Da jeg var i København sidst, måtte jeg selvfølgelig et smut forbi Politikens Boghal, det var så lang tid siden, at jeg havde været i København. Politikens Boghal er en af mine yndlingsbogbutikker i Danmark, fordi den har så stort og varieret et udvalg specielt i engelske bøger, min eneste anke er, at bøgerne er blevet en del dyrere de sidste par år, og det stort set ikke kan betale sig at købe engelske bøger der fremfor på nettet, hvilket er virkelig ærgerligt.
Jeg synes faktisk selv, at jeg styrede min købelyst ret godt, selvom det er lidt svært, når der er så mange skønne bøger. Jeg har længe ønsket mig nogle af bøgerne fra Word Cloud Classic serien, jeg elsker deres design, og så er de simpelthen så lækre at røre ved. Jeg stod foran reolen med klassikerne i så lang tid og overvejede, hvilke jeg skulle have med hjem. Jeg endte med at købe tre. Jeg havde faktisk aldrig set bøgerne i virkeligheden før, så jeg var glædeligt overrasket over, hvor fine de var.
"The Age of Innocence", af Edith Wharton. Bogen har længe stået på min læseliste, og så synes jeg, at udgaven er så fin i den lidt sarte lilla farve. Jeg har kun læst "The House of Mirth" af Wharton, som jeg synes er rigtig god, så jeg glæder mig meget til at læse denne.
"Dracula", af Bram Stoker. Dette var den første bog, jeg så af disse udgaver, og jeg har vidst længe, at jeg blev nødt til at eje den, hvis den var ligeså pæn i virkeligheden som på nettet, og det er den altså! Jeg elsker flagermusen på ryggen og den grå farve med den rubinrøde skrift. Jeg har allerede læst Dracula og var ret begejstret, så jeg har længe ønsket mig en smuk udgave til at pynte i bogreolen, og det har jeg så endelig fået nu.
"The Romantic Poets". Hvis der er noget, jeg er for dårlig til at få læst, så er det lyrik. Men, hvis jeg giver mig i kast med lyrik, er det altså ofte den engelske romantiks digtere, der tiltrækker mig. Da jeg så denne skønne lilla udgave med roserne, blev jeg nødt til at have den med, og jeg håber, at jeg så kan blive inspireret til at læse lidt mere lyrik.
Ud over de tre bøger fik jeg også købt mit første Penguin krus. Valget faldt på A Room of One's Own, af Virginia Woolf, jeg kan godt lide den lilla farve, og så er det bare et skønt essay, som jeg både har læst i forbindelse med studiet og derhjemme for hyggens skyld. Citatet, der pryder bloggen, er faktisk fra dette fantastiske essay, som man virkelig ikke må snyde sig selv for.
Har I købt nogle nye bøger fornylig?
Hvor er de smukke! Jeg længes selv efter at tilføje et par klassikere fra word cloud.
SvarSletDe er simpelthen så fine! :)
SletJeg har samme udgave af 'The Age of Innocence' - elsker Word Cloud Classics! Og bogen er en af mine yndlings - min datter Edith Olenskal er opkaldt efter Edith Wharton og en af hovedrollerne i bogen :-)
SvarSletDe er altså også bare pæne! Wow hvor fantastisk, at du har opkaldt din datter efter Edith Wharton, jeg vil også så gerne have læst mere af hende. Den jeg har læst var virkelig fantastisk!
SletDe er så pæne de udgaver, men jeg samler jo allerede på klassikere i en anden udgave :)
SvarSletHaha det skal da ikke stoppe dig ;) Jeg samler i alle mulige udgaver (ups), har efterhånden også en del forskellige udgaver af de samme bøger. Glæder mig til, når jeg engang har plads, så de alle kan stå fremme i bogreolen! :)
SletDet er virkelig nogle fine bøger, og som du skriver, så er de altså herlige at røre ved. Jeg har selv Dracula i samme udgave, som du viser, og Frankenstein i samme serie. Jeg købte dem i sin tid i Berlin, og jeg har været super glad for dem lige siden :)
SvarSletÅh Frankenstein kunne jeg godt tænke mig også. Og ja de er altså super lækre at sidde med :D
SletHold nu op, hvor er de bøger flotte! Men du har fuldstændig ret i det med prisen. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at købe dem i fysiske butikker, fordi jeg ved, at jeg nærmest kunne få en ekstra bog med i prisen, hvis jeg bestilte online. Men der er nu alligevel noget hyggeligt ved at hive en bog ned fra hylden og beslutte sig for, at den skal med hjem med det samme :)
SvarSlet