Den Italienske Mester, af Tom Rachman

Den Italienske Mester, af Tom Rachman, udgivet i 2019 af Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Rom 1955, Pinch er 5 år gammel, og hans far er den berømte kunstner Bear Bavinsky. Bear er en charmør, der maler farverige og sensuelle malerier - closeups af kropsdele - Bear er altid i centrum. Hans kone Natalie, Pinchs mor, er også kunstner, men hun står i baggrunden, når denne store mand folder sig ud til fester eller i galleriet. Dette er ikke historien om Bear Bavinsky, men om hans søn Pinch.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester formået at skrive et mesterværk af en roman med kunsten og familien i centrum. For hvilken effekt har det på en familie, på en søn, når en far er kunstner med stort K? Netop dette udforsker Rachman, hvor kunsten måske nok er i fokus, men hvor det i særdeleshed er relationen mellem en far og søn, som bliver omdrejningspunktet og det virkelig interessante.

Den Italienske Mester handler ikke om Bear Bavinsky men om hans søn Pinch. Som læser sidder man gang på gang frustreret tilbage, når Bear igen formår at styre Pinchs liv, ja og alle andre i familien, når det er kunsten - eller Bears kunst, der (igen) kommer i første række. Således må Pinchs mor Natalie da også stort set opgive sin keramik, for "Når folk siger muse, mener de i virkeligheden assistent, ved I godt det?". 

I Rachmans roman følger vi Pinchs liv fra barn til voksen, og hvordan farens kunstneriske virke er en allestedsnærværende del af sønnens liv. Han synes at være dømt til at leve i sin fars skygge - lige indtil han ved et tilfælde finder på en vanvittig plan, som potentielt vil forandre kunsthistorien for altid. Her udforsker vi ikke bare, hvad kunst er, men hvor skrøbeligt en kunstners eftermæle kan være at pille ved.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester skrevet et værk, som udforsker kunst og familieliv, og som man længe efter endt læsning kan blive ved med at finde nye nuancer i. Denne roman handler både om de store kunstnere, og hvordan deres udsvævende liv har en stor effekt på deres nærmest og om de små kunstnere, som ikke formår at slå igennem. Rachman skriver om anerkendelse og manglen på den samme både personligt og kunstnerisk. Den Italienske Mester er en roman, der vil meget, men den kan så sandelig også meget, den formår at skabe en fin balance imellem det personlige og det kunstneriske, og samtidig vise, hvordan de to er tæt forbundne.

Jeg har tidligere skrevet om mit møde med Tom Rachman, det kan du læse om her.

Møde med Tom Rachman

Sponsoreret indlæg i form af invitation fra Politikens Forlag til forfatterarrangement samt anmeldereksemplar af Tom Rachmans bog Den Italienske Mester.

Den 28. februar tog jeg turen fra Kolding til Roskilde, da Politikens Forlag havde været så søde at invitere mig med til et bloggerarrangement og efterfølgende interview/foredrag på Roskilde Bibliotek med Tom Rachman i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste roman Den Italienske Mester.

Tom Rachman viste sig at være en utrolig imødekommende person, som ikke var bange for at fortælle om sit forfatterskab og den nye bog, han var desuden også meget interesseret i os bloggere, som var mødt op. Det var en lille skare, så det var rigtig hyggeligt og intimt. Faktisk endte det næsten med, at han ville give os nogle jobsøgningstips, da vi sad en tre-fire stykker, som alle var jobsøgende. Men vi holdt os nu alligevel mest til Den Italienske Mester.

Rachman fortalte om grundtanken bag romanen, som jo drejer sig om forholdet mellem en far og en søn, hvor faren er kunstner med stort K. Det var netop dette, som interesserede Rachman. Han har selv en søn, og han var faktisk bange for at få børn, da han ikke var sikker på, at han ville være en god nok far, fordi han er kreativ og skrivende. Han talte om kunstnere som personer, der af andre (og måske dem selv) ses som personer, der er mere højrystede, mere frie, mere skøre, og at omverdenen også giver kunstnere lov til mere end andre. Man stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de f.eks. er på stoffer, råber op eller har affærer både til højre og venstre. Rachmans spørgsmål var også, om det er  noget kunstnere bliver, fordi andre tillader det, eller er de kunstnere fordi de er sådan. Rachmans vinkel var så, hvad sker der med børn af sådanne mennesker. Virkelig spændende diskussion om kunst og mennesketyper.

Tak til Politikens Forlag og Tom Rachman for en skøn aften i fantastisk selskab. Det er ikke hver dag, at man får lov til at sidde og hyggesnakke med en internationalt anerkendt forfatter.