant, sørgmodigt og skræmmende, når Healey skriver en så rammende bog om at miste ikke kun sin omgangskreds men sig selv. Denne roman er en historie, man ikke må snyde sig selv for.

Søvn og Torne, af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell

"Søvn og Torne", af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell (org. titel The Sleeper and the Spindle), udgivet 2015 (org. udg. 2014), forlaget Høst og Søn 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Rosinante & Co)

Kønsroller vendes på hovedet i dette eventyr, hvor de kendte eventyr om Snehvide og Tornerose får nyt liv. Dronningen med det smukkeste sorte hår skal giftes om en uge, da dværgene ankommer og fortæller, at nabobyen er faldet i søvn. Dronningen må drage ud på en rejse, hun udsætter brylluppet, iklæder sig en rustning, og tager sammen med dværgene afsted for at finde årsagen til den sovende by. Det er starten på en farefuld færd, hvor de må kæmpe mod søvnen, løbe fra søvngængere og endelig overleve mødet med en ond heks og redde en prinsesse.

"Hun sendte bud efter sin forlovede og sagde, at han ikke skulle tage det så tungt, og at de stadig skulle giftes, selv om han kun var prins, og hun selv dronning, og hun dikkede ham under hans kønne hage og kyssede ham, indtil han smilede. Hun sendte bud efter sin ringbrynje. Hun sendte bud efter sit sværd. Hun sendte bud efter forsyninger og efter sin hest, og så red hun ud af slottet mod øst.

"Søvn og Torne" er en anderledes genfortælling af eventyrerne om Snehvide og Tornerose. Neil Gaiman genopfinder personerne og lader dem interagere med hinanden på tværs af eventyrernes grænser. Historien er fin, enkel, overraskende og genialt fortalt, som Gaimans bøger altid er. Dronningen er en stærk karakter, der drager ud på en rejse, selvom hendes bryllup venter lige om hjørnet. Dette er ikke et af de eventyr, hvor prinsessen skal reddes af prinsen på den hvide hest. Det er et eventyr, hvor 'Snehvide' står på egne ben. Det er et eventyr om selvstændighed, hvor Gaiman formår at vende de klassiske eventyr på hovedet. Prinsessen kan kun reddes fra søvnen med et kys, men alt er ikke, som det ser ud, for der er mørk magi på færde, og hvem ved, hvad der kan ske, når eventyrerne vendes op og ned?!

Chris Riddells illustrationer er tryllebindende. Sort/hvide tegninger med et stænk af guld, som man også ser på forsiden. Bogen er gennemført og velfortalt ikke kun i teksten, men bestemt også gennem illustrationerne. Illustrationerne er utrolig detaljerige, og jeg opholdt mig længe ved hver side for at få det hele med.

"Dronningen så rester af mænd hænge i tornene, skeletter i rustning og skeletter uden. Nogle af skeletterne hang højt oppe i buskadset omkring murene, og dronningen spekulerede på, om de var klatret op for at finde en vej ind og var døde deroppe, eller om de var døde nede på jorden og blevet trukket op langs muren, i takt med at rosenbuskene voksede."

Neil Gaiman genopfinder eventyr og indarbejder moderne tematikker, her er det feminismen, der spiller den store rolle. Prinsen på den hvide hest er degraderet, og nu kan kvinderne klare sig selv. Det er befriende og sjovt at læse et eventyr med en virkelig stærk kvinde som protagonisten, for selvom man kender eventyrerne, bliver det en helt ny historie, når det pludselig ikke er et ægte kærlighedskys, der er det nødvendige for at slå den onde heks.

Gaimans historie og Riddells illustrationer er et perfekt match. Fyldt med smukke detaljer og mørke undertoner passer de to mænds universer overordentlig godt sammen. Dette var mit første møde med Chris Riddell, men det bliver ikke det sidste, hans illustrationer er så stemningsfyldte, at man ikke kan andet end fortabe sig i dem. Og Gaimans genfortælling er gennemført, sjov, anderledes og virkelig spændende, for der er jo meget på spil, når en dronning kaster sig ud i et rigtigt eventyr.

Dræb ikke en Sangfugl, af Harper Lee

 

"Dræb ikke en Sangfugl", af Harper Lee (org. titel To Kill a Mockingbird), udgivet 2015 (org. udg. 1960), forlaget Lindhardt & Ringhof, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra PlusBog)

Jean-Louise "Scout" Finch bor sammen med sin storebror Jem og deres far Atticus i den lille by Maycomb i Alabama. I nabohuset bor den mystiske Boo Radley, som hverken Scout eller Jem har set, men det siges, at han vandrer rundt på gaderne om natten, og at man skal vogte sig for at gå ind på Radleys grund. Børnenes livlige fantasi løber snart af med dem, når de forestiller sig, hvad han vil gøre ved dem, hvis de bliver fanget. Da Atticus påtager sig opgaven som forsvarer for Tom Robinson, en sort mand der er anklaget for at voldtage en ung hvid kvinde, vendes livet op og ned for den lille familie, da 1930ernes Alabama stadig er stærkt præget af fordomme og racehad.

"Først da vi stakåndede var nået i sikkerhed på vores egen veranda, vovede vi at se os tilbage. Det gamle hus derovre stod som altid, faldefærdigt og sygt, men mens vi stirrede over gaden, troede vi, at vi så en af skodderne bevæge sig svagt. Det var næsten ingenting, bare en lillebitte, så godt som usynlig bevægelse. Så lå huset igen stille hen."

"Dræb ikke en sangfugl" er udråbt som en af de helt store moderne amerikanske klassikere, og når man læser romanen, er det ikke svært at forstå hvorfor. Scout er 6 år gammel i begyndelsen af romanen og 8 år til slut, og set gennem hendes øjne bliver historien om Atticus Finch og en retssag, der synes tabt på forhånd, vedkommende og rørende. Med en lille piges klare opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, bliver uretfærdigheden understreget endnu mere. Harper Lee har skrevet en utrolig smuk roman, der set fra en lille piges synsvinkel er fyldt med naivitet, troskyldighed og så er den utrolig umiddelbar. Scout er en ægte "drengepige", og hun slås for, hvad hun tror på, men det er ikke altid lige let, når det nogle gange er de voksne, hun er oppe imod. Når hun f.eks. starter i skolen, og får at vide, at hun ikke må lære at læse hjemmefra, da hun så lærer det forkert. Uretfærdighed skildret ved hjælp af et barns iagttagelser er intet mindre end en genistreg fra Lees side. Man siger jo, at sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, og netop dette kan man sige, at Lees roman bærer præg af. Hun lader Scout beskrive livet i Maycomb, men med en umiddelbarhed og et øje for, hvad der er retfærdigt, som kun et barn ville være i stand til at tilføre historien.

Persongalleriet byder på et væld af karakterer, som alle er skrevet med øje for detaljen. Scout og Jems ven Dill, der bor hos en slægtning i byen er ligeså fantasifuld som de to andre børn, og han og Scout vil giftes, når de bliver gamle nok. Finchfamiliens husholderske Calpurnia er moderlig, varm, men streng, når det er nødvendigt, en person man ikke kan andet end holde af. Atticus forsøger at være indbegrebet af retfærdighed, og han gør alt, hvad han kan for sine børn og andre, der har brug for hjælp. Også de utiltalende personer er så fint skrevne, f.eks. de fattige Ewells, hvor børnene møder beskidte op på første skoledag, for derefter at forsvinde ud af skolen igen. Lee har med sit persongalleri formået at lave et studium i mennesket. Hvad fattigdom og fordomme kan gøre ved en person, hvordan nogle kan overvinde deres problemer, og hvordan andre bliver synonyme med de fordomme, der omgiver dem.

" 'Jeg vil helst have, at I skyder til måls efter gamle konservesdåser ude i baghaven, men jeg ved, at I før eller senere begynder at skyde fugle. Skyd alle de skovskader, I vil, hvis I kan ramme dem, men husk at det er en synd at dræbe en sangfugl'. Det var den eneste gang, jeg hørte Atticus sige, at noget var en synd, [...] 'de gør ikke andet en at juble af hjertens lyst med de stemmer, den gode Gud har givet dem. Derfor er det en synd at dræbe en sangfugl.' "

"Dræb ikke en sangfugl" er på én gang præget af en skøn barnlighed, fyldt med de uretfærdigheder, man som barn oplever, og fyldt med fantasi, leg og drømme om fremtiden. Og samtidig skildrer den også på det grusomste, hvordan fordomme og racehad dominerede i USA på dette tidspunkt. Fordomme er svære at slippe fri af, og når retfærdighed mødes med fordomme, er det sjældent at retfærdigheden vinder.

Harper Lees debutroman er en klassiker. Mesterligt fortalt gennem en lille piges oplevelser, skildrer den med største overbevisning og charmerende sprog et grimt kapitel i historien. Romanen er i vores tid (desværre) stadig dybt relevant. "Dræb ikke en sangfugl" er en bog, som man ikke må snyde sig selv for. Den er tankevækkende, og den sidder stadig i én lang tid efter, at man har lagt bogen fra sig.

2 år i Bøgernes Univers

 

I dag er det to år siden, at jeg udgav mit første blogindlæg, og Bøgernes Univers blev en realitet. Dengang vidste jeg ikke, hvor dejligt det ville være, at få et sted hvor jeg kunne fortælle om min læsning, eller hvor mange oplevelser og nye bekendtskaber der ville følge med. Det har været skønt at kunne skrive om læseoplevelser, anmelde bøger og tale med andre bogelskere om litterære universer og forfatterkærlighed i de to år, og jeg glæder mig til de kommende år, som jeg håber på bliver fyldt med ligeså mange skønne bogoplevelser.

 

I dag har været en dag i bøgernes tegn, det blev til en skøn pause midt i min specialeskrivning, hvor jeg har slappet af på sofaen med et par skønne bøger. Jeg har bl.a. fået læst Dræb ikke en Sangfugl af Harper Lee færdig. En klassiker jeg til min skræk opdagede, at jeg ikke havde stående i reolen, den dag jeg skulle afsted på sommerferie. Jeg kom derfor meget sent ind i fælleslæsningen, som Lindhardt & Ringhof stod bag, men jeg har fulgt ivrigt med. Det er nemlig netop fællesskabet om læsningen, som jeg nyder ved at være indehaveren af en bogblog, ikke kun på de forskellige blogs men også på twitter, goodreads, facebook og instagram. Man kan dele sine gode (og dårlige) læseerfaringer og finde ny inspiration til nye læseoplevelser - Nye bøger der skal læses og forfatterskaber der skal udforskes.

 

Jeg fejrer bloggens fødselsdag med et tilbageblik i billeder på nogle af de fantastiske bøger, jeg læst (og genlæst) igennem de sidste to år. Bøger jeg har lært noget af, bøger jeg ikke kunne slippe, bøger der hvirvlede forbi, bøger der rørte mig, bøger der fik mig til at le, finurlige bøger og skønne bøger. Der er bl.a. Jane Austen, Jane Eyre, Harry Potter, Atonement, Stephen Fry og endelig Frankenstein af Mary Shelley, der var den første bog, jeg anmeldte her på bloggen.

 

Jeg kan slet ikke forstå, at det virkelig er to år siden, at jeg efter mange overvejelser endelig fik min egen blog. Det har været skønt, og jeg glæder mig til at blive ved med at dele Bøgernes Univers med jer. Tak fordi I læser med!